Shabjdeed & Al Nather – Trap og drill i Ramallah
Shabjdeed & Al Nather ”Sindibad el Ward” (Hundebiss, 2020) – anmeldelse af Emil Grarup
I løbet af de seneste 10 år er hiphop, både lokalt og internationalt, blevet en næsten umulig genre at ignorere i medie- og kulturlandskabet. Mængden af både kommercielle og mere eksperimenterende rap-udgivelser er mastodontisk, og genren er i konstant udvikling, selvom meget af det rap, der spilles i radioen og figurerer på internettet, indrømmet, tit er komponeret over de samme produktionsmæssige formler, med de samme, ofte lidt indsnævrede, lyriske tematikker.
Selvom man kan finde mange kritikpunkter ved både kommerciel og mere opfindsom rap – eksempelvis det ideal om hypermaskulinitet, der dyrkes i alt fra Frankrig og Sverige til Storbritannien og USA (og som også, kedeligt nok, stortrives herhjemme), med alt, hvad der her medfølger af voldsdyrkelse og sexisme – mener jeg ikke, at rapmusik nødvendigvis behøver at være hverken repressiv eller regressiv.
I mange tilfælde kan rap endda være det modsatte, den kan være engageret, for så vidt, at den ofte skildrer en prekær tilværelse i samfundets periferi; et erfaringsrum, som sandsynligvis ikke ellers ville være synligt for offentligheden. Dette skal på ingen måde ses som et forsvar for den kriminalitet, som musikken ofte beretter om, men egentlig bare en konstatering af, at der kan være en lang række grunde til, at nogle vælger lovløshed som levevej, og at disse typisk skyldes et ønske om at undslippe den socio-økonomiske og racistiske, strukturelle undertrykkelse, som finder sted overalt i Europa og USA.
To af de hiphop-varianter, som har opnået særligt stor popularitet i løbet af de seneste år – trap og drill – har begge en tæt forbindelse til det kriminelle miljø. Trap-musikken stammer fra Atlanta og har sin oprindelse i slumkvarternes ”trap-houses” eller ”bandos”; forladte huse, hvor pushere og drug fiends holder til. Trap er karakteriseret ved simple, men dramatiske, synthesizer-ostinater, metallisk rullende 808-beats (snares og hi-hats især) og heftig autotune.
Drill-musikken er opstået længere mod nord, mere specifikt i Chicagos South Side-kvarter, og er tæt forbundet med den apatiske hedonisme, der har indlejret sig hos unge, typisk afroamerikanske, mænd, for hvem gangster-livsstilen kan forekomme som den eneste flugt fra et liv med økonomisk usikkerhed. Drill er udsprunget af trap og deler derfor en del kompositionelle karakteristika, men kan typisk identificeres ved brugen af en mere monoton, sommetider næsten letargisk, stemmeføring.
Særligt den britiske afart af drill, UK drill, som er mere grime-inspireret, boomer lige nu med navne som Unknown T, SL, Headie One og den lidt mere r’n’b-inspirerede M. Huncho, hvis debut-fuldlængde ”Utopia” fra sidste år har været én af mine største hiphop-åbenbaringer overhovedet.
Disse genrers globale gennemslagskraft bliver tydelig, når man lytter til ”Sindibad el Ward”, debut-LP’en fra det palæstinesiske producer-rapper-team Shabjdeed og Al Nather, som måske bedst og mest koncist kan beskrives som kongerne af rap-miljøet i Vestbreddens de facto hovedstad, Ramallah. Albummet, som netop er blevet genudgivet på italienske Simone Trabbuchis (aka STILL) label Hundebiss, udkom oprindeligt på duoens eget selskab BLTNM i 2019 og udgøres af 13 meget forskellige numre.
På et produktionsplan er inspirationen fra både trap og drill hørbar i de minimalistiske kompositioner med enkle, lyse, nærmest hypnotiske synths, tung bas og helt skrabede 808-rytmer (Hør fx ”Filim”, ”Mtaktak”, ”Sindibad”); på et lyrisk plan refereres der også til både trap-guruen Future, når Shabjdeed på ”NKD GLG” replicerer flowet fra hans kolossale 2017-hit ”Mask Off”, og Georgia-trioen Migos, når han på ”Sindibad” låner den klassiske triplet-struktur fra deres ”Walk It Talk It” fra 2018.
Det ville dog være både kedeligt, uberettiget og uforskammet at reducere Shabjdeed & Al Nather til deres (potentielle) inspirationskilder. Dels fordi Ramallah i flere årtier har haft et særdeles potent og egenrådigt rap-miljø, men mest af alt, fordi duoen umiskendeligt har deres egen stil og flow og ikke mindst deres egne budskaber.
Uden at kunne påstå, at jeg forstår særligt meget af de tekster, Shabjdeed fremfører med sin palæstinensisk-arabiske dialekt, slår han mig faktisk som en modsætning til den arketypiske, konkurrenceprægede rapper-persona, som ellers præger både drill og trap (og hiphop helt generelt), selvom man selvfølgelig kan argumentere for, at enkelte navne som Young Thug og Future – og Jamaika herhjemme – de seneste par år også har udfordret nogle konventioner i forhold til både kunstnerisk selvfremstilling og emotionel åbenhed.
På ”Arab Style”, et track, der rummer albummets eneste engelsksprogede vers, præsenterer Shabjdeed en serie linjer, man kunne udlægge som en slags livs- og musiksyn, der går imod både kriminalitetsforherligelse og rapper-braggadocio:
We don’t do this gang shit
We’re family, Arab style
Occupation is my trademark
War zone is where I die
Originated from the Arabian front
Where you won’t come or try
We’ve been there all this time
Don’t trust any blonde white guys
Her gengives en virkelighed, der både er krigsramt og håbsforladt, men på en måde, hvorpå denne grusomhed ikke romantiseres eller bruges som et instrument til den nådesløse selvpromovering, der ellers kan være så karakteristisk for moderne hiphop. I stedet udlægges den som et vilkår, man nærmest kan ironisere over, og som i hvert fald ikke skildres med henblik på at fremkalde medlidenhed.
Denne anti-romantiske og meget lidt selvhøjtidelige virkelighedsskildring går også igen i de spartansk orkestrerede musikvideoer, der følger med flere af albummets sange: I videoen til mit personlige favorit-track, den tilbagelænet kværnende ”Mantika”, ses Shabjdeed iført forvasket joggingtøj og sandaler alene og roligt gestikulerende på en asfaltplatform omgivet af Vestbreddens gråligt pittoreske natur, mens han i videoen til ”Sindibad” filmes dansende med Al-Nather og Shabmouri, deres label-affiliate og art director, på en rooftop med udsigt over Ramallah.
I forhold til lyrikkens ærlighed ville det give mening at sammenligne Shabjdeed med en del af de franske gaderappere, som har nydt stor opmærksomhed de sidste par år. Særligt navne som Kekra og Moha La Squale har en direkte og uforstillet måde at berette om livet i Paris’ udkantskvarterer på, som kan ses som en klar parallel til Shabjdeeds facon: Alle udtrykker de en række erfaringer uden hverken at idealisere eller begræde den tilværelse, der har affødt dem.
Hos Shabjdeed og Al Nather bliver musikken også en ret konkret, kollektiv metode til at bearbejde de oplevelser, palæstinenserne på Vestbredden kan have; både så for vidt, at musikken er en form for folkelig adspredelse og socialt samlingspunkt, men ligeledes fordi den kan medvirke til at nuancere den snævre, eurocentriske forestilling om Palæstina, hvilket gruppen også selv påpeger i et interview med The Guardian.
”Sindibad el Ward” er således både et projekt, der beror på en interesse i at omforme mediernes typisk ret endimensionelle billede af Palæstina, og en lyst til at generere et socialt rum, hvor det er muligt at glemme de mange pinsler, landets konflikter med Israel har medført.
Samtiden er duoens album også et eksperiment ud i at skabe en distinkt, arabisk form for rapmusik, og når man lytter til Shabdjeeds idiosynkratiske flow, er det svært at være uenig i, at dette er lykkedes: Manden kan skifte tempo, timbre og intensitet efter forgodtbefindende. Prøv bare at lytte til ”Madraseh”, hvor han rapper i dobbelttempo i førstevers og messende bræger sit omkvæd, eller ”Sindibad”, hvor han skiftevis rapper iltert og stacceret, synger, og PNL-agtigt leviterer over beatet med største selvfølgelighed.
”Sindibad el Ward” er på samme tid en utroligt raffineret magtdemonstration og et flagrant bevis på, at hiphop kan mere og andet end pikket egotripperi. En gigantisk anbefaling skal lyde herfra.
Info: ”Sindibad el Ward” udkom i juli på Simone Trabbuchis label Hundebiss. Oprindeligt udgivet på duoens eget selskab, BLTNM, i 2019.
