Passive/Aggressive

Videodrones – Synth-impro hjemsøgt af zombier og kannibaler

Feature October 5 2016 x3nmm6sq6dxj85heuxqe

Forleden anmeldte vi duoen Videodrones’ album, “Mondo Ferox”, og påpegede bl.a. de mange referencer til horrorfilm fra 70’erne og 80’erne. Men hvad er det egentlig, der er så fascinerende ved filmene? Det spurgte vi Videodrones-bagmændene om, så her fortæller de om, hvad horrorfilmene – og deres soundtracks – har betydet for albummet.

Af Kristoffer Ovesen og Jakob Skøtt

Vores album blev kogt sammen over en lang dags synthesizer-improvisationer i foråret 2016. De fem timers optagelser blev herefter redigeret og rekonstrueret løbende hen over sommeren. Men stort set alt det, man hører, er optaget spontant live – inkl. analoge synths, der taber stemningen, Skøtts digitale wavetables, der zappes igennem, og overstyring, når Ovesens modulære synth går bananas! I samme stil har vi skrevet løs om ting, som betyder noget på kryds og tværs – på baggrund af vores fælles fynske fortid som filmjunkier i Ovesens uhyrlige samling af danske VHS-bånd.

Kong Carpenter
I de seneste år har John Carpenter langsomt, men sikkert, hævet sig til en slags urørlig skikkelse, der med tiden har lagt distance til andre samtidige horrorinstruktører. Han er 80’ernes horrorfilm in-the-flesh. Carpenters stjernestatus er ikke så meget bundet op på hans – til tider lettere cheesy – samlede filografi; den brede fascination kommer snarere fra hans usammenlignelige vision bag ved sine film. Han vil noget med dem! Mest beundringsværdig er Carpenters involvering i soundtracks. Han ikke bare skrev og instruerede sine film – han lavede selv musikken! I samarbejde med synth-ekvilibristen Alan Howarth lod Carpenter sine temaer smelte sammen med filmen på en uhyre effektiv måde. Det er, som om det visuelle og auditive til tider bytter plads i fortællingen, så musikken fører tilskueren frem i bastante ryk – som fx over broen i “Escape from New York” (“Flugtaktion New York”, 1981) eller igennem forstaden i “Assault on Precinct 13″ (“Sidste nat på Station 13″, 1976). I en tid, hvor vi falder på halen, bare der er et rigtigt band bag soundtracket til en film eller tv-serie (tænk “Stranger Things”, 2016), virker det nærmest latterligt, at en instruktør selv skulle tage så stort kunstnerisk ansvar for filmen, at han sætter sig bag synthen. Men Carpenters dybe vision smitter og rækker langt ud over filmens univers: Gør-det-selv med kvalitet og dybde for øje!

Kannibaler
Ruggero Deodatos uforlignelige kannibal-sjasker “Cannibal Holocaust” (“Kannibalmassakren”, 1979) brænder sig naturligvis fast i hukommelsen, først og fremmest pga. dens kvalmende gore-scener, men Riz Ortolanis score sætter trumf på. Hans melankolske, næsten sentimentale kompositioner understreger historiens tragedie, mens atonale syntheziser-skrig og blip-blop-lyde forstærker chokeffekten, når de blodige løjer udspiller sig. Kannibalgenren har en tematisk forbindelse til mondo-genren, chokdokumentaren, hvis fokus ofte var fremmede kulturers særheder, og Riz Ortolani havde inden “Cannibal Holocaust” leveret det Oscar-vindende(!) soundtrack til “Mondo Cane” (1962). Et par år efter skrev Piero Umiliani temaet til mondofilmen “Svezia inferno e paradiso” (“Sweden – Heaven and Hell”, 1968), men nummeret kendes i dag mest som titelmelodien til Muppetshow…

Anderledes funky er Budy & Magliones soundtrack til Umberto Lenzis bedste bud på kannibalgenren, “Cannibal Ferox” (“Jaget af kannibaler”, 1981). Lenzi var den instruktør, der sparkede genren i gang med “Il paese del sesso selvaggio” (“Manden der kom op af floden”/”Mondo Cannibale”, 1972), men i sammenligning med “Cannibal Ferox” fremstår den noget blodfattig. Budy & Magliones score er ren hårdtpumpet funk, krydret med en hel del synth, og er så medrivende groovy, at man næsten skammer sig. Hvis Ortolanis score til “Cannibal Holocaust” læner sig op imod den dårlige smag pga. det sentimentale, går Budy & Maglione i den anden grøft med et score, der måske ville passe bedre til en pornofilm. Begge soundtracks (og film) anbefales på det varmeste.
Den indonesiske “Primitif” (1980) er et mere kuriøst end godt indslag i genren, men skal alligevel nævnes her, alene fordi Kraftwerk optræder på soundtracket (der er næppe nogen, der har ulejliget sig med at ringe til Tyskland og spørge om lov).

Sorte handsker og progrock
Komponisten Giorgio Gaslini blev udskiftet med progrockbandet Goblin halvvejs inde i produktionen af Dario Argentos “Profondo Rosso” (“Mordets melodi”, 1975) og resultatet er en unik kombination af ultravold og udsyret prog – med MASSER af synth! Stilen blev et varemærke for Dario Argento, og samarbejdet fortsatte med “Suspiria” (1976), hvor soundtracket blev komponeret, inden optagelserne begyndte, så filmen kunne koreograferes til musikken fra begyndelsen. Filmen og soundtracket er et højdepunkt i både Argentos og bandets karrierer, selvom Goblin har leveret musik til rigtig mange solide exploitationklassikere. Joe D’amatos nekrofilidrama “Buio Omega” (1979), Luigi Cozzis blodige “Alien”-rip-off, “Contamination” (“Dødssmitten fra Mars”, 1980) og ikke mindst George Romeros zombieklassiker, “Dawn of the Dead” (“Zombie – Rædslernes Morgen”, 1978) hører til blandt de bedste.

Zombier
“Dawn of the Dead” fik året efter følgeskab af Lucio Fulcis mesterlige “rip-off”, “Zombie 2″ (“Woodoo – Rædslernes grønne ø”, 1979). Egentlig var produktionen allerede i gang, da “Dawn of the Dead” fik premiere, og bar oprindeligt titlen “Gli Ultimi Zombi” (“De sidste zombier”). Men da “Dawn of the Dead” blev en succes i Italien under titlen “Zombi”, ændrede Fulci & co. hurtigt titlen til “Zombi 2″, og vupti, en uofficiel sequel!
I virkeligheden kan “Zombi 2″ dog sagtens stå alene. Filmen er mesterligt fotograferet og klippet, effekterne er blodige og effektive, og Fabio Frizzis score er en formidabel blanding af voodoo-trommer og synth. Så kan det godt være, at historien er lige så hullet som en si, men der er zombier, en gal videnskabsmand og psykedelisk synth! Fulci og Frizzi havde arbejdet sammen tidligere, men samarbejdet topper i førnævnte samt de to efterfølgende zombiefilm: “…E tu vivrai nel terrore! L’aldilà” (“Woodoo – Rædslernes Hotel”, 1981) og “Paura nella città dei morti viventi” (“Zombiernes By”, 1980).

Vreden og stilheden
Det virker passende at runde vores spontane gennemgang af inspirationskilder af på en dvælende note. Gennem et længerevarende parløb har Werner Herzog og Florian Frickes projekt Popol Vuh skabt en række unikke indslag i synth-filmmusikkens historie. Popol Vuh er dels sprudlende euforisk, men ofte med et tyst indadvendt blik. Som den stumme kongedatter i “Aguirre, der Zorn Gottes” (“Aguirre, den gale erobrer”, 1972), der rejser ned ad den brusende flod sammen med en gjaldende Klaus Kinski, mens syntetisk kor cyklisk trækker tømmerflåden rundt om sig selv – en bevægelse, der ender med at mime Kinskis og selve filmens ultimative tab af fokus. Det er en film, der opsluger sig selv i et retningsløst hav af følelser.
Herzog har tillige i sit visuelle filmsprog løbende udviklet en markant stil, hvor bjerge fx filmes som tæt beskårede ansigter frem for som sceniske panoramaer, som vi kender fra … ja, stort set alle andre film. På samme måde rykker Fricke sit fokus tættere på, end vi er vant til: I sine dunkle Moog-klange i “Nosferatu: Phantom der Nacht” (“Nosferatu – vampyren”, 1979) eller sitar-klingende hypnotiske guitar-arabesker i “Herz aus Glas” (1976) – en film, hvor alle skuespillere i øvrigt blev hypnotiseret forud for optagelserne for at kunne udtrykke tabet af byens unikke rubinrøde glas!
Det er svært i dag at forestille sig en tilgang a la Herzog og Frickes markante og personlige symfoni af billeder, handling, lyd og følelser. Men som med alle andre inspirationskilder er det oplagt at suge det til sig og måske tippe sit eget lod en smule imod de vandrende klange i deres dybdegående film-musikalske reservoir.