Steve Hauschildt – Emeralds kosmisk poppede samvittighed
Der er hul igennem til de kosmiske synthfrekvenser for tiden. Det kunne for eksempel være Jakob Skøtt og Plants og deres bevidsthedsudvidende ekskursioner, og nu er endnu en globetrotter dukket op af disen. Steve Hauschildt er medlem af syre-drone-støj-orgel-trioen Emeralds, der er aktuelle med albummet ’Just to Feel Anything’, som ifølge pålidelige kilder dog indeholder lidt for meget helteguitar. Men så er det jo heldigt, at Hauschildt sideløbende har gang i en solokarriere i eget navn, hvor han tilsyneladende lever sine mere lyttevenlige, nærmest poppede sider ud. Og at han synkront med Emeralds også er albumaktuel.
’Sequitur’ hedder værket, og ligesom på forgængeren ’Tragedy & Geometry’ fra 2011 indhyller Hauschildt her den sagesløse lytter i pulserende maskinklange og synthesizer i bunkevis, der frem for (som hos Emeralds) at skurre og pirke til opmærksomheden ’nøjes’ med at konstruere glitrende, livmoder-trygge lydrum et sted mellem italo disco og meditationsmusik. Et andet punkt, hvor Hauschildt adskiller sig fra hovedbandet, er brugen af vokal, der manipuleres og gøres robotagtig – vel at mærke robotagtig på en meget human måde. På ’Constant Reminders’ lyder resultatet som Daft Punk på valium og i halvt tempo (eller soundtracket til den familievenlige udgave af ‘Drive’), mens ’Interconnected’ holder sig til instrumentale abstraktioner, der vækker behagelige minder om Ulrich Snauss’ kongeniale sondringer mellem det syntetisk og organiske på ‘Far Away Trains Passing By’. Good stuff, indeed!
’Sequitur’ er ude nu via Kranky.
