Smalltown Supersound – “Musikbranchens demokrati er et knæk for kvaliteten” (interview)
Interview af Maria Dybbroe. Foto: Smalltown Supersound.
Joakim Haugland er ikke musiker, men er en af de få som har viet sit liv til at udgive musik, og det er en kunst i sig selv. I samarbejde med hundrede vis af musikere har han udgivet mere end 420 albums på det norske label Smalltown Supersound, og han er stadig fuldt investeret i hver enkelt plade og kunstner. I lighed med andre undergrundslabels er han ikke i branchen for at skabe profit, men kæmper for at tænke helhed og opretholde pladeselskaber og labels’ garant for kvalitet og stram kuratering.
Det er en kold dag i starten af december, måske den første rigtige vinterdag i år, da jeg møder Joakim Haugland over en kop varm kaffe på café ’Fuglen’ midt i Oslo. Vi kender ikke hinanden, men jeg ser ham hurtigt sidde hjemmevant i vinduet med udsigt ud mod gaden og byen, hvis kulturliv jeg snart finder ud af, at Joakim er en ganske stor del af. Joakim Haugland er både programansvarlig for ByLarm-festivalen, han sidder i bestyrelsen for det legendariske spillested Blå, og så er han stifter og ejer af labelet Smalltown Supersound, som i år fylder 30 år.
Joakim Haugland: ”Vi har udgivet en del avantgarde-jazz, men også meget elektronisk musik, og back in the days var det også punk, men det forandrer sig hele tiden, og det vil jeg gerne, at det skal. Smalltown Supersound skal ikke bare være et jazz-label, eller et elektronisk label eller bare ’experimental’. Jeg har fulgt labels gennem hele livet, og hvis nogen kun har én ‘sound’, så bliver folk trætte af det på et tidspunkt, og med tiden dør labelet ud. Så det har jeg altid været livræd for. Jeg siger nogle gange at Smalltown er lidt som ’the soundtrack of my life’ – det er noget, jeg har bygget op gennem mange år, og som har udviklet sig sammen med mig.”
Maria Dybbroe: Hvordan vil du beskrive lyden af Smalltown Supersound?
”Kosmisk. Lange stykker musik. Vældig meget instrumentalt. Lidt sådan ’outreaching’ eller åbent. Man kunne måske også kalde det spirituelt eller psykedelisk, selvom jeg ikke mener psykedelisk i betydningen ’psykedeliske stoffer’, for det har jeg aldrig praktiseret. Og så har vi kun artister, som har en klar stil og en stærk stemme.”
Smalltown Supersound startede i Flekkefjord på den norske vestkyst, hvor Joakim allerede igennem flere år var begyndt at udgive sin brors bands musik. Dengang var han især optaget af grunge og noise. Siden da har labelet udgivet både små og store navne fra Sonic Youth, Jaga Jazzist og Lindstrøm, til Mats Gustafsson, og Anja Lauvdal m.fl.
”For mig er der en tydelig rød tråd mellem udgivelserne, selvom alle måske ikke kan se den. Hvis man f.eks. sammenligner Deathprod, som laver vældig ekstrem minimalistisk elektronisk musik, med sangeren Neneh Cherry, så er der umiddelbart stor forskel på de to, men alligevel ser jeg nogle linjer mellem dem. Neneh er steddatter af Don Cherry, og hun elsker freejazz og havde en tæt relation til f.eks. Ornette Coleman, så selvom hun laver popmusik, så har hun jazzen og freejazzen i hjertet, og dér ser jeg en linje til Deathprod.”
Smalltown Supersound har 3 deltidsansatte i Norge og et par deltidsansatte i Chicago og i London, med Joakim som den overordnede kunstneriske ansvarlige. Det er i labelets DNA at åbne sig mod musikelskere fra hele verden.
”At drive et label er egentlig det samme som at være musiker. For mig er det ikke en business. Det er kunst,og en livsstil. Jeg kan godt lide at sætte ting sammen, at arbejde med forskellige mennesker og facilitere nye møder mellem f.eks en grafisk designer, en mastering tekniker, en solist og en studiemusiker. Jeg ser det lidt som en fodboldtræner. Jeg spiller ikke selv, men jeg prøver at få det hele til at fungere rundt om selve musikskabelsen. Man kunne også sammenligne det med at være kurator på et kunstgalleri.”
Joakim mener, at en af Smalltown Supersounds grunde til succes er, at de internt har forstået at dele opgaverne imellem sig og bruge det, de hver især er gode til. For der er langt fra at arbejde med f.eks. fysisk distribution til at være kunstnerisk sparringspartner.
”Der er desværre ikke længere så mange, som driver pladeselskaber som os. Folk som tænker helhed er lidt en uddøende race, og mange idag ved slet ikke hvad et label er. Men labels er jo vigtige for journalister og gatekeepers. Hvis du er en helt ukendt norsk musiker, så er det næsten umuligt at nå ud med din musik til resten af Verden. Men hvis jeg kommer til en anmelder med et nyt navn, jeg tror på, så er der en tillid, som jeg har bygget op gennem mange år, og derfor får det opmærksomhed.”
At udgive musik er at samarbejde
Smalltown Supersound har igennem tiden haft forskellige ’under-labels’, bl.a. ’Smalltown Superjazzz’ og ’Actions For Free jazz’-serien, ligesom de engang imellem udgiver bøger under navnet Smalltown Superbooks. Men de er påpasselige med ikke at udgive for meget på én gang for at have den nødvendige tid og energi til at involvere sig i hver enkelt udgivelse.
”Jeg er ikke interesseret i at drive et label, hvor jeg får et færdigt resultat. Jeg vi være med i processen og have følelsen af, at vi udgiver det sammen. Hvis man får en færdig plade, hvor alt er bestemt, så bliver man bare en postbil. Nogen kalder det ’artist-friendly’ at lade artisten bestemme helt selv, men jeg tror artisten har brug for dialog, og at udgivelserne bliver bedre på den måde. Det kan selvfølgelig være vanskeligt at få input fra andre, men det er også vanskeligt at gøre alt alene.”
Og det er langt fra alle musikere, der derfor passer ind på labelet, også selvom deres musik måske genremæssigt gør, for det er vigtigt, at musikerne oprigtigt har lyst til at invitere labelet ind i sin proces.
Hvordan fungerer du helt konkret som sparringspartner med de kunstnere, I udgiver?
”Jeg er ikke musiker, jeg kan ikke spille noget instrument, men jeg er ofte med i studiet, hvor jeg siger min mening om musikken og processen. Og ofte lytter musikerne til mig. Også selvom jeg bare hører med følelser. Jeg har ingen idé om, hvorvidt nogen er gode til at spille eller ej, og det spiller heller ingen rolle for mig. Men jeg tror, man kan høre, om musikken har en sjæl. Det er derfor jeg er så glad for free jazz, for når mennesker mødes dér, så ved man med det samme, om det fungerer eller ikke – om de rammer flowet. I free jazzen føler jeg, man kommer ind til kernen af, hvad et menneske er. Musikerne udtrykker deres følelser med instrumentet, og det kan være næsten primalt eller dyrisk – det synes jeg er vældig interessant. Og hvis musikere på scenen f.eks. ikke kan lide hinanden, giver det hørbare modsætninger i musikken.”
Til foråret udkommer labelet med mindst 15 nye udgivelser, heriblandt nye albums med Barker, Kara-Lis Coverdale, Anja Lauvdal, Perila, Joe McPhee, André Bratten og et debutalbum fra Eivind Lønning skrevet og produceret af Jim O’Rourke.
Jazzens både styrke og svaghed er, at alle spiller med alle, så der bliver vældig mange duoer og trioer.
Joakim Hauglund
”Men der kommer også til at være en del overraskelser, som jeg endnu ikke kan snakke om”, lover Joakim. “Generelt vil jeg helst udgive solo-artister, fordi de har et klarere udtryk. Jazzens både styrke og svaghed er, at alle spiller med alle, så der bliver vældig mange duoer og trioer. Det kan være svært at finde rundt i og markedsføre, især i dag når der i forvejen udgives 1. mio. tracks om dagen.”
Kuratering er essentielt
Hvordan forholder du dig egentlig til den udgivelsesmængde? Synes du stadig det giver mening at udgive ny musik, når musik fra hele verden og musikhistorien i dag er meget mere tilgængeligt, end da du startede labelet i 1993? Nogen ville sige, at der i dag er en overflod af udgivelser, der udligner og skygger for hinanden?
”Ja, det er der, og jeg tror hovedproblemet er, at det er for let at lave musik. Man kan snyde for meget på computere. Jeg kan ikke lide demokratiet i musikbranchen i dag – at man selv skal kunne udgive alting. Selvfølgelig skal alle have lov til at udtrykke sig, men al musik der laves behøver ikke at være offentligt tilgængeligt. Jeg tror det er vigtigt med gatekeepers som labels og journalister, der siger hvad man skal høre på, men de er meget få i dag. Jeg vil dog gerne være positiv på musikkens vegne og synes også, der sker mange spændende ting på musikscenen i disse år. F.eks. var det interessant at efter Spotify kom, blev folk trætte af digital musik, og derfor gik vinylsalget pludseligt helt vildt op – noget som ingen havde forudset. Så tingene regulerer også lidt sig selv.”
Nu sidder vi jo her, en nordmand og en dansker som begge er jazz fans, og derfor kommer det helt naturlige spørgsmål: Hvilke spændende tendenser ser du på den nordiske jazzscene i dag, og hvorfor har vi brug for jazzen?
Jeg føler egentlig, at free jazzen er den eneste ægte musik. Det er det eneste jeg tror på. Free jazz handler ikke om noget andet end musikken og derfor bliver jeg aldrig træt af den. For jeg kan ikke lide posering, og det er derfor jeg heller ikke så godt kan lide livemusik helt generelt. Men jeg tror håbet for jazzen og free jazzen er, at der kommer flere musikere som er kvinder og med flere forskellige etniske baggrunde. Der er generelt bare brug for andre typer mennesker og flere forskellige historier i jazzen. Og der er Norden heldigvis tidligt ude.
“Det er i musikken lidt som med kvindefodbold – kvinder ruller sig ikke rundt og er skadet. De rejser sig op med det samme og spiller videre, og i det hele taget spiller de på en helt anderledes måde end mænd, som jeg synes er meget mere interessant at se på i dag.”
Joakim Hauglund
Smalltown Supersound har udgivet en hel del kvindelige kunstnere, som foruden førnævnte Anja Lauvdal og Neneh Cherry, bl.a. tæller; Johanna Orellana, Carmen Villain, Jenny Hval, Signe Emmeluth, Pauline Olivieros og Kelly Lee Owens. Joakim fortsætter:
“Det er i musikken lidt som med kvindefodbold – kvinder ruller sig ikke rundt og er skadet. De rejser sig op med det samme og spiller videre, og i det hele taget spiller de på en helt anderledes måde end mænd, som jeg synes er meget mere interessant at se på i dag. Og så tror jeg også, at vi ville have godt af at udvide free jazz repertoiret til i højere grad bare at blive ’fri musik’, hvor man kan trække på flere stilistiske baggrunde og inkludere flere forskellige instrumenter.”
Joakim, hvis du skulle give et godt råd til helt nye labels, eller folk der har lyst til at starte et, hvad skulle det så være?
”Jeg tror ikke det handler om mængden af arbejde man lægger i sit labe, ligesom jeg ikke tror det nødvendigvis er mængden af timer, man lægger i sin kunst, som gør den god. For mig er det vigtigt at give hovedet fri fra – og fri til – at tænke. Det handler ikke om at male 3000 billeder, men mere om hvordan man maler. Som mange musikere vil kunne genkende, føler jeg på en måde aldrig at jeg arbejder, og samtidig at jeg altid er på arbejde.”
Det er svært ikke at blive smittet af Joakims begejstring. Vi har derfor også uden at opdage det siddet og snakket i mere end 2 timer, og Joakim har faktisk formået at drikke hele sin kop kaffe op trods sin store fortælle-ivrighed og linde ordstrøm. Jeg sidder blæst bagover og fyldt af inspiration og virketrang, for manden bag Smalltown Supersound er en sand ildsjæl, som virkelig gør en forskel på musikscenen både i og udenfor Oslo. Han har viet sit liv til at udgive andres musik, og jeg tænker for mig selv at man kun kan håbe på at flere bliver inspireret til at gøre det samme, både for musikken og musikernes skyld, når vi nu engang lever i denne tid af streaming-overflod og kaos.
Maria Dybbroes seks anbefalinger fra Smalltown Supersound
Koichi Shimizu – Imprint (2024)
Eivind Lønning / Jim O’Rourke – Most, but potentially All (2024)
Lost Girls – Selvutsletter (2023)
Bendik Giske – Bendik Giske (2023)
Anja Lauvdal – From a story now lost (2022)
