Passive/Aggressive

Holly Herndon – More-than-human, non-human, inhuman

English Kritik May 24 2019

Holly Herndon “PROTO” (4AD, 2019) – review by Mikkel Rørbo

When it comes to Holly Herndon’s third album, “PROTO”, all anyone wants to talk about, it seems, is artificial intelligence. It’s everywhere at the moment; in my own work as well, which is why I thought I’d find it ever so compelling. But really, to just focus on this one conceptual aspect is to miss the wood for all the trees: there are plenty of other concepts at play on this record. Many of which fit into Herndon’s overarching practice in a way that is far more revealing than focusing on the utilization of machine learning.

Læs resten

Tim Hecker – På kanten til intetheden

Blog Kritik October 9 2018

Tim-Hecker-promo-2-1170x780Tim Hecker “Konoyo” (Kranky, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

Tim Hecker er efterhånden en indiskutabelt etableret skikkelse på ambientscenen og har formået at bryde igennem til en større kreds af lyttere med sine stemningsmættede kompositioner. I 2016 udgav han sit første album på 4AD, “Love Streams”, men er med udgivelsen af “Konoyo” atter vendt tilbage til Kranky, hvor han har udgivet størstedelen af sin musik.
Læs resten

Opdateringer fra guitarland pt. 2: Opbrudsplader

Blog May 17 2013

Mikal Cronin

Af Alexander Julin

Den 7. maj blev den uendelige malstrøm af udgivelser fra guitarland opdateret med to længeventede eksemplarer: Monomania af Deerhunter og MCII af Mikal Cronin. Det omhandler mennesker på toppen af deres spil, og deres relevans for rockmusikkens væsen anno 2013 er indiskutabel.

Begge plader kan ses som værende et opbrud med en forhenværende position, men alligevel står de på adskillige punkter også som klare modpoler til hinanden. Mens eksempelvis Pensacola og Leather Jacket II fra Monomania vidner klart om, hvorledes pladens sangmateriale bærer præg af den alkoholiske livsstil, der har ligget til grund for Bradford Cox’ skitser, er støjen i høj grad tilsidesat eller under kontrol på MCII. Mens det mest af alt lyder som, at Cox synger ned i en for længst tom dåseøl, hvorfra både naiv ekstase og sortsind udspringer, står Mikal Cronins stemme klarere og mere skrøbelig end nogensinde før. Det er lige før, at man kan tale om en englerøst. Læs resten