Spot festival tur-retur – højdepunkter fra helvede

Reportage fra Spot festival og anmeldelse af Majke Voss, Barbro, Lueenas og alt muligt andet af Mathias Schønberg.

Det har taget mig lidt tid at skrive denne reportage fra Spot Festival færdig, fordi jeg egentlig på forhånd havde tænkt mig at skrive en halvsur kritik. Men faktisk havde jeg en rigtig god festivaloplevelse takket være nogle fantastiske koncerter.

Min kritik ville formidle den hektiske oplevelse af en branchefestival med industrielt afviklede 30 minutters showcase-koncerter non-stop i to dage, og hvor fremmedgjort man kan føle sig fra musikken. Sorgen over hvor vulgær og ligegyldig den pludselig kan føles, når den på den måde formidles engros. Jeg ville beklage, hvor lidt et mega-event som Spot gør for at understøtte sit eget vækstlag, når en by som Aarhus iscenesættes som musikby, mens de lokale rødder snydes for enhver rest af den økonomiske gødning, musikindustrien kører ind på paller klistret ind i label-logoer. Jeg ville beklage, hvor desillusionerede det er at se kønsfordelingen ved buffeten på Radisson Blue, når der skal sælges eksportparat musik til de mange branche-bros med navneskilte hængende om halsen i officielle Spot logo-keyhangers. Jeg ville skildre følelsen af pludselig at erkende, at man som publikum er ufrivillig statist i et totalteater, som i virkeligheden handler om at overbevise inviterede branchetyper om hypen, og hvor følelsesmæssigt desorienteret man kan blive af konstant at give pote til perifert bekendte og løbe med på begejstring over venners venners musik, som man måske egentlig ikke er helt oppe at køre over. Men ak, selvom det meste af ovenstående var netop som forventet, havde jeg faktisk en god festivaloplevelse. Det sørgede nogle virkeligt gode koncerter for. – Faktisk oplevede jeg nogle så stærke lyspunkter i mørket af Spot, at musikken til tider føltes som en kraft, der til enhver tid kunne knuse Radissons glasloft eller bide armen af den industri, der somme tider kaster den krummer.

Indsejlingen til Smilets By synes proppet med mening, der på en paradoksal måde er negativ, et dissocierende fravær af mening.

Jeg var ellers allerede gået i gang med at finde mit dårlige humør frem allerede på Kombardo-færgen til Aarhus. Der er en del musik allerede på den færge, både den irriterende jingle og en kakofoni af TV2 og Disney banket op til max. Sammen med de overtænkte infospots over højtalerne indtalt med påtaget overdreven jysk dialekt fungerer det hele som en slags konstant nærværende ambient retorik, der på disciplinerende vis fortæller: at “når du skal fra Sjælland til Jylland så’ det kraftedme ikke meningen, du skal kunne høre en eneste af dine egne tanker.” Indsejlingen til Smilets By synes proppet med mening, der på en paradoksal måde er negativ, et dissocierende fravær af mening. Du skal købe noget, proppe noget i hovedet, også selvom du ikke er sulten, og smile. Og mens man så sidder med kortisolniveauet i top og en mærkelig tvangsbeslutning om en hotdog i hånden, internaliserer man gradvist logikken, den vestdanske Heartland-fortælling om folk som de er flest: Vi smiler, vi shopper og vi værner om territorium med markskel af tasker på sæderne.

Spot+ og lighed på bundlinjen

Forud for selve koncertprogrammet tog jeg først ned til festivalens egentlige hjerte – Radisson Blu, hvor festivalens program af talks, paneldebatter og netværksmøder foregår, og hvor upcomming musikere ses trukket rundt til skuldergnubning med branchefolk. Der var faktisk nemlig i Spot+programmet mellem de mange udgaver af “How to Make It on the Terms of Undisputeted Capitalism” nogle temaer, der i det mindste kradsede i overfladen af potentialerne i musik som motor for social forandring. Blandt andet en paneldebat og efterfølgende workshop arrangeret af Another Life Community. Da jeg kommer ind på Radisson Blu, står et stort bord læsset med croissanter, frugt og kaffe. Ligesom jeg skal til at proppe en croissant i munden som en yderligere stressreaktion på de målende blikke, der falder fra de tidligt ankomne branchetyper – allesammen uden undtagelse mænd – bliver jeg opmærksom på et skilt: “Only for Copenhagen Rec. and Associates”. Nå nå, ok. Nogle er mere lige end andre.

Det er interessant, fra et retorisk perspektiv, at hæfte sig ved appellen til branchens forretningssans. Social bæredygtighed kan også være godt for business.

Men jeg er heller ikke kommet for at spise croissanter, jeg er kommet for at høre Another Lifes paneldebat: “How Social Sustainability is Contributing Positively to both Equality and the Financial Bottom Line”. Det er interessant, fra et retorisk perspektiv, at hæfte sig ved appellen til branchens forretningssans. Social bæredygtighed kan også være godt for business. Ikke et ondt ord om Another Life Community’s arrangement – det var faktisk rigtig godt – men selve behovet for en appel til bundlinje tydeliggør, hvad det er for et forum, der tales i. Her justeres adfærd, hvis markedet ønsker det. “Equality” er blot én positiv virkning, mens “The Financial Bottom Line” har det sidste ord.

Fra Radissons udgang gennem de rulletrappeindrettede glaskorridorer i Scandinavian Center Aarhus kommer man direkte ud til Godsbanearealet, hvor en festivalens kerne er indrettet. Det kommunale kulturcentrum indrettet i den tidligere industritransport er street efter bogen. Skate-område, graffiti, street-food og pallemøbler. I midten er et DJ-tårn opstillet, hvorfra der smadrer øredøvende høj Skrillex-agtig musik ud over det hele, og de så småt ankomne festivalgæster må skynde sig at pladre fadøl og shotrør i sig for at leve op til stemningen. “Eufori nu!”, råbes der fra arrangementets side – skynd jer at lav en stemning, så branchegæsterne kan se, at Aarhus er happening. Enkelte gutter i bar kasse foran tårnet kaster allerede armene i vejret, hvor vinden hvirvler støvet rundt i et enormt tomrum mellem de nybyggede boliger, der truende omgiver det midlertidige kulturområde.

Majke Voss

Jeg har sat ring rundt om et par navne i programmet og går i stedet for støvsky og Skrillex mod Musikhuset, hvor Majke Voss skal spille i Lille Sal. Jeg har set frem til at se koncerten fra musikeren bag det tidligere projekt tidligere Broken Twin, hvis album “May” fra 2014 på amerikanske ANTI-records for mig personligt har været et slags tilflugtssted eller hjem for en særlig måde at føle sorg uden smerte næsten på linje med Beth Gibbons & Rustin Mans Time out of Year fra 2002. Det er med andre ord stort at skulle se hende under eget navn i en – må man sige til Aarhus ære – meget flot og vellydende sal. Koncerten starter med en lang intro af blot en elbas spillet med plekter i postpunkede ottendedele. Intet andet sker i lang tid, og lyden er super detaljeret. Det bliver enormt nervøst at høre på, hvilket danner en perfekt stemning af krystalglasagtig skrøbelighed. Det kan hvornår som helst splintre og falde fra hinanden, og man kan nærmest høre et tilbageholdt åndedræt forplantet i bassistens plekter. En ellers assertiv måde at slå strenge an på, der nu får tid og opmærksomhed til at forstå et andet personlighedstræk i dets følelsesspektrum. 

Herfra vokser Majke Voss vokal op i sin karakteristiske vibrato, og volatiliteten udbygges yderligere. En utrolig smuk brug af elektronik fra violinistens pedalboard finder radiofrekvenser frem, der lyder, som de er fanget i en anden tid i det 20. århundrede, og melankolien får således historicitet. Den er arvet, den findes her før og efter os, den er en gammel og mystisk kraft, der tunes ind på. Der spilles og synges med en dyb og lukket klang, og det er som om, jeg får en duft af våd ler i næsen. Der breder sig en smag af trøffel i min mund, og jeg føler mig omsluttet indefra som af en dyb muld. Men snart bruser et hav langt væk af skarpere klingende anslag, og en sætning i sangen gentager sig: “There is something about the waters”. Motivet virker gotisk: Hvilke unknown pleasures gemmer sig bag det hav, hun beskriver? “I’m only truly interested in what I do not know” svarer hun selv, mens hun selv og orkesteret holder igen med at afsøge det til fulde. Kun en tåbe frygter ikke havet. Spæde anslag på alle instrumenter holder sig fra at åbne helt op for sluserne – og man får derfor fornemmelsen af, at der er et enormt, nærmest farligt stort register af kraft til overs, som ville kunne udløse katastrofer. Snarere spiller de som dæmning mod kraften. Som om mægtige mængder af saltvand ville skylle ind over os og rive os til havs, hvis de slap den tilbageholdte, forsigtige nærmen sig kanten.

Da jeg kommer ud af mørket efter kun 30 minutter, der har føltes som en lang rejse, har jeg glemt alle banale irritationer og føler, at jeg igen kan huske, hvem jeg er. Jeg er lille og ubetydelig, og det samme er Spot festival og alt, hvad den prøver på. Alt dette vil også tids nok skylle til havs og forsvinde. Og det giver ro.

Barbro

Den næste koncert, jeg har sat ring om i mit program, er Barbro. Det er der også mange andre, der har. Voxhall er propfyldt allerede god tid inden, koncerten går i gang, og jeg må nok indrømme, at mine forventninger til, hvad der er hype omkring hos Spot-publikummet, bliver afsløret som fordomme. Sidst jeg så Barbro, var på Alive festival i en nedskaleret corona-udgave i 2021, hvor de spillede en spøjs, folket koncert under bøgetræer med en befriende men også lidt forvirrende stor mængde ideer strøet ud over koncerten med meget fri hånd. Kontrabas og to personer på klaver (samtidig) og gode sange, der virkede lidt, som alle i bandet havde skrevet en hver. På Voxhall var det helt anderledes. Kun trommesæt og barytonguitar akkompagnerede Barbros elguitar og sang i en langt mere simpel opsætning. Og det fungerede vildt godt. Sangene fik plads og tid til at ånde som levende væsner med selvstændige viljer. Det var grunget og følsomt, noget var stille, noget var loud, og så stille igen. På den måde gentog noget af 90’ernes retur til mere organiske rockmotiver sig, som dengang nok kom lidt som reaktion på den stakkerede post-punk og kontrollerede metal, der gik forud.

Barbro virkede stærk og modig i sin sårbarhed, så man følte sig beskyttet af dem og fik lyst til at være lidt ligesom dem.

På samme måde som en genoplivning af 90’ernes slacker-mentalitet oplever jeg Barbro som udtryk for en lignende mentalitetsforandring fra den perfektionismekultur, der har hærget vores forrige årti, mod en ny vending mod organiske former, mere hjemmelavede udtryk og fuck-det-attitude. De hjemmehæklede toppe og organisk formede fingeringe, jeg ser på mange af publikummerne omkring mig, giver kun yderligere mening til stemningen. Den grungede vibe er et farvel til overtænkt ironi og den overproducerede og back-track-dominerede rock, der på hver sin måde udtrykte assertion og kontrol. De tre musikere fulgte hinanden med en indfølende og detaljeret grad af feeling gennem diskrete tempovariationer og dynamik, der gav sangene personlighed og væsen. Det blev ikke navlepillende og selvudleverende, tværtimod, Barbro virkede stærk og modig i sin sårbarhed, så man følte sig beskyttet af dem og fik lyst til at være lidt ligesom dem. “Fuck, hvor er det dejligt at spille!”, råbte de fra scenen med en undertrykt glæde, der virkede meget, meget oprigtig.

Lueenas

Jeg måtte løbe fra Voxhall for at nå over til JazzDanmark og Sun Ships scene i en lille teatersal i Godsbanearealet. Det var lidt svært, fordi jeg var i selskab med en lille men langsomt bevægende gruppe af veninder. Festivaler, der er spredt ud over mange venues i en by, er for mig langt federe end en pløjemark med open-air lyd, der kastes rundt i urinstøvskyer, men de kræver også en vis rap mobilitet. Så ak, vi kom for sent til Lueenas og blev ikke lukket ind, før de første smågrupper af publikummer, der alligevel ikke gad 30 minutters dyster elektronisk stryger-duo, fortrød og listede ud. Duoen af Maria Jagd på violin og Ida Duelund på kontrabas udgav i november deres selvbetitlede album på Barkhausen recordings, som jeg heldigvis har lyttet en hel del til. Så det var ikke på helt bar bund, jeg havde fornøjelsen af de sidste to tredjedele af koncerten.

Der var også en anden grund, som jeg hellere må være transparant om, til at jeg ikke var på helt bar bund. Jeg havde forinden, tilfældigvis som del af et andet job som projektleder for bl.a. JazzDanmark, skrevet en hjemmesidetekst for deres Spot-arrangement – dog uden personligt at have nogen aktier eller pekuniære interesser i dets succes. Og faktisk kan det undre mig, at en scene dedikeret til at showcase dansk jazz har et navn som Lueenas på plakaten. Det kan virke som om jazzen kæmper med et behov for eksistensberettigelse, hvor organisationen bag ligesom de store jazzfestivaler kuraterer alt, hvad der er kontemporært og eksperimenterende, for at bevare sin etos som progressivt genrefelt. Det er lidt paradoksalt i mine øjne på den måde at gå på hugst i ikke-jazz, når jazzen i forvejen har den særstatus, den har over anden grænsesøgende musik: Statsanerkendt, intellektuelt værdig måde at være (u)konventionel musik. Og man kan frygte en essentialisering af spændende projekter som Lueenas, når de får den akademiske udmærkelse “jazz”.

Til tider under koncerten udviste violinen nærmest en grad af indadvendt desperation i høje skrig over en dyster romantik i analog støj.

Man kan beskrive Lueenas som kompositionsmusik med improvisatoriske elementer og en del overladt til støjens tilfældigheder. Musikken har stærke cinematiske kvaliteter, og duoen har også lavet en del filmmusik tidligere, bl.a. til Emilie Meng-dokumentaren fra 2019, Togtet (The Raid), der vises på Nnationalmuseet, og filmen Ønskebarn fra 2022, der handler om ufrivillig barnløshed. Oplevelsen af at blive ført igennem handlinger er således ikke helt tilfældig. Dog virker Lueenas kompositioner mere som portrætter end handlinger. Der er voldsom indre tumult og sagte, knirkende lyde, der føles som tanker, der ikke vil slippe. Til tider under koncerten udviste violinen nærmest en grad af indadvendt desperation i høje skrig over en dyster romantik i analog støj. Således formidler musikken noget, mens stofligheden i især kontrabassens strøg samtidig blot er noget – en materialitet.

Det selvbetitlede albums cover, lavet af Wilfred Wagner, viser en kvindeskikkelse i gammeldags klædedragt og kyse med et tomt, sort hul i stedet for et ansigt. Hun står frontalt henvendende mod beskueren og synes at ville én noget. Med titler som Witches Brew, Hemera og Nyx (gudinder for henholdsvis dagen og nattens mørke i græsk mytologi) virker albummet også som udtryk for kvindelig kraft, der er fjernet eller gjort obskurt gennem historien. Der er et tomrum, hvor der burde være noget. Motivet skaber en stærk uhygge, som påkalder sig noget. Ånder fra fortiden kan muligvis indfinde sig på denne plads; og jeg forstår nu de publikummer, der sneg sig ud tidligt i koncerten – det er unheimlich og intenst. Ikke for sarte sjæle.

Jeg havde ikke regnet med at blive så påvirket af koncerten, som jeg blev. Min planlagte intention om at skrive en negativ, kritisk reportage fra årets branchefestival falder stille og roligt fra hinanden. Tre gange på en dag har jeg oplevet ægte musik, der selvom det blot varede i 30 minutter – eller måske netop blandt andet derfor – virkelig gjorde noget. Transporterede mig til et andet sted end Smilets By og tillod en langt større vidde af følelser end den begejstrede koncerteufori, der ellers blev lagt op til.

“Sygt A.I.” og Spot festival retur

Om lørdagen har jeg ingen ringe om navne i programmet. Jeg har truffet et valg om at shoppe rundt og lade mig overraske på bedste festival-maner. Jeg starter med at gå en lang tur gennem byen og ned til Volume Village, hvor Senso spiller en tidlig eftermiddagskoncert. Bandet udgør nærmest en slags supergruppe af medlemmer fra diverse undergrundsprojekter. Selvom deres maksimalistiske poprock er så storladent og ublufærdigt, at det nærmest bliver morsomt, er ironien ligesom ved Barbros koncert totalt fraværende. Det er egentlig bare befriende. Hvis Senso var et dyr, ville de muligvis være den guitar, som Abert Hertz (der lidt senere på dagen optrådte med sit andet projekt Aperly High) spillede på. Den grimmeste, smukkeste og mest outrageous 90’er-æstetiske guitar, jeg nogensinde har set. 

Jeg ser selvfølgelig Aperly High efter oplevelsen med Senso, og det er også fedt. Jeg ser Fallulah, der med et charmerende camp set-up af musikere i ens grønne sparkedragter spiller en god koncert og giver fingeren til Spot-agtige algoritmer ved at annoncere et totalt fravær af digital udgivelse af hendes nye album. Albummet står derimod opstillet i LP-format på en piedestal forrest på scenen, og man må forstå på de mange taler, hun holder mellem numrene, at hendes pre-comeback karriere på musikbranchens præmisser ikke har været et sjovt sted at være. Statementet virker stærkere end det meste af Spot+-programmet, og man kan kun håbe, at nogen i publikum har følt sig ramt.

Jeg ser Julie Pavon, der trods den dramatiske energi ikke gør det store for mig. Faktisk er det her, min veninde og jeg beslutter os for at gå, inden koncerten slutter. Vi er nok lidt mætte efterhånden, men der er også noget ved det, der bare er for meget af én ting, én intensitet. Min veninde beskriver det som at blive tegnet med en kuglepen på huden det samme sted i så lang tid, at det begynder at gøre ondt. Jeg kan levende tilslutte mig. Det er nøjagtig sådan koncerten føles.

Vi går lidt rundt efter ting, som vi har fået anbefalet, kommer for sent til det meste og havner til noget, der hedder Rangleklods. Det er åbenbart hypet, og selvom navnet rent fonetisk føles som at spise en trylledejskage, børn har lavet, er det totalt kontrolleret hitlistepop. Udspekuleret publikumssucces på forhånd. Et udtryk bredte sig blandt nogle af dem, jeg hang ud med på Spot Festival i år: Når noget er “sygt A.I.” – og det var egentlig ret dækkende for flere af de ting, vi løb ind i. Musik beregnet efter, hvad folk vil have. Jeg smutter i bedste Houdini-stil efter flere forsøg på at have det sjovt og træder ud i en menneskemængde, der er på vej alle steder hen. Som jeg bevæger mig gennem Aarhus, virker det som om, alle er på telefonen for at finde hinanden og festEN, mens niveauet af brandert efterhånden er ved at nå dertil, hvor det vist kan være lige meget. Alle går zig-zag, og efterhånden som jeg kommer ned gennem byen, bliver det mere og mere intenst.

Jeg er i dén grad i Danmark, hvor kapitalismen trods alt har sidste ord; visioner og musik er fint, hvis det giver noget på bundlinjen.

Jeg fortsætter med at gå, lidt panisk for at bevare mine gode oplevelser i erindringen og i noterne på min egen telefon, og efter en længere serie af endnu hastigere undvigemanøvre rundt om andre mennesker havner jeg ude på en pynt af havnen. Jeg har været der en gang før, og der er dejligt stille. Det er der, hvor Domen ligger – den tidligere Dome of Visions, der også har ligget i København. Visionerne er nu indrettet som café med udsigt. Men udsigten, der møder mig fra havnen, minder mig om nøjagtig hvor jeg er: Et gigantisk vægmaleri med påskriften Olav de Linde på industribygningen afbilleder en mand, der i sammenbidte folder tager et hiv på en cigaret og kigger sidelæns væk fra beskueren. Han fremstår magtfuld og fordækt, som om han ejer denne havn, hvilket han nok også gør, hvis det ellers er et portræt af Olav de Linde selv. Jeg er i dén grad i Danmark, hvor kapitalismens logik trods alt har sidste ord; visioner og musik er fint, hvis det giver noget på bundlinjen. Og det er Spot festival trods alt først og fremmest stadig en fejring af.

Info: Spot festival er en showcase-festival for upcoming musik, der holdes i Aarhus 5-6. maj.

Redaktionens note: Mathias Schønberg er projektansvarlig for et projekt, hvori JazzDanmark indgår.