Passive/Aggressive

Senyawa – Prambanan spøger i Bellahøj

Kritik December 22 2016 senyawa

Senyawa ”Brønshøj” (Cejero, 2016) – Anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Senyawa er fra Yogyakarta, Indonesien, og har efterhånden udgivet flere plader med eksperimenterende folkemusik uden dog at være forbundet til hjemlandets internationalt mest kendte musiktradition, gamelan. Som verdens største ø-nation har landet selvfølgelig et utal af forskellige musikalske traditioner, hvilket man med fordel kan orientere sig i i den 20 album-lange serie ”Music of Indonesia”. I forbindelse med at Senyawa besøgte Sejerø Festival i 2013, etablerede duoen en forbindelse til pladeselskabet Cejero og indspillede i 2015 ”Brønshøj” i Cejeros pakhus i Brønshøj.

Det kan umiddelbart være svært at se forbindelsen mellem Yogyakarta og Brønshøj. Yogyakarta er mestendels kendt som en af Indonesiens vigtigste kulturbyer, fordi gamelan er hofmusik for sultanen i byen, og hindu-templerne fra det 9. århundrede, Prambanan, ligger ca. 20 km uden for byen. Brønshøj er næppe så internationalt kendt. Til gengæld ligger bydelen dybt begravet i den danske kulturarv pga. Bjarne Reuters nostalgiske ungdomsbøger ”Zappa” og ”Når snerlen blomstrer”, som har gjort bydelens duftende syrener ikoniske. Desuden troner Bellahøj Højhuse over indgangen til Brønshøj, lige ved forbindelsen til O2, hvis man kommer fra Nørrebro. Danmarks første højhuse, der var mondæne, da de blev bygget i starten af 1950’erne, men har udviklet sig til en nedslidt ghetto.

Der er ikke så meget Brønshøj over de fem numre på pladen. Gruppens lyd er domineret af Wukir Suryadis hjemmelavede strengeinstrument, en bambu wukir, der lyder henad en ustemt cello, og især Rully Shabaras dybe strubesang, der skaber fascinerende vokaldroner, som til tider minder om en didgeridoo.

Strubesang er mig bekendt ikke typisk indonesisk, og ifølge Smithsonian Folkways findes strubesang primært tre steder: i Sydafrika hos Xhosa-folket, som Mandela stammede fra, hos de inuitiske kvinder og nok mest berømt hos Tuva-folket nord for Mongoliet med Huun Huur Tu som den internationale eksponent, der i øvrigt spiller til en udsolgt koncert i København i januar. Teknikken er altså importeret, men bliver også eksperimenteret med, så vokalen frembringer dybe, rumlende droner, der på det første nummer – tørt kaldet ”Brønshøj 1” – lyder henad et afløb, der gurgler vand. Senere i nummeret frembringer Shabara samme lyd, som når man slapper af i svælget, åbner munden i afslappet kæbeposition og lader lyd rulle op langs den bagerste halsvæg. Dertil kommer så Suryadis bambu wukir, som han skaber atonale strygerdroner med for senere at gnide hårdt på strengene i det, der lyder som et forsøg på at få dem til at springe.

Så selv om Senyawas lyd til dels er hentet i forskellige asiatiske folkemusikalske traditioner, så er duoens tilgang eksperimenterende, som i free folk-bands såsom Vibracathedral Orchestra, Pelt og Charalambides, uden at de to indonesere dog har voldsomt meget til fælles med lydbilledet hos de grupper.
Pladens fem numre veksler en del i udtryk. Fra den loopede guitarstøj blandet med guitarfeedback på ”Brønshøj 3” over den tunge, søgende syreguitar og de æteriske vokalskrig på ”Brønshøj 5” til det ekstremt smukke, bluesede guitarspil over en høj, nasal, klagende vokal på ”Brønshøj 2”.

”Brønshøj 4” ligger tættest på traditionel folkemusik med dens meget klare, simple melodi i centrum, som de atonale strenge-anslag og percussionen cirkler om, mens hakkende vokaldroner stiger i intensitet. Mod slutningen mimer vokalerne diverse fuglelyde som fra en regnskov med nogle voldsomt vilde skrig, der minder lidt om Yoko Onos udforskning af primalskrig på albummet ”Plastic Ono Band”.

”Brønshøj” ligger i lyden ikke langt fra Senyawis forrige plade ”Menjadi” fra 2015, men der er alligevel afgørende aftryk af Brønshøj, fordi rytmestrukturerne på ”Menjadi” mimer i højere grad visse dele af den indonesiske folkemusikalske tradition, og på den plade synger de også på indonesisk. På ”Brønshøj” har Shabara fjernet sproget, bruger sin vokal som instrument og har dermed internationaliseret deres udtryk. De tunge guitarer er også et udpræget vestligt fænomen. Så Brønshøj formår alligevel at sætte sig præg på Senyawas lyd. Men duften af syrener udebliver.

Info: ”Brønshøj” er udkommet på Cejero.