sæNk – Betonsurfer og containerpuder
Af Claus Haxholm (P.S. denne artikel er et akkompagnement til interview med sæNk).
Jeg vil prøve at lave et omrids, en introduktion til sæNk af en art bagvej. sæNk er et band, der er lavet af billedkunstner Sufie Elmgreen og klassisk guitarist Mathias Klarlund, af og til med Mads Egetoft, Jesper Christoffersen og Lasse Buch. Det er et band! Ihvertfald også lyd. I et noget der i høj grad minder om tungt støjende fri-rock. Mindre rock og mere fri. Men guitar og distortion får mig til at tænke på rock. Det må jo jeg indrømme.
Alt dette igennem mine øre, udi gennem mine fingre. Flere forskellige typer støj er der gerne, og nogle gange en klar nok rytme, ikke nødvendigvis urytmisk, men opløst og repeterende, som den mest simple form for rytmisk fremdrift eller fravalg af samme. Mange forskellige lyde over en række af Youtube-videoer. Fra helt ren midi-kadence undersøgelser til rock til abstraktion og betitlede afdelinger til hele klodser af samlet vilje som i form for bandisk udlyd.
Flere mennesker, men forskellige tanker, der udsiger sig på ét styks medie. WRESTL. Der er også tit, eller nogle gange sang. Utydelig og effektueret sang. Rumklang. Tremolo. Distortion og sikkert effekter, jeg ikke kender ord til. Men det fungerer. Forskellige grafikker og skrifttyper, men vi bevæger os primært i noget mørkt, koldt og hårdt. Måske ikke helt hårdt, måske slet ikke hårdt. Det skifter nok. Det samme med temperaturen, og det er måske noget af det, der er forvirrende og giver næring i disse klange. Voldsomt, men også blandet. Mixed emotions. Ikke et klart svar. Måske bare ikke klart. Jeg ved ikke med svaret. PITCHBLCK. VIVI6 jammin’ og gemmensigtig skrift.
Man kan også improvisere med at lytte på forskellige videoer frem og tilbage og gå videre. Keyboard med meget ekko og guitar i rifflås! Klare glasanslag. Duo? Er de en duo mest? Eller bare flere? Blanding? Men aldrig/sjældent flere end en 3-4 stykker? Er det rigtig forstået? Lydene giver ikke i sig selv et svar.
Men det rocker og er besværligt. Betonsurfer og containerpuder. Jam/Improv? Middelalderkor-øvelser.. .. .. Maver. To og to. 2×2. Tucker maver med V. Er det VIVI? Aaaaah. Så en mave med V og én med I og så kopiere det ud. Hvor kommer 6-tallet fra så? Stærk rød farve? Tiden er 6.45, så måske dér. Hornet er med. Hornet er med. Som folk ikke er flest. Riffet bliver holdt så godt og ind med det hele. Mest af alt vedholdenheden.
Som en optakt til at snakke med Sufie Elmgreen og Mathias Klarlund fra bandet sæNk lavede jeg en simpel oplevelsestranskription af to numre. De kan læses her:
LONQ/LONQ/Saiyans – Lytningen som cykelrapport
Vi starter med en lyd. En synth. En guitar. Mild dissonans og et løft med tonerne, en harmonika lyd iblandent? Melodien har karakter af en klassiker, let jazzet – europæisk af natur. Det er spillet med fingre og hænder og tanker, hvilke akkorder kommer nu? Er det Improviseret? er det en skrevet melodik?
Jeg tror måske den er delvis skrevet, men primært improviseret – der der går sløjfe i melodien og en krystalisering går igang, glasset i synth-lyden trænger frem. Toner bliver holdt, men samme stemning og sørgmodighed –
Med samme fremdrift. Brændt aske træ på mørke-grå baggrund, med ekkolyn.
Bider Stemmer. Lyttes fjernt i fjeldet. Meget rumklang. Men kort. 100%, men med meget kort decay tid – sangen forsætter. En kvinde stemme. Andre lyde dukker op. En gåtur? Nej – en bevægelse og stemme, men så er den væk igen. Vokalen er muligvis dubbet, eller visse dele af det er.
Tåge-synthen holder tonen, spiller en anden melodi langsomt og kan ikke finde ro. Den peger i mange retninger og fare sig selv vild i den nøgne skov. Guitaren forsvinder, men kommer igen og lægger sig til hovedmelodien for så at brække sig fri og lave et andet forløb, og synthen antager akkompagnement. Stemmen vender tilbage. Hvad bliver der sagt?
Er der noget der ikke kan findes?
To-tre elementer. “I love only this night, what planet is this?” Tror det er engelsk. “A land of decay? I’d rather not say?” Vokalen dukker frem af tågen og synger næsten-klart med meget kort rum på stadig. Synthen er væk, men guitaren og sangen har noget sammen her. Bider ikke, men har en nogenlunde fælles forståelse. Lyrikken gemmer sig i rummet. Men en flot melodi, der hænger sammen med første del af kompositionen/improvisationen. Der er et riff, det kender sin egen kodning og sangen passer til. Der er altså en gennemgående forståelse. Bag ved kommer der en forvrænget guitar op og river lidt rundt, midter-Nordenstam lidt, mørk-svenskligt.
Sangen udvikler sig og får mere og mere distortion smurt på/ved. Nu vist også meget på vokalen. Jeg ved ikke, hvad landskabet er her. Det kunne godt være mere bjergiøst, tunge klipper, men med tyndt mos uden på, og det er mosset vi høre.
Og så klipper sangen. det var de 11 minutero!
Toccata Vocante x Tutti Triste – Stairways live improv ved Die Gleise Power
Der er lidt industriel ukulele lyd, og en rock guitar strømmer ind. Tager form. Anslag. Der er noget, der er rytmisk et sted derinde. Feedback, og enten synth eller en anden meget processeret guitar, der anslåes, og igennem delayen giver rytme og dybde. Feedbacken er i baggrunden, og dybde-ekkoklangen er vist i foregrunden. Næsten. Der er også noget metal. Sådan lyder det. Noget bliver andenslået, men muli’vis akustisk, således at elektronikken er højere.
Måske er det kæder, der rasler af volumen.
Der er noget, der bidrager med en nærmest sagte sandbevægelse, og så kommer der kort en trommemaskine, der peger på hurtig Ibiza 2002-04 – eller måske hollandsk? Væk igen. Så kommer der saxofonen. Måske flere, men nok kun én i den industrielle mudderklang. Den volder rundt et sted deromme og vedkender sig ikke helt, saxofonen skærer igennem og finder tonaliteter at arbejde med.
Simple melodik, men ikke engang, mere reaktion. Blank reaktion på et højt sted.
Billedesiden giver primært blink. Der er mennesker. Nogle står nogle spiller. Grønt glimt.
Vi begynder at bevæge os fra tid til flade. Statisvilje holder ved sig selv. Der er variationer i delay-anslagene, men der er en feedback-guitar, der har sandblæser stemning på, der vedholder sig selv og sin betonvilje. Mere skærer igennem. Overdrive. Distortion. Saxen forsvinder. Pause. Mere guitarisk og synthvilje dukker op og har nu mere på menuen. Stadig tungt. Stadigt hårdt. Ikke som et riff. Men bevægelse, ingen tvivl. Der er bevægelse, instrumenterne bevæger sig, og dermed også klangene. Der er noget elektronisk, der fløjter, og måske er det noget blæs af en art, men der er også noget elektronik. Bipper og piver efter mere luft, og der er kommer tremolo eller lignende på et sted derinde i guitarmosen. Det danner et lag mere i det rytmiske element. Det kværner jo, og påstår det kan blive ved. Allerede ret hurtigt dog, sker der noget.
Tempoet er faldet? Noget er tyndet ud eller lignende. Mere luft pludselig. Elektronikken brokker sig mindre. En spillet guitar et sted. Stadig dyb ekko-feed, et kvindebrøl? Der bliver trukket et objekt over strenge. Lidt feedback også, men der er også en melodik/akkorder derinde. Næsten som akustisk guitarisimo. Saxen ind forbi igen. Vil melodi, men vil ikke. Kradser rundt på det meste. Ikke rundt. Famler eller påstår. Lyst og åbent i forhold til andre lyde gerne vel. Den skærer man sig gerne på. Riffet træder mere frem. Saxen har én tone. De har én fælles tone. Hvor kan vi gå hen nu? Der er stadig fint med støj et sted deromme, det har været lidt væk, men aldrig helt, nu vokser det igen og vil med. Væk. Det buldrer. Ømheden forsætter, der vokser er noget inden i siloen, der har stået tom så længe. Bevækstninger. Små rødder og rumklang. Ikke meget men noget. Ikke syntetisk, men naturlig rumklang. Melodien finder en vandpyt og drikker lidt og fortsætter så igen, og mister modet eller ikke modet, måske bare….Finder mørket. Måske giftigt vand. Saxen bevæger sig mere i dybet nu. Effekter dukker op. Industrien er aldrig væk, men ændre karakter, mere i diskanten nu. Sandet. Sandet er der også. Mærkelige bækninger. Metal. Zildjan. Hov. Stille. En vedvaren anslåning af en guitar streng. Noget andet også, men mest dam dam dam dam dam dam dam dam med sax oven på på på på på på på, lidt sang og jazzguitar.
En der spiller guitar på en helt helt anden måde, med et anden kendskab til teknikmos, der er også vokal. Hun nynner. Ikke siren men leger med saxen. Lokker? Eller påråber. Bare uden at råbe, påsynger. Simplicity med frihed og effekter. Disse effekter bygger mere op igen. Rytmen opløses igen og finder sig et andet sted at forsætte, mere feedback igen. Vedvarende. Nu har saxen en type rytmisk anker. Eller en tone-række at holde sig til. “C,se Z?” Siger hun det? Siger hun virkelig det? Men der er baglæns effekter, og saxen og guitar spiller. Baglæns kommer frem i billedet. Blinker gråt og lyst, lidt orange. Der bliver tabt en øl flaske ret langt væk.
Vi har været dybt nede i siloens rungende bund, og nu vil vi til at op igen. Sådan føles det. Sådan føles vilje. Mere støj et sted, men ikke voldsomt, mere dybt og løst rytmisk. Buldren nok egentlig. Saxen er igen som fuglens vinger, fri og skærer på væggene, finder ikke, men søger også stadig. Metal-riff i en doomisk forstand. De presser sig frem, forvrænget og tungt, men det er Lou på guitar. Jeg mener letheden. Reed kan ikke doome den. For meget liv. Akkorden. Lidt let i det og saxen spiller med. Medhold. Team-building. Fællesskab, med en ødelagt dunjakke på tæthold. Løse strenge. Tremolo sand.
Skifter tempo, og det er hårdt. Guitaren veksler med sig selv. Tre lydkilder. Saxen holder også. Måske ikke pause. Jo, det gør han. Der ser jeg nu i blinkene, og lidt tilbage igen. Thumpin og mælkekasser. 8-dels anslag og så i delay-suppen. Forsætning, men ikke med anslagene mere. Lyden liv vil mere. Effekter. Klassisk. Phaser og chorus og klikken på effektpedal som effekt og instrument i sig selv. Metal-knappen.Vi kender den så godt. Hjemmet. Distortionen er tyk og drejer om sig selv. Så måske med flere lag på. Helt helt tyndt distortion pludselig – og så tilbage til den buldrende kosmiske variant, og så væk igen. Har vi med en dialog at gøre? Måske ikke som kamp men heller ikke ‘chitchat’ over kaffen. Og så stilhed. Sådan! baaaam-effekten på stilhed, og så klikken! Feedback og tynd guitar langt langt væk. Giver ikke op bare fordi, én ikke spiller og spiller igen og begynder at grave. Lidt desperart. Som i rart. Saxen må hjælpe til, og vi har feedback-murerværk at forholde os til. Altså feedbacken som kompas. Hvad er væk, og hvad er her. Digital rumklangsanslag er der også. Effekter i flere lag. Nok ikke så mange, som det lyder til, men nok til en ret kompleks flade og så pludselig højdigital klang. En guitareffekt. Jeg husker den tydeligt, men har glemt navnet. San Francisco 2009-11-agtigt. Mouse evig-delay, pitchskiftede uvilje. Saxen tilbage efter musens sted. Saxen holder tonen, men begynder at finde andre steder hen nu. Op ad trapper ned igen. Bas. Elektronisk. Et råb. Nogle bruger stemme. Måske ned i et rør. To råber nu. Mand og kvinde.
Og saxen må stoppe og lytte og vil så være med i skyformat. Triller rundt og råber så helt akustisk. Og så klapper folk.
