Passive/Aggressive

Videodrones – Synth-impro hjemsøgt af zombier og kannibaler

Feature October 5 2016 x3nmm6sq6dxj85heuxqe

Forleden anmeldte vi duoen Videodrones’ album, “Mondo Ferox”, og påpegede bl.a. de mange referencer til horrorfilm fra 70’erne og 80’erne. Men hvad er det egentlig, der er så fascinerende ved filmene? Det spurgte vi Videodrones-bagmændene om, så her fortæller de om, hvad horrorfilmene – og deres soundtracks – har betydet for albummet.

Af Kristoffer Ovesen og Jakob Skøtt

Vores album blev kogt sammen over en lang dags synthesizer-improvisationer i foråret 2016. De fem timers optagelser blev herefter redigeret og rekonstrueret løbende hen over sommeren. Men stort set alt det, man hører, er optaget spontant live – inkl. analoge synths, der taber stemningen, Skøtts digitale wavetables, der zappes igennem, og overstyring, når Ovesens modulære synth går bananas! I samme stil har vi skrevet løs om ting, som betyder noget på kryds og tværs – på baggrund af vores fælles fynske fortid som filmjunkier i Ovesens uhyrlige samling af danske VHS-bånd. Læs resten

Piero Umiliani – Rendyrket kvalitets-synth-tid

New Music April 9 2016 piero

Det Glemte Guld – af Mikkel A. Kongstad

Den italienske filmkomponist Piero Umiliani (1926-2001) er nok allermest kendt for skæringen “Mah Na Mah Na”, der oprindeligt er fra den italienske mondo-film “Svezia, inferno e paradiso” fra 1968, men som for alvor brød igennem til masserne efterfølgende, da den blev taget op af såvel Sesamstraße som Muppet Show. Derudover er der hans imponerende bagkatalog af soundtracks til italienske film (fra exploitation og spaghetti westerns til en række erotiske film, samt bidrag til bl.a. “Kill Bill” og “Ocean’s 12″). Derudover nåede han også at arrangere en række odiøse disco-funk-sessions til dansegulvet.

Umiliani arbejdede i det hele taget i et umådeligt bredt musikalsk felt, hvor library music, jazz, psykedelisk rock og jazz, pop, klassisk, folklore, funk og easy listening ofte eksisterer som selvfølgeligheder i ét og samme soniske udtryk. Eller i al fald florerer side om side på en trackliste. Især når det kommer til hans soundtrack-arbejde.

Umilianis signatur – og hvad der i virkeligheden må siges at være den røde tråd – er en konstant dynamisk vekslen mellem det eksotiske og det pastorale. En slags uskyldig flirten med det hinsides eller måske ligefrem en flabet og legesyg interaktion med det guddommelige. Den melodiske og kompositoriske sammenblanding af det pastorale og det eksotiske tempererer musikken, således at den aldrig brænder sig på solen i sin himmelsøgen. Eller bliver kold og endimensionel i sin tristesse og søgen mod afgrunden. Kynikere ville kalde det tongue-in-cheek, men så har de slet ikke forstået den alvor, der faktisk ligger bag Umilianis musik (og humor). Læs resten