Passive/Aggressive

Tim Buckley – Melankoli og eufori under den omsvimlende sol

Feature March 25 2016 timbuckley

Ni plader på ni år. Fra 1966 og frem sprudlede Tim Buckley af uhæmmet kreativitet og skabte fabelagtige værker af så særegen karakter, at ingen har været i stand til at gøre dem efter. Sporene efter Buckley er således få blandt vore dages musikere og det gør det desto vigtigere at dykke ned i hans diskografi.

af Jonas Munk

Er man bare moderat musikinteresseret, har man sikkert hørt om Tim Buckley – han er kendt som Jeff Buckleys far, eller som ophavsmanden til “Song to the Siren”. Eller i det mindste vækker hans navn et billede af en melankolsk singer/songwriter, der døde ung – en slags amerikansk, knap så vigtig udgave af Nick Drake. Nogen egentlig renæssance er det dog aldrig blevet til (renæssance er måske endda et forkert ord at bruge, for faktisk opnåede Buckley aldrig et egentligt gennembrud, mens han levede), på trods af der flere gange har været antræk til det i kraft af opsamlinger, et enkelt hyldestalbum og biografen Dream Brother, der dog også omhandler sønnike Jeff.

Tim Buckleys værker har aldrig fået den helt store tur igennem reissue-maskineriet, og to af hans absolut fineste albums (Blue Afternoon og Starsailor) har kun været sporadisk tilgængelige, siden de udkom. Det kan undre meget, for hans katalog er et af de mest spændende, musikalsk vitale og kompromisløse de sidste 50 år. Tim Buckley var bestemt meget mere end Jeff Buckleys far eller en amerikansk Nick Drake. Præcis hvad han var, er op til personlig fortolkning og kræver i al fald mere end en artikel eller et lyt til enkelte af hans albums. Men én ting er sikker: Hans musik var sin egen i en grad, der er overordentligt sjælden.

Der kan være flere årsager til, at Tim Buckley aldrig har fået et stort publikum eller opnået en vigtig plads i musikhistorien, men en af dem er sandsynligvis, at hans musik i kraft af sin særegne natur ikke har haft den store indflydelse på eftertiden. Som Pitchfork skrev i 2004, da de inkluderede Starsailor på deres liste over de 100 bedste plader fra 1970’erne (på plads nr. 50): »Beyond the fact that no other music sounds much like Tim Buckley’s abstract expressionist, jazz-laced folk, I’d be hard-pressed to name many artists before or since that are capable of his conceptual range, much less are in a position to be influenced by him.«

Der skal ikke herske tvivl om, at Tim Buckley har haft en vis indflydelse på især alternativ musik fra de sidste 30 år, og i visse kredse har han ligefrem opnået kultstatus. Men en decideret efterligning af hans stil og ikke mindst hans uforlignelige vokal ville være så godt som umulig. Der kommer sandsynligvis aldrig til at eksistere Tim Buckley-“kloner”. Hans musikalske indflydelse er spredt ud over en bred vifte af genrer – fra guitarbaseret folk til free-jazz og avantgarde til psykedelisk rock – og oven i købet kan hans kendetegn være svære at dechifrere, da det, der er så særligt “Tim Buckleysk”, ofte består i en helt særlig tilgang til musikken frem for i en egentlig lyd. Læs resten

Tex Fuller før Tex Fuller – Sløvsind og ekstraordinære melodier

Blog March 3 2015

1003241_706348146060053_1999768339_n

Af Krogen – en serie af Frederik Denning

For længe siden sendte gruppen Tex Fuller mig sin demo. På det tidspunkt var det vist knap nok et band, men mere et soveværelsesprojekt fortrinsvis lavet af Tex Fullers guitarist, Esben. Det var den demo, der var baggrunden for, at vi på vores nu lukkede selskab, Slow Records, besluttede os for at optage og udgive en plade med bandet. Mens Tex Fuller er blevet kaldt mange ting, der relaterer sig til grunge, indierock og 90’erne, er der et eller andet helt særligt og meget anderledes ved denne demo, hvor melodierne får lov til at stå ekstremt stærkt. Vel netop fordi det uden et band ikke er muligt at larme så meget. Læs resten