Passive/Aggressive

SØS Gunver Ryberg – Perfekt patinerede klange og abrupte rytmer

Kritik February 9 2023 , af alexanderjulin


SØS Gunver Ryberg, “SPINE” (ARTERIAL, 2023) – anmeldelse af Andreas Korsgaard, foto af Emil Hornstrup Jakobsen

I et københavnsk technolandskab, hvor tempoet på utrolig vis stadig lader til at være på vej i vejret, og hvor elementer fra udskammede genrer som trance og dance stadig fylder enormt, er SØS Gunver Rybergs nye plade “SPINE” nærmest en anomali. Hvis en stor del af den nuværende scene og dens æstetik er demonstrativt 90’er-inspireret og anti-design, skruet op på et komplet overdrev, fremstår SØS Gunver Rybergs musik til sammenligning bundseriøs, næsten anti-hedonistisk, måske endda anti-punk i sin velkonstruerede grundighed. 

SØS Gunver Ryberg er ikke rigtig en del af noget dansk miljø som det er oplagt at kontekstualisere hendes musik ud fra. Hun definerer sig selv som komponist og lydkunstner, men ikke desto mindre virker den musik, hun udgiver, oftest tydeligt som en forlængelse af en ret specifik og konkret tradition indenfor techno. Om der er tale om konvergens eller ej, så har hun udviklet et udtryk, der har resoneret godt med en international scene, således at der vel ikke findes festivaler eller klubber for eksperimenterende (elektronisk) musik, hvor hun ikke har spillet. Ironisk nok føles hun i visse kredse alligevel en smule overset herhjemme, på trods af at have modtaget hæderspriser og stor international anerkendelse – måske fordi hendes musik ofte er for abstrakt og skurrende til at fungere sømløst på et dansegulv, eller omvendt fordi den lige så ofte er så dansabel, at den kan være svær at sluge som kunstmusik for andre.

Pladens første nummer “Unfolding” og det derpå følgende titelnummer starter begge med synthflader, der lyder så umiskendeligt af monokrom Chain Reaction-dubtechno at man lige blinker en gang. Især Robert Henke, den tyske lydnørd over dem alle (som efter sigende er ham, der har designet højtaler-setuppet på Berghain, foruden at have opfundet Ableton Live) og hans Monolake-projekt spøger i kulissen. Udover den simple glæde ved helt perfekt patinerede klange, har de førnævnte seriøsitet tilfælles – en oprigtig tro på techno som mulig kunstmusik, på algoritmen som ikke bare tidens svar på guitaren, men tidens svar på symfoniorkestret. I den optik ville det være mærkeligt hvis” SPINE” så faktisk bare lød af 90’ernes berlinerstil, og det gør den da heller ikke. Allerede under et minut inde i det i øvrigt sindssygt gode titelnummer, viser det sig at de abrupte rytmeprogrammeringer lugter ikke så lidt af drum’n’bass, og derefter bobler nummerets gennemgående synthlinje frem af mixet og vækker mindelser om både Drexciya og, især efter nummerets markante break omkring halvvejs, den dekonstruerede klubmusik som var allestedsnærværende i sidste årti med fannerbærere som især labelet PAN. Det samme gør det mere svævende og hypnotiske nummer “Phosphorous Cycle”. “Mirrored Madness” bærer også præg af susende, grynede lydflader, men her lyder rytmeprogrammeringerne mere af klassisk brille-techno som Autechre eller SND. 

Referencerne står kort sagt i kø (som de, let’s face it, gør til det meste elektroniske musik i 2023), men det er også som om, at de mister relevans og tydelighed for hvert lyt – og smelter sammen til et udtryk der er hendes eget, og hvor referencerne først og fremmest er relevante at nævne, fordi de siger noget om tilgang – og måske endda vægtklasse.

“SPINE” er, som alt SØS Gunver Ryberg rører ved, sindssygt velproduceret og vellydende og bare slet og ret dygtigt lavet. Jeg kan godt savne lidt af den aggression og svulmende arrighed der prægede EP’en “AFTRYK” (2013), udgivet på Samuel Kerridges kortlivede selvskab Contort, og for så vidt også den næsten kvalmende fortættede og dunkle støj fra “Entangled” (2019). Begge besad de en ikke bare i dansk sammenhæng ret unik lyd; et lidt paradoksalt sted mellem noise og hyperdetaljeret lyddesign, hvor brutal kraft ikke udelukkede hverken melodi eller ornamentik.

Til sammenligning føles “SPINE” nærmest decideret optimistisk. Mindre introvert, mindre rasende, og med en skærpet opmærksomhed for omverdenen, som spejles i pladens flotte organiske omslagsgrafik (og måske endda er årsagen til den mere ligefremme anvendelse af klassiske kneb fra den elektroniske musiks historie?) og som pensles ud med dens næstsidste nummer med den velvalgte titel “Out of the Shadows”. Her kommer SØS Gunver Ryberg tættere på lineær og opløftende dansemusik, med dets helt regulære og voldsomt effektive acid- og electrolementer, end jeg kan huske, at have hørt hende før, og det er et ægte peak øjeblik på pladen, inden den runder af med den smukt flaksende “Levitating Fluid”. 

Hvis SØS Gunver Ryberg besluttede sig for at skifte karriere og ikke producere andet end kinetisk højspændte floor fillers resten af sit liv, så kunne hun tydeligvis gøre det uden problemer. Ligeledes kunne hun formentlig leve af uheldsvanger soundtrack-ambient, især hvis hun sænkede ambitionsniveauet og grundigheden til et mere menneskeligt niveau. Men heldigvis insisterer hun i stedet stædigt på at hendes praksis ligger et andet sted, i et genremæssigt ustabilt rum, som i hvert fald herhjemme ikke bebos af andre end hende selv.

Info: “SPINE” udkom 7. februar på ARTERIAL.