Suicide møder Elvis. Rumklang og en 50’er-60’er lyd. Der er konstante strejf af referencer til andre musikstykker gennem historien. “Horses” lyder som et Velvet Underground-nummer, “True Blue” indeholder brudstykker fra The Ronettes-nummeret “Be My Baby”, men efterlader Roy Orbisons aftryk. Fraseringerne i “Sweet 17” er ren Elvis. “A Hundred Highways” minder mig om, hvad er det nu, Supremes? Velkommen på passive aggressive fm.