sæNk – Kontroltab er ikke lig personlighedstab (interview)
Af Claus Haxholm
sæNk er et band, der er lavet af billedkunstner Sufie Elmgreen og klassisk guitarist Mathias Klarlund, af og til med Mads Egetoft, Jesper Christoffersen og Lasse Buch. Måske tit improviseret, men ikke altid eller hvordan? Skal man spørge Sufie og Mathias?
Claus Haxholm: Hey Sufie og Mathias! Jeg tænkte, om I ville være med til at tale lidt om SæNK (sic)? Måske kan vi starte med sammentrækningen af Sæcar fraNcK, som jeg ikke kender super meget til, udover han var ret kendt om orgelimprovisator ik? Nå men hans synes at være et sjovt sted at starte som en art way-off coverband? Ydermere, hvordan kom I på at starte det her band? (Har det noget med navnet at gøre?)
Sufie: Lige netop. Jeg kan ikke huske præcis, hvordan vi kom til hverken snakken om Franck, eller hvordan det blev til sæNk (udover det frække koRny N), men vi startede i virkeligheden med at være en filmklub: Tsukamoto og venner. En aften hang vi ud og røg bong og malede os i ansigterne hjemme hos mig på Amager, og så havde vi en massiv jam, det var mega smuk oplevelse. -> Jeg havde spillet meget improvisation i forvejenm men havde det meget i ørerne kun, og Mathias er uddannet klassisk guitarist og er en vild metal shredder. Han er mega teknisk, men var altså ok grøn med impro, og bl.a. dét gjorde det sindssygt spændende at spille sammen. Jeg tror vi begge følte fra starten, at de billeder, der blev skabt, var virkelig skarpe… Måske Mathias vil sige lidt om Franck?
Vi har meget at sige om det her. Det ku godt blive en lang snak! Harmonisk alteration, impro-begrebet, emo-forbudthed, livesituation som transmission, Rued Langgaard og romantik, den eklektiske ny norm!!! …… What have we not.
Mathias: Jeg husker godt, hvordan det skete. Efter føromtalte jam var vi ret ekstatiske og måtte ty tilbage til et roligt rum i virkeligheden, så vi endte en dag (måske allerede dagen efter?) med at drikke kaffe og spise croissanter inde på Hovedbibliotekets cafe. Vi snakkede løst og fast om alt det fede i livet, heriblandt det smukke ved ‘uopfordrede’ modulationer i senromantisk musik. Og fordi det er et emne, jeg holder meget af, havde jeg et par dage tidligere lånt bogen “De funktionelle principper i romantikkens harmonik ” af Jørgen Jersild. En bog der for at kunne rumme et så umuligt stort emne har vurderet Cesar Francks musik som det umiddelbart bedste udgangspunkt for at kunne nå frem til sine pointer. Både jeg og Sufie var begge bekendte med Franck, og med den stadig ekstatiske følelse og bogen her i mente faldt ti-øren, eureka-stilen, og så var der sæNk.
Den der jam var virkelig magisk. Jeg husker den stadig tydeligt, og jeg har også ofte refereret tilbage til den. Engang fortalte jeg min gode ven Ali, at jeg sådan ville unde ham et møde med et menneske, hvor han også vil kunne opleve symbiosen ved at dele og respondere på ideer med en, hvor man i så høj grad er i sync. ‘N Sync?! Det kan redde menneskeliv.
C: Ha ha. Det lyder også meget flot med de uopfordrede modulationer, så kan alt lade sig gøre! Men det er sjovt med improvisationssymbiosen (den har jeg også oplevet). Det er en vild byggesten, eller hvis man først har den, så ser landkortet/bevægelsesmulighederne jo helt åbne ud. Lidt i modsætning måske til de love der efterhånden er kommet også i den del af improv-milijøet, som jeg er blevet en del af, hvor det synes at være det non-idiomastike, der er idealet (+/-). Lovene om at være abstrakt og flydende, hvor at I uden større forbehold spiller med riffs, gentagelser, og melodistykker/støj. Altså I bruger værktøjer som umiddelbart er moves fra alt muligt mere standard musik, dog ikke på Eugene Chadbourne-måden. Jeres frihedsgrad syntes at lægge vægten på noget andet/sjovere: musikken, musikken som et eget forløb, så den kan være dissonant etc, men numrene/editeringerne føles sammenhængende, ja lidt lang kommentar. Har I interne improvisationslove eller noget? Bruger I komponerede dele, eller er alt helt frit?
S: Okay nu går det helt amok. Ha ha. Jo, vi har begge stiftet bittersøde bekendelser med de såkaldte non-idiomatiske idealer i improv, er du gal?! Men det er jo sygt; det non-ideomatiske ideal udspiller sig ofte i en sådan grad, at det egentligt bliver hyper-ideomatisk og ikke idiosynkratisk, og som med alle andre stramme formelle sprog fuld af regler, kan nuancerne oftest kun høres af folk, der taler sproget flydende.
Det kan jo være fucking magisk, når fx free jazz-improv sproget bare fucking duer, men det forbliver så også bare ét sprog.
/
For mig at se, er det er vildt at sidde dér og ville være sig, – navnet står på plakaten, og så gøre alt for at opgive alt der hedder fodaftryk eller egetsprog, eller endda eklekticisme. Det er som om, personlig stil er noget, der skal sive ind i musikeren (og musikken) udefra… Det er whack at fuldstændigt ignorere sangen, fortællingen, og myten. Her mener jeg, at jeg synes, den skinner hårdest igennem, når man fx går og synger uopfordret med sine gode venner om natten. Og jeg synes også tekstur fx er pisse spændende, men jeg nægter altså, at noget skal udelukke noget andet i spillet. Cut the diminuition!
/
Jeg kam huske en snak, som vi havde om Anton LaVeys psykodramaer, og citatet “Any and all intellectual activity must take place before the ceremony, not during it.”
Mathias har spillet med i mine to impro-operaer “Yes or Surely A Dream” og “Reflex Spells – Abundant Conduct – A Play – Ceremony for 14 Players”, og jeg tror måske også, vi har fået en fælles forståelse derfra; Når du går op på en scene der ligner noget fra en musical (beretning) og skal levere et stykke meget sårbart materiale (være underlægning for et manuskript, du ikke har læst) og slet ikke kender til narrationen som sådan, er du jo tvunget til at lytte. Den form var fucking spændende og møg-produktiv. Men for at det fungerer, skal man også turde byde ind og tage plads.
Jeg har siden erfaret, at den måde at spille sammen på virkelig kan bære frugt, selv når, og måske især når, der hverken er en planlagt scene eller et manus.
Jeg tror virkelig at når man giver fuldstændigt slip og bare spiller, trækker man på alt, hvad man har hørt, og det er fandeme en kraftoverlevering. Og det er jo i princippet ligegyldigt, hvor teknisk man er, men man skal fandeme ville noget og turde noget med de ting, man så gør.
Det betyder på ingen måde, at man bare skal stå og fucke rundt og lave lyde, for så kan det virkelig blive klamt. – Det er en frygtløs direkte fortælling, som klart også får stenede passager engang imellem, men fortællingen bliver jo i det her tilfælde kun spændende i kraft af flere stemmer, der taler ærligt og frygtløst oveni hinanden, uanset mood. sæNk handler virkelig meget om at insistere. Turde hive i hinanden og sige nej, nu går vi den her vej! Smide lidt rundt med sig selv og hinanden. Derfra stammer WRESTLEJAM-udtrykket.
Sådan kan nemlig støjen, du nævner, eller riffene eller opbygningen vare i en time i princippet. Vi prøver virkelig at give alle passager, der opstår, enormt meget plads, samtidigt med at vi klart for hver gang, vi spiller/hver koncert, har personlige ønsker hver især. Det bliver meget som at have en overdådig samtale mellem hver sin usynlige golem, men hvor de i stedet for at skiftes til at tale, kan både lytte og tale på samme tid (et kram til Gertrude Stein, the goddess), og ja de fleste af vores “tracks” på youtube ender med at være 6, 7, 20, 30 minutter lange. Det er som om, den slags spil kræver mere tid, end noget andet jeg har oplevet, selvom hooket måske har været der fra første øjeblik.
Trykke optag. Loope med hånden. Variere. Skiftes til at udbryde. Dét at spille som live-sangskrivning. Det er en meget bestemt form for koncentration, som nok også har meget at gøre med vores indbyrdes temperamenter og erfaringer. Jeg har oplevet, at mange har enormt svært ved at indgå i den form for impro. At de er ikke vant til at blive lyttet til på den måde, eller høre sig selv. De er låste i en genre, et greb i fingrene, rytmer i armene, eller de bryder sig ikke om de ting, der kommer ud af dem, hvis de så endelig giver slip. Kontroltab er ikke lig personlighedstab.
Her kommer så det med lovene. Lov nummer ét er at lytte mere til, hvad der foregår hos den anden/de andre, end hvad der foregår hos én selv. I hvert fald som udgangspunkt. Når man først kan dét, kan man slippe det fuldstændigt, og så føles det sgu næsten som om, man ikke lytter nogen steder til sidst. Så bliver det altså ritualistisk. Alle kan mærke det. Det skider jeg på.
Måske er det også fordi, at der er en eller anden ‘excess slim’ i et rum, der er noget stærkere og mere manifesteret end bare en ‘stemning’. Dét, der kan få et rum af mennesker til at kogem eller dét der gør, at der er en uudholdelig energi. Alle er smurt ind i det – og improvisation der er så følelses- og billedpræget, tror jeg virkelig overdriver den der ‘slim’. Den tilføjer noget nyt, fordi nogen er passive og nogle er aktive, men jeg oplever også, at det der i forvejen var, bliver understøttet på en sjov og tit ret overdimensioneret måde.
Til vores koncerter er publikum endt med at skråle eller hvine helt vildt, hver gang intensiteten bliver høj, og vi har et hul, hvor ingen af os spiller. Sådan spiller de jo med i virkeligheden. Jeg får tit den feedback, at én havde lyst til at jumpe scenen og spille med, og dét er det bedste kompliment at få.
Sidst vi spillede, var der også slåskamp, men ikke en genre-defineret mosh, hvor man kun må løbe sådan, bange sådan, eller damerne bliver skubbet ud til siden, for sådan gør man, men en kammeratlig løve slåskamp, fordi den energi opstod. Og folk er jo fantastiske, når de lader sig rive med (!!!!), og det er ligeså fantastisk at se, at folk bare bliver til de vildeste zombier og står og zoner med tomme øjne, eller når folk løber væk, fordi de bare hader, det de hører.
Dét, der opstår, når man spiller koncentreret frit på den her måde, er virkelig oprørsk, og i mine øjne mangler det meget i musiklivet i dag. Noget som manifesterer frihed og åbner øjeblikket. Noget som altså er okay at bare løbe væk fra, men også noget folk føler, kommer fra et andet sted end scenen nødvendigvis…
Det sensoriske og inderlige biprodukt, der er det altafgørende ift. klassisk musik og traditionen for opførelsen, er jo følelser og sansning. Det er en traditionel biografoplevelse, en sten i maven at tage med hjem, og selv i moderne klassisk musik, er det, der tiltaler mig altså, når en følelse er fucking skarpt tegnet op og gennemborer mig, uanset hvilken gren det bilder sig ind at være indenfor. Det er nok derfor, jeg får lyst til at blive ved at nævne klassisk musik. Men det er også bare en meget raffineret (destilleret) tradition. For det er det samme, doom kan, og sonisk sort metal og gode popsange.
Men der er meget musik, der tager afstand fra et romantisk ideal om sit eget potentiale. Også når det har prøvet at opbryde det. Musik må ikke også ende i fælden, hvor det ligner en stand til en messe, når det reelt er magi.
Vi spillede også siddende til de første mange koncerter, selvom vi spillede ligeså højt og smadret, som vi gør nu, og det gav en mega sjov fornemmelse af det her kammerformat. Men det skifter hele tiden, hvad vi prøver af. For tiden fyrer vi den helt hårdt stående med to guitarer, en trommeslager og tre mikrofoner.
Der er også klart noget med smag og fælles referencer (rent held som udgangspunkt), der bliver til en slags love. Det er nok gældende for de fleste bands. Sorg og vrede fx, og endnu oftere og høj høj intensitet er nok noget, vi begge virkelig nyder at spille ud.
Du spørger om, det, vi spiller, nogensinde er komponeret. Vi har sange eller stykker, vi vender tilbage til, fx “Softer”, som var vores sidste nummer til de første mange koncerter. Der var et lettelsens suk, når den kom efter en hård omgang vold, for den er så smuk og har en fuldstændigt klar linje; Den er bygget op af stykker fra en klassisk symfoni med guitar solist (Mathias må korrekse, hvis jeg husker forkert) af Manuel Maria Ponce, og der er lagt en god tyk og meget enkel melodi indover, der svømmer i sørgreverb. Til vores første koncert spillede vi faktisk udelukkende musik, der var planlagt. Alle de sange var skabt udfra tidligere øvere, som klart var mere snakkeren, end dem vi har nu.
Men vi vil gerne hen til det skrevne (mere planlagte) igen på et eller andet tidspunkt. Lige nu tror jeg, vi begge har det vildt over den her måde at improvisere på, både som duo og at prøve det med andre musikere.
C: Hvad med titler? De virker til at have en betydning af en art, men er også klangligt forholdsvis fremaddrivende + jeres grafik? Det virker også til, at det ligger et sted i mellem komponeret gif og meme/billedfunds-improvisation, der spiller med klangene? Mmhmm? Er der behov for typer af fysikalitet ang. udgivelser? Eller nettet bare det mest oplagte/praktiske/bredeste?
S: Indtil videre har vi jo bare gjort alt uden økonomi, så fysikalitet er klart slet ikke udelukket. Vi har bl.a. gang i et projekt med at omskrive en eller flere “Concerto Grosso” af Schnittke, og det skulle gerne komme som en udgivelse – og måske også i nodeformat, fordi det er noget, vi begge synes er fedt at nørde. Grafikken og videoer har jeg mest taget mig af, men altid med Mathias’ besyv, og vi snakker meget om billederne (i musikken). Det er jo meget meget umiddelbart og spiller meget på hhv. Facebook og YouTubes egne regler. Jeg har været rigtigt, rigtigt meget på nettet, fra jeg var et lille barn. DeviantArt og hele den ting er nok også inkorporeret i det. Også det, at vi valgte at have en Facebook-profil, man kan blive venner med i stedet for at lave en side folk kan like.
Videoerne spiller lidt både på det filmiske/musikvideo’ske, og den gode gamle med et billede (coverart) på YouTube, som der er smidt en eller anden doven effekt på i Final Cut, en optimeret version af det. Vi snakkede meget om at bruge mere energi på videoer i starten, men det er blevet fedt og har været vildt frigørende, at bare bruge et par timer på at lave lyden lidt frækkere, et par timer på at lave en video, og så smide den ud med det samme. Desuden er det en vigtig måde at dele musik på og være totalt gavmild med det. Jeg ved, hvad det betød for mig at gå på Hovedbiblioteket i Odense en gang om ugen som teenager og låne sækkefulde af musik, og at checke NWW-listen ud og what have you.
Lige nu af gratis store platforme, hvor man kan nå mærkelige steder hen, er Youtube den bedste, selvom den også er lige på nippet. Men jeg elsker funktionen med autoplay, og at vide at jo flere gange sæNk bliver set, jo flere gange dukker det uanmeldt op ude i sidebarren hos nogen. Af samme årsag ansøgte jeg et uhyggeligt stort antal børn og unge og voksne, der så sæNk-agtige ud på fb, fordi jeg synes, det var smukt at tænke på at få en ung fan i rusland, og at det måske ku’ skaffe os nogle koncerter nogle mærkelige steder. Haha… Bla bla bla.
Titlerne er delt lidt op i grunden, men de fleste har fået titler efter, videoen er lavet. Fx dem der spiller på det filmiske eller opera’ske som fx “[trailer] seasons”, “Infest/Racked/Spring/Plague!” og sæNks 5th (der er lagt oven i en hastighedswarped live-version af Beethovens femte symfoni).
Men meget af det er også noget, der er sagt under eller efter en jam, fx “Alle gårde er forhexede.” Her sad vi foran min computer og jammede via lydkort og høretelefoner, og så pludselig fuckede computeren helt rundt og jammede med. Vi havde tidligere besøgt Susanne (som også ligger navn til et track fra samme dag), som er en vild dame, der har meldt sig ud af samfundet og sælger ting i et helt crammed hus på amager, og så var endagsmyten ligesom på plads. I den periode havde vi det begge meget ‘hexet’ og havde nogle meget voldsomme øvere i vores daværende kælderøvelokale på Ydunsgade.
Vi har hele tiden syntes, det var sjovt at prøve at kigge på tracks bagefter og give dem navne der gør dem mere levende og på en gang måske både mystificerer dem og afklarer nogle af stemningerne. Det er egentligt bare også en leg. Ligesom i “[portally interlude/metallica/fanfix/airfoil thrust (yeah)].” Mange af titlerne har nok bibeholdt en fil-stil, og hedder noget a la det, de startede med at hedde i den meget rodede sæNk-mappe, vi har på min computer.
Schnittkes mål var at overkomme mellemrummet mellem U (unterhaltungs musik) og E (ernst musik), og det gjorde han bl.a. via “billeder” hevet ind fra alle mulige steder i hans Grosso-koncerter. Måske lidt lisom der må være et behov for alle, der tager det alvorligt at lave musik i dag at overkomme/overveje mellemrummet eller om nødvendigt, skabe et, mellem det ærlige/inderlige og “underholdningen” i, hvordan man forholder sig til bl. a produktion, distribution, den kommercielle del af det. Ikke at glemme utopierne! Det er mega vigtigt for mig, at der er løse elementer i de ting, jeg laver – og også i sæNk. Det er farligt at prøve at pudse en overflade op om noget der, i min mening, skal forblive levende.
M: Jeg har det stadig ret idiosynkratisk over sæNk her på impro-scenen. Ikke at det har været formålet, men nok nærmere en personlig nødsagelse.
Jeg prøver at skyde lidt til alt det smukke, der allerede er blevet sagt. Det er i virkeligheden utrolig rørende for mig det her. SæNk er et sprog, og meget sit eget. Det er altid en fornøjelse i jam-situationer at udtale ord på et andet sprog end sæNk’s, for derefter at opnå øjenkontakt, smile skævt, lægge hovedet på skrå og grine af det. Men det, der foregår, er egentlig ret sygt og egentlig dybere end som så. Hvis rytmen får det lidt for eksotisk, og hvis harmonierne føles for 80’er-stjålne… Ja, så er der uro i den ellers fine verden, vi evokerer. Så selvom friheden i høj grad er i føresædet, er vores selvdefinerede sprog med til at holde os i selen. Og det er meget apropos det, der også er blevet nævnt omkring at være konsekvent. Wrestle.
Som klassisk musiker sidder man ofte i spandevis af timer, isoleret fra alt andet end a4 ark med noder. Og selvom klicheen lyder på, at musikken ikke ligger i noderne, men i det man gør med dem, så præsenteres der ofte et misforhold mellem hensigt og skills. Og i dette misforhold er det set så mange gange før, at man glemmer det, der er allermest fundamentalt for den gode musik. Nemlig det at lytte. Det er nærmest basalt, men er du i stand til at lytte… Sådan rigtig lytte… Så er der ikke så meget at være i tvivl om, og misforholdet opløses, fordi fokus ændrer sig. En sej mand sagde engang, at hans favoritinstrument var trommen… trommehinden… Jeg er fan.
sæNk handler at lytte. Til den anden og til sig selv. sæNk handler derfor også om at stole på den anden og sig selv. Derfor kommer sæNk hurtigt til at afspejle selvtillid, rumlighed, ærlighed, frygtløshed og personlighed. Som sagt; brugt rigtigt, som lyttende såsom aktivt deltagende, kan det have totalt healende effekter. Magi magi.
Processen, jammen, musikken… Det handler også meget om at fjerne fokus fra ens ego netop når egoet er allerstørst. Det er en nuance til snakken om selvfedme, som jeg syns ikke så mange er bekendt med. Ikke desto mindre har jeg (og vi) nogen gange følt, at i det øjeblik hvor det virkelig lader sig gøre, det er der, hvor magien virkelig sker. Det er der sæNk-børnene leger bedst, der hvor vores univers’ konturer er tydeligst, der hvor det går op og hvor det giver mening. Ritualistisk som Sufie skriver.
En vigtig pointe, jeg også gerne lige vil give med her, er, at det her projekt virkelig ikke er fortænkt på nogen måde. Meget af det vi skriver her, har ikke været en slagplan, vi har lagt og så prøvet at følge den, fordi det hele lød fedt. Omvendt. Med lukkede øjne og foldede hænder på maven har vi bare følt os selv, hinanden, rummet med, alt hvad det har at byde på af interiør og belysning, skråvægge og billedkunst. Det er sjovt at tænke på, at det, der så står tilbage, netop virker ret oprørsk, men sådan må det nødvendigvis være. Og jeg er meget enig i, at netop denne form for oprør mangler meget på musikscenen. Jeg fortalte om vores sidste koncert til en veninde, der ikke kunne forfatte andet end at kalde mig avangardistisk (fyfy), når jeg i virkeligheden bare har gjort det, som føltes som det mest umiddelbare i en bestemt situation. Tankevækkende.
“Softer Cadence”-sangen er ganske rigtigt fra Manuel Maria Ponces guitarkoncert “Concierto del Sur”. Kadencen deri byder på en yderst fin akkordrække, jeg har lært at jonglere lidt med. Det er i virkeligheden lidt systematisk for nogle af de passager, vi ynder at vende tilbage til. Jeg havde en periode hvor jeg fandt noderne på værker af hhv. Franck, Grieg, Rodrigo, Chopin, Sibelius, Mozart osv osv, og taget en eller anden mellemstemme, ændret rytmen på bassen, stjålet melodien og harmoniseret den komplet anderledes bl.a. bl.a. Men hver gang vi vender tilbage til disse stykker, så ændrer de sig, og jeg tror ikke, nogen af os husker det egentlig ophav til mange af disse stykker. Men de dukker stadig op af og til.
Info: Lyt til mere musik fra sæNk på deres Youtube-kanal: https://www.youtube.com/channel/UCOfLM9aW6vfUbV5gIg9eKWw
