Sci Fi Skane – Personlige nedslag i skånsk fremtidsmusik
Af Mogens Kjeldsen
Set fra denne side af sundet må bob hund være den fremmeste eksponent for skånsk musik. I mere end tyve år har originalerne spyttet vinyler og livekoncerter ud på deres helt særegne facon, så selv Jonathan Richman, Graham Coxon og Graham Lewis fra The Wire har måtte kippe med hatten. Ved siden af hovedorkestret har bandmedlemmerne dog også rumsteret i mere eller mindre kendte sideprojekter. I dette essay dykker en fan ned i Thomas Öberg og Jonas Jonassons krautrock-knopskud Sci Fi Skane, der lavede sine største musikalske skvulp i midten af 00’erne.
Maj 2006. Jeg læser på universitetet, og jeg venter spændt i mørket på Voxhall for at opleve Sci Fi Skane live for første gang. Forventningerne er svære at holde nede. Jeg har fulgt bob hund tæt, siden en bibliotekar på Holstebro Bibliotek introducerede dem i 1997. Mens hunden er sendt på kennel, smelter forsanger Thomas Öberg og synth-wizard Jonas Jonasson deres eget futuristiske soundtrack sammen i det fælles soloprojekt Sci Fi Skane. Pladen ”Känslan av att jorden krymper växer” kom året før og bød på trommemaskine og synth-båret boblende legesyge med masser af alvor i de skånske tekster.
Koncerten er spøjs og prikker til selve live-konceptet. Duoen har medbragt bob hunds manager, Marcus Törncrantz, som tager lp-covers på hovedet, mens han afspiller backing tracks og instrumentale versioner af seje hits fra sin dj-pult. Jonasson spiller synth og melodica. Vi er under 100 mennesker, og Öberg kommer ned fra scenen for at være tættere på. Synger enten stående på en tønde, danser rastløst rundt blandt publikum eller spiller lidt sporadisk på en lilletromme, som han har meget svært ved at bestemme, hvor han skal stille. Han er måske mit største idol, og jeg vil åndssvagt gerne have bare en millimeter af hans udstråling og energi. Jeg kan ikke lade være med at savne bob hund, selvom jeg virkelig prøver at lade være.
September 2015. Jeg er udviklingskonsulent i staten, og jeg ser bob hunds nye video til ”Rocka Billigt”. Efter 5 minutter og 27 sekunder stopper musikken brat, og Thomas Öberg går rundt i et svensk nabolag og snakker om sit syn på verden. Det er et opråb: ”Jorden krymper. Alla kommer närmara,” slår han fast. ”Drömmen är en råvara. Värkligheten är en raffinerad produkt.”
Det rammer lige ned i den indre modløshed, som jeg føler over jordens tilstand og strømmene af flygtninge, der bringer krigsrædsler endnu længere ind i vores hverdag. Og det slår mig, hvor rammende det var, da Sci Fi Skane i 2005 proklamerede, at følelsen af, at jorden krymper, vokser. Dengang tænkte jeg det i relation til internettet, globalisering og nye kommunikationsmuligheder. Men i dag er følelsen blevet meget mere personlig og direkte, når verdens folkeslag banker på eller bruger danske motorveje som transit mod et bedre liv. Og det ændrer virkeligheden. Jorden krymper. Og jeg elsker musik med noget på hjerte, som får mig til at tænke over tingene.
Maj 2008. Jeg er praktikant på et pladeselskab, og jeg er i Malmö til et arrangement, der skal hjælpe to af vores artister frem i Sverige. MGMT er lige braget igennem med singlen ”Time To Pretend”, som jeg glæder mig til at spille, når jeg skal vende plader med en kollega senere på aftenen. Sci Fi Skane er hovednavnet. I stedet for Marcus Törncrantz har Öberg og Jonasson taget Joachim Leksell med på bas. Han er forsanger i Dipper, som jeg nogle måneder tidligere oplevede med lige dele optur og ubehag på et skånsk pizzeria.
Opturen kom, fordi de var pisseseje. Leksell var en galning på scenen, og ud over en udstråling, der kunne skræmme Lux Interior, toppede han aftenen af ved at hælde en halv liter fadøl ud over sig selv. I Sverige – Systembolagets hjemland! Ubehaget opstod, fordi Leksells dansemoves og liveoptræden i så høj grad mindede om Thomas Öbergs, at jeg ikke kunne slippe tanken om, at et af mine største idoler måske bare var en billig kopi af en lokal rockstjerne, hvis musikkarriere desværre ikke havde formet sig særligt gunstigt. Ubehaget har ikke helt sluppet sit tag i mig, mens jeg ser Sci Fi Skane denne aften, så det er meget underligt at se dem begge på samme scene på samme tid. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes.
December 2000. Jeg er bud på et trykkeri, og jeg er overvældet over de gigantiske snefnug, der daler ned i hovedet på os foran kirken. Kisten er tungere, end jeg forventede, og jeg er fuldstændig knust indeni. Det ved jeg, fordi jeg kunne se det spejlet i øjnene på dem, jeg fik øjenkontakt med, da vi bar kisten ud. Og uanset hvor rørende det er at se de mange mennesker, der er kommet, og uanset hvor smukt det er at høre dem synge ”Dejlig er jorden”, og uanset hvor rart det er at lade de kølige snefnug ramme roligt ind i ansigtet, så kan jeg slet ikke overskue, hvordan livet skal fortsætte herfra. Desværre ved jeg ikke, at Sci Fi Skane fem år senere vil udgive ”Falla hårt, landa mjukt”, som er så betryggende og fantastisk, at jeg beslutter, den skal spilles til min begravelse. Og at det vil give mig mere ro omkring døden og det hårde fald, den altid er. Og at jeg vil vide, at man kan lande blødt, og at der er en morgendag trods alt. Hvis bare jeg vidste det.
