Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

Sortlegeme – En stille gang mod evindelig udslettelse

Kritik March 20 2017, af Alexander Julin

sortlegemeportræt

Sortlegeme ”kolossal” (srt, 2017) – Anmeldelse af Mathias Ruthner
”Permanence” (Moral Defeat, 2017) – Anmeldelse af Emil Néné

I 2016 udsendte Sortlegeme hele tre udgivelser med industriel og mellemøstlig techno, og her i 2017 holder enmandsprojektet tempoet oppe. Allerede nu er der kommet to Sortlegeme-udgivelser i mindre oplag, som vi her anmelder i ét hug. Tekst af hhv. Mathias Ruthner og Emil Néné.

Af Mathias Ruthner

Jeppe Dalsgaard Andersen har efterhånden rumsteret i det danske musikmiljø i nogle år. Tidligere skabte han loop-baseret ambient som Outer Nothingness, men med sidste års ”untitled”, ”daf” og ”the returning” fik han for alvor sparket liv i sit nye projekt, Sortlegeme. Med Sortlegeme befinder Andersen sig i en noget anderledes boldgade: langsomme og udstrakte samples af mellemøstlig folkemusik blandes med industriel techno. Det er derfor ikke helt urimeligt at sammenligne Sortlegeme med acts som Muslimgauze eller Vatican Shadow, men Sortlegeme behøver på ingen måde at stå i skyggen af disse.

A-sidens to numre, kolossal og ende, fremviser på hver sin måde et overlegent spil mellem blæseinstrumenter, organisk percussion og stramt komponeret techno. Hvor ende er bygget op om midterstykkets insisterende bas, er kolossal samlet om et gennemgående og simpelt skelet, som langsomt bygges op og falder fra hinanden uden noget egentligt klimaks. B-sidens første nummer, almaari, kunne ligesom kolossal høres på Soundcloud sidste år, og det er i den grad på tide, at det nu kan lyttes til på fysisk format. På én gang repetitivt og æterisk, men samtidig virkelig dansabelt (eller i hvert fald nikkefremkaldende). Evindelig er pladens sidste nummer og er passende nok mere domineret af et melankolsk stryger-sample end den percussionbårne del af nummeret, der ellers driver det frem.

Det er sigende for ”Kolossal”, at selvom vi uden tvivl har at gøre med en technoudgivelse, så er det i lige så høj grad de organiske samples og loops, der for alvor gør pladen interessant. Beats og percussion er varierede og velproducerede, men det er i samspillet med den mere statisk-organiske lyd, at pladens kvaliteter ligger.

”Kolossal” er ikke et genremæssigt kvantespring i forhold til sidste års tre udgivelser, men kvaliteten er hævet betragteligt, og ”Kolossal” sætter der en stor fed streg under Sortlegemes status som et af de absolut mest interessante navne på Københavns i forvejen bugnende technoscene.

af Emil Néné

Det kan virke omsonst at ville sætte ord på musik eller lyd, der helt åbenlyst og direkte modsætter sig at ville italesættes, som værende andet end modstand eller vold, hvilket man kunne klandre meget noise for. Sortlegeme har derimod udgivet noget, som jeg selv betragter som en mere nænsom tilgang til noise-genren, ved at udforske visse af de gængse noise-tematikker, på en mere klarsynet og mindre oprevet facon.

Med båndet ”Permanence”, der er Sortlegemes femte udgivelse (og tredje på det københavnske label Moral Defeat), er der nemlig ikke meget tilbage af den misantropi, sex eller vold, der tilkendegives i mange former for noise. Alligevel ligger udgivelsen i en god, omend alternativ og mere ambient, forlængelse af Moral Defeats øvrige katalog, der i generel forstand kan siges at udforske menneskelige idéer og livsanskuelser, som ikke har andre udtryksformer end dem, som de tildeles under fordrejede og abnorme omstændigheder.

“Permanence” er mærkværdigt fredfyldt musik om både sin egen og alt andets forgængelighed, for der hvor meget noise søger den yderste og mest uromantiserede grænse for vores nuværende idealer, om de så kan italesættes eller ej, søger “Permanence” snarere efter deres umulige vedvaren. Der er ingen åbenlys progression i flere af numrene. De foretrækker oftest en dvælende dronelyd, der vidner om de præsenterede idealers ukomplicerede sammensætning. Tag for eksempel titelnummeret, “Permanence”: et simpelt, ideelt begreb om noget i virkeligheden ufatteligt, som samtidigt er albummets antitese: det evige og uforgængelige, der i strid med tiden aldrig forfalder. Samtidigt er det albummets mest ekstreme og forvrængede nummer, som for at få begrebet krænget indad, så det udhuler sig selv – en taktisk opsætning for de øvrige numre, der netop kredser om det permanentes umulighed.

Der en åbenlys skønhed i den beskedne synth-komposition, for eksempel på nummeret Pit, hvor progressionen er helt fraværende og musikaliteten i stedet består af den dobbelte ambiens, der udgøres af den simple drone-synth samt det altid forestående kollaps igennem forvrængningens forfald. På nummeret “Likeness” virker det, som om forfaldet allerede fra starten har grebet sig fast, så det smukke ideal om lighed hurtigt kvæles af den øredøvende lyd af konstant entropi. Albummet som helhed bliver en slags udgravning af allerede forsvundne og glemte idealer, hvis genopdagelse umiddelbart kun peger på én konstant: At alle idealer går en stille gang mod evindelig udslettelse.

Det er imidlertid ikke noget, der bliver pointeret med vold eller brutalitet, men snarere som en opgivende konstatering. På nummeret “Invisible Cities” er der f.eks. en flot detaljerigdom i synth-loopets ind- og udspring i sin egen disintegration – som en yndefuld død, i de sidste øjeblikke hvor livet betragter igennem sit eget ophør. Af den grund føles det aldrig som om, at musikalitet og forvrængning er reelle modsætninger, men at de snarere er hinandens ekstremer, forstået sådan at de forlænger og bekræfter hinanden. Det er ikke nødvendigvis noget, der ryster ved vores forståelse af ambient dronemusik, men numrene virker også snarere som øvelser i en noget paradoksal og ukontrolleret subtilitet. Slutnummeret “Expanse” har tilmed en følelse af frigørelse eller forløsning over sig, i det nummeret svinger mellem forvrængning og melodi, men dedikerer det sidste minut til at lade dronen fade ud, uden at blive fordrejet i væsentlig grad – igen for at pointere fredfyldtheden i det kaos, der ellers burde afskrække den selv samme tilstand.

Info: LP’en “kolossal” og båndet “Permanence” er ude nu på srt og Moral Defeat. Mens “kolossal” lathe cut er fysisk udsolgt (men digitalt tilgængelig til pay-what-you-want), er der stadig et par eksemplarer tilbage af “Permanence” via Moral Defeats bandcamp.