Stormhat – “Das Ding an sich”
Stormhat “Mind Matter” (Sensorisk Verden, 2019) – anmeldelse af Jacob Eriksen
Nils:
Skal du ikke skrive en P/A anmeldelse af noget larmende elektronisk musik? Udgivet på Sensorisk Verden.
Når Nils skriver til mig, er det altid i et lidt for kækt toneleje. Men jeg ved også, at han kun har de bedste intentioner. Derfor tilpasser jeg mig hans skrivestil. Hvilket jeg heller ikke har noget imod.
Jacob:
jo da!
det lyder lige som noget for mig!!
Egentlig har jeg ikke den store lyst til at skrive endnu en anmeldelse, som få læser, og som færre værdsætter. Men smiger kan manipulere selv den mest kyniske nihilist.
Et link til Bandcamp … Jeg havde i det mindste håbet på et fysisk anmeldereksemplar. Anyways, min båndafspiller har det heller ikke for godt. Så jeg ville være nødsaget til at lytte til båndet i bilen. En bil, som grundet dens alder har den ene fordel, at radioen afspiller musikkassetter. Derfor er bilen fyldt med obskure båndudgivelser. Et medium, som har genetableret sig igennem det sidste tiår. En udgivelse på bånd er en blåstempling af en kunstners undergrundsstatus.
J.:
jeg er lutter öre
Jeg håber virkelig, Stormhat kan noget. Jeg har aldrig hørt om kunstneren før. Sensorisk Verden, som er udgiver af albummet, siger mig heller ikke noget. Ved nærmere undersøgelse har jeg allerede liket deres Facebook-side.
N.:
Lyt lige og giv en melding. 🙂
Traditionsbunden som jeg er, starter jeg min lytning ved skæring nummer 1, ”No Intentions”. Jeg lytter gennem høretelefoner for ikke at forstyrre mine kolleger.
J.:
to minutter inde i förste track: jeg er henrykt
det er jo maskin-asmr
Høretelefonslytning har flere fordele. Man kan afskære sig det sociale rum, man befinder sig i, og derved signalere ”hvis du vil i kontakt med mig, skal det være virkelig vigtigt”. Derfor kan jeg godt tage mig selv i at bære høretelefoner uden at høre noget i dem. Det har sine fordele i den offentlige transport. Hvis man så udnytter høretelefonens oprindelige intention, at lytte til gengivelse af lyd, kan man ligeledes afskære sig det akustiske rum, man befinder sig i, og på den måde lytte til lyden i sig selv. Høretelefonen muliggør en lavpraktisk fænomenologisk epokhḗ.
N.:
Ha!
Simon Cs vurdering af hvem der skal anmelde den: “Er der ikke en, der kan noget KANT og kan give det overskriften ‘Das Ding an sich’?”
”These sounds are only sounds, nothing else. They tell nothing, they mean nothing.” Sådan indleder Stormhat infoteksten til albummet. Lytteren er altså forskånet for enhver form for omhyllende mening og er derfor overladt rene lydeksperimenter, der ikke binder sig op på kulturelt betingede formparadigmer. Præcis som det sig hør og bør i den eksperimenterende musiks tradition. Vi bliver på “Mind Matter” præsenteret for 18 skæringer, som i nogle år har ligget og modnet på Stormhats harddisk. Materialet er råt og upoleret. For det meste består det af ørepenetrerende DIY-synthesizer-eskapader, hvor de elektriske kredsløb danner organiske støjkor. Imellem elektronernes kapløb er der også blevet plads til reallydsoptagelser af fuglelyde og samtalende mennesker. Som i de elektroniske kompositioner skal man her heller ikke gøre sig forhåbning om en narrativ. Stormhat forsøger at præsentere tingen i sig selv uden al mulig hermeneutisk hurlumhej.
J.:
Ja, den ville jo ligge til höjrebenet
I hvert fald giver det mere street cred på den bourdieuske spillebane for skribenten, læseren og online-mediet, hvis vi kan reflektere over værket inden for en nykantiansk referenceramme. Så er vi sikre på, at alle er med, og kulturstøtten er hjemme.
N.:
Synes bare det var en sjov efterspørgsel. Men har du lyst til at skrive den?
Som jeg af og til siger til mine kunststuderende: ”Påstanden om, at ”at skrive om musik er det samme som at danse om arkitektur” har tendens til at negligere værdien af dansen om arkitektur.”
J.:
det er det da ogsaa 😀
gerne!
hvor lang skal den väre?
Tingen i sig selv har vi ifølge Kant ingen direkte adgang til. Vi er derfor betinget af vores menneskelige perception som eneste erfaringsmulighed. Med en spillelængde på knap halvanden time udfordrer “Mind Matter” lytterens erfaringsmulighed på grænsen til det udmattende. Man kan derfor passende lytte til albummet i mindre bidder.
N.:
Et sted mellem en halv og halvanden side vil jeg side. Én side plejer at fungere godt synes jeg. Så er der både tid til at få sat scenen og perspektivere lidt.
Scenen var sat, idet du skrev og spurgte, om jeg ville skrive denne anmeldelse. Så vi må nok komme i gang med at perspektivere lidt.
J.:
udmärket
str 12, 1,5 linjeafstaqnd?
times new roman?
Som den opmærksomme læser har erfaret, er denne anmeldelse bygget op omkring en Facebook-chat. Det er et stilistisk valg truffet i forsøget på at bryde med konventionerne for anmeldelser. Det passer godt til P/A’s segment af læsere.
N.:
Jaaah, jeg kører Helvetica Neue, str. 11, 1,2 linjeafstand og rammer ca. en side.
Ved ikke hvad det svarer til.
Så måske 1,5 side med det du lige har beskrevet.
På samme måde vil Stormhats “Mind Matter” også finde sit hovedpublikum i netop denne læserskare, som med åbent sind kan finde glæde i krasse lydflader.
J.:
godt. det körer jeg ogsaa saa
At bryde med konventionerne er ikke noget nyt. Sammenspillet mellem tradition og brydning er musikken og kunstens drivkraft. “Mind Matter” præsenterer ikke noget decideret nybrud. Bare gå ned på dit lokale spillested for eksperimenterende musik, og der vil ikke gå længe, før en kunstner optræder med lignende materiale.
N.:
Alright. Men alts det kommer sig ikke så nøje, bare skriv det så du synes det giver mening som tekst.
Hvor længe kunne du tænke dig at have tila t skrive den?
Men det skal der være plads til. Der skal være plads til “Mind Matter”. Det er vigtigt. Det er vigtigt ikke bare at sætte Stormhat i kategori med resten af scenen af musikalske alkymister. De har hver og en deres berettigelse.
J.:
jeg tror den skal eksekveres nogenlunde hurtigt. paa mandag?
Der findes ingen fyldord. Der findes ingen fyldmusik.
N.:
Det ville være en guds gave til mit stressniveau hvis du kan det!
”Mind Matter” er en del af Guds gave til stressniveauer og andre nutidsfænomener. Det er en samling skitser, eksperimenter, afsluttede og uafsluttede værker. Der behøver ikke blive tænkt så meget over det. Det er, som det er, som ting i sig selv. Det er ikke andet.
J.:
saa siger vi det!
Jeg kunne godt have tænkt mig at lytte til “Mind Matter” på kassettebånd. Det er klart en anden lytteoplevelse. Det kræver noget andet af lytteren, end når afspilningsmediet er endnu en browsertab.
N.:
<3
<3
J.:
hvem er stormhat??
Det er tydeligt, at der er et menneske bag lydene på “Mind Matter”. Man kan ofte høre den direkte forbindelse mellem synthesizernes kontroloverflade med drejeknapper og kunstnerens kropslige indflydelse. Justeringerne er afhængige af kunstnerens fysiologi. Ligesom man kan se malerens penselstrøg på lærredet som forlængelse af hånd, arm og korpus, kan man høre mennesket bag maskinen.
N.:
Pas. Prøver lige at høre Simon
Simon seems to know.
J.:
cool
Er det overhovedet vigtigt? Eller bør autoren forblive i sin grav? Ifølge udgivelsens infotekst er materialet allerede uigenkendeligt for kunstneren selv. Det opstod i en forgangen tid. Kunstneren er et andet sted.
N.:
Peter Bach Nicolaisen
Efter denne oplysning lyttede jeg anderledes til “Mind Matter”. Ikke værre eller bedre. Dog anderledes.
J.:
han bliver googlet
Man skal ikke stole på alt, som findes på google: stormhat.dk
N.:
Parfait
Over and out.
Info: “Mind Matter” udkom den 13. september på Sensorisk Verden. Peter Bach Nicolaisen er komponist, billedkunster og underviser på Krabbesholm højskole.
