Passive/Aggressive

Året der gik – De mest værdsatte internationale udgivelser i 2017

Feature December 31 2017 0010224411_10

Årets 10 bedste udenlandske LP’er i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Chino Amobi: “PARADISO” (NON)

At lytte Chino Amobis seneste opus “PARADISO” igennem kan vække mindelser om den scene i filmen “A Clockwork Orange”, hvor hovedpersonen Alex DeLarges fikseres og tvinges til at se en række voldelige billeder. Hos Amobi er det bare vores støjende og voldelige virkeligheds lyde og forbrugsmønstre, vi tvinges til at lytte til. Rytmiske strukturer står i stampe, eksisterer blot for at opsluges. Mainstream-rappere efterlades uden nogen musikalsk struktur. Genrer stilles ved siden af hinanden som forbrugsobjekter. Intet når at blive sammenhængende udsagn, alle lyde opsluges af dystopiens kakafoni – overvældende som den verden, vi lever i med dens myriader af forskellig information og stimuli – pladens eneste tyngdekraft værende digital forvrængning og fragmenteringens logik. Titlen runger derfor bittert ironisk: virkeligheden som paradis for de få og uundslippeligt helvede for de fleste. (Nils Bloch)

EX EYE: “EX EYE” (Relapse Records)

Ex Eye er en slags eksperimentalmusikkens supergruppe bestående af Colin Stetson, Shahzad Ismaily (bl.a. Secret Chiefs 3), Greg Fox (bl.a. Liturgy og Guardian Alien) og, den dog lidt ukendte, Toby Summerfield. Både Stetson og Fox har begge udgivet glimrende solo-albums i år, men det er dette bæst, der for alvor viser tænder. En forbløffende legering af noise, free jazz, minimalisme, black metal og postrock, hvis nærmeste frænder måske er Flying Luttenbachers i Ken Vandermark-årene, italienske Zu eller norske Shining. Det er til tider hektisk og overvældende, en frenetisk minimalisme, der bliver psykedelisk og svimlende, men det meste af pladen er kæmpe tågebanker, hvor skamskudte dyr går og klager i det fjerne. Flere medlemmer af redaktionen mener i øvrigt, at Colin Stetsons eget album, “All This I Do For Glory”, også fortjener en plads blandt årets bedste internationale udgivelser. (Kim Elgaard Andersen)

Jlin: “Black Origami” (Planet Mu)

Tidligere i år slagtede Russell Haswell i en Fact-video et Jlin-nummer og gav hende rådet “stick to one drum sound”. Ergo må han hade “Black Origami” brændende, for der er næppe kommet andre plader i år med så mange slags slagtøj presset ind på 45 minutter. Der er piskende marching band-trommer, tablas, congas, raslende percussion, djembe, klokker, gonger og alt muligt andet, og på papiret lyder dét jo som Safri Duo. Men de 12 numre kommer væltende ind over lytteren med så voldsom intensitet, at de mest af alt virker som resultatet af et kolossalt kreativt overtryk i en hjerne – eller nok snarere: en krop – med en vildtvoksende polyrytmisk opfindsomhed uden lige på den elektroniske scene anno 2017. Da “Black Origami” udkom, forlød det, at pladeselskabet havde måttet bede mastering-teknikeren om at dæmpe albummet. Når man hører slutresultatet, er det svært at tro, at det kunne have været endnu mere intenst. (Mikkel Arre)

Mount Eerie: “A Crow Looked at Me” (P.W. Elverum & Sun)

“A Crow Looked at Me” er et hjerteskærende album om at miste sin elskede og i samme ombæring også at måtte give afkald på sit vante sprog: “Conceptual emptiness was cool to talk about / Back before I knew my way around these hospitals,” synger Phil Elverum og lægger dermed afstand til mange af sine tidligere udgivelser. Ligesom instrumenteringen er så sparsom, at han selv kalder pladen “barely music”, skrællede hans kones sygdom og død noget nær alle abstraktioner og filosofiske lag væk og efterlod nøgterne tekster om, nøjagtigt hvor savnet var synligt (en skoletaske, en tandbørste, affald), og hvordan minderne gradvist forsvandt. Det gør dybt indtryk, at Elverum kan formidle fravær så nærværende, og “A Crow Looked at Me” giver et forbilledligt indblik i sorg, som den kommer til udtryk i hverdagen. Og om end processen fremstår ubarmhjertig, viser albummet også, at der måske er en vej ud af mørket. Det er stensikkert, at Phil Elverum ikke har haft et så opbyggeligt og didaktisk formål med at skrive sangene. Han kunne bare ikke andet. Alligevel bliver albummet – uden at ville det – en påmindelse om, at hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage. (Mikkel Arre)

Irreversible Entanglements: “Irreversible Entanglements” (International Anthem)

Indigneret politisk jazz med rødder lige dele i freejazzen i 60’erne og Gil Scott-Herons poetiske aftryk på politisk musik fra 70’erne og frem. Irreversible Entanglements blev startet i 2015 af Keir Neuringer, Camae Ayewa og Luke Stewart. De kalder sig et freejazz-kollektiv, og denne debutudgivelse er optaget som kvintet for to år siden, så derfor kan man selvfølgelig sige, at albummet allerede kalder på en opfølger. At vokalist og tekstforfatter Camae Ayewa i mellemtiden også er blevet en oprørsk stemme under navnet Moor Mother med aggressive rap-produktioner, bidrager kun til potentielle variationer i den her gruppe. Foruden sit stærkt improviserede udgangspunkt med masser af frirum mellem instrumenterne og overblæste saxofonstykker, bliver der også kogt godt igennem (på bl.a. “Fireworks”) med tromlende fremdrift, der både i lyrik og musik sender tankerne mod afroamerikansk jazz i borgerrettighedskampenes parallelgader. (Simon Christensen)

Lee Gamble: “Mnestic Pressure” (Hyperdub)

Lee Gamble er en artist, som oftest kategoriseres med mærkaten IDM. Hans udtryk og tilgang til musik er forbundet med præcision og en ekstrem nuanceret tekstur i sine produktioner. Lee Gambles seneste album afviger ikke. “Mnestic Pressure” bringer referencer fra ambient og techno i spil sammen med industrial, dubstep og endda hiphop. Gamble leger med så mange forskellige elementer fra hele genrespektret og konfronterer samtlige af UK’s elektroniske fragmenter fra både fortiden og fremtiden, og han gør det sammenhængende og helt stilrent. (Sandra S. Borch)

Jana Rush “Pariah” (Objects Limited)

Pariah er Jana Rush’ debutalbum, hvor hun fremstiller sin originale version af footwork. Rush bevæger sig tættere på akrobatiske rytmer, som de f.eks. høres hos Jlin, fremfor soul-fulde samples som hos Rashad (RIP), DJ Spinn og RP Boo. Nummeret “??? ??” er blandt de mere originale footwork-numre på albummet, og her kan det mærkes, hvilket fundament Jana Rush tager udgangspunkt i. Derfra er albummet fyldt med afstikkere fra Chicago-footwork. Numre som “Divine” og “CPU” er minimale forstået på den måde, at de udelukkende består af synth, vokalsamples og trommer. Med disse få elementer formår Jana Rush at eksperimentere med footwork-genren og får skabt mere rolige numre på albummet, der adskiller sig markant fra numrene “No Fuks Given” og “Frenetic Snare”, som er tilnærmelsesvis galoperende gabber-workouts. (Sandra S. Borch)

Yves Tumor “Experiencing the Deposit of Faith” (Selvudgivet/Soundcloud)

På sin første solo-udgivelse siden den mesterlige “Serpent Music” fra 2016, “Experiencing the Deposit of Faith”, fusionerer Yves Tumor psykedelisk r’n’b og storladen ambient med et skvæt af amerikansk minimalisme. Resultatet af dette er lige dele ren zen og sløv delirium og lyder som soundtracket til et møde mellem Alejandro Jodorowsky, David Lynch og Philippe Grandrieux. Med rimelig sikkerhed den bedste Soundcloud-udgivelse i 2017. (Emil Grarup)

Vince Staples “Big Fish Theory” (Def Jam Recordings)

Eftersom Vince Staples’ debut-LP “Summertime ’06” fra 2015 med sine gritty produktioner og et flow, der på én gang er megalomant og melankolsk, i min optik kandiderer til at være blandt de bedste hiphop-udgivelser siden årtusindskiftet, var forventningerne til hans nye album høje. Disse forventninger indfries i høj grad, men på en lidt utraditionel måde: På “Big Fish Theory” stilles Staples’ skarpe linjer, der både indeholder intelligent samfundskritik og gadenær braggadocio, over for tempofylde klubproduktioner. Denne fusion lyser allerklarest på “Crabs in a Bucket”, “Big Fish” og pladens bedste track, den paranoide soulbanger “Rain Come Down”, hvor Staples repper alt fra mordet på JFK til kunsteren Louise Bourgeois. (Emil Grarup)

V/A: “Mono No Aware (もののあわれ)” (PAN)

“Mono No Aware (もののあわれ)” er den første kompilation på PAN og præsenterer ny og hidtil uudgivet musik fra bl.a Pan Daijing, DJ HVAD, TCF, AYYA, Malibu, Yves Tumor, Helm, Sky H1, Bill Kouligas samt adskillige andre nye navne. Selvom flere af bidragyderne til udgivelsen primært har beskæftiget sig med andre elektroniske stilarter, er de i alt 16 artisters numre på “Mono No Aware (もののあわれ)” ambient. De 16 numre står ikke blot som hvert deres bud på artikulationer af en følsomhed for en flygtighedens skønhed, men taler også til hinanden. De taler til hinanden og peger med dette (ofte) ordløse sprog på tilværelsen som dét, der netop altid forsvinder, og derved også det, der konstant mister sit navn. Af den grund hverken kan eller skal det benævnes, men måske nærmere berøres – i en eller anden forstand – med musikken. (Alexander Julin)

Klein-Tommy

Årets bedste internationale ep’er / oddsize-udgivelser i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Kara-Lis Coverdale: Grafts (Single-sided 12″, Boomkat Editions)

Den canadiske komponist og musiker Kara Lis Coverdales nye EP, “Grafts”, består af ét stykke i tre dele og er på overfladen en mere direkte og minimalistisk affære end hendes tidligere værker. Coverdale opgiver forgængernes fokus på progressioner og opnår dermed en stærkere intuitiv fornemmelse af lydlig lethed, som hvis lydbølgerne vitterligt var frosset fast og i stedet oscillerede uendeligt i et fikseret rum. Her er ingen angreb, overraskelser eller andre stærke drejninger af musikken. Til gengæld opstår der minimale variationer undervejs, der indføres så naturligt, at de let kan overhøres. (Emil Néné Rasmussen)

Klein “Tommy” (12″, Hyperdub)

Rent stilistisk lægger “Tommy” sig i forlængelse af Kleins to forrige udgivelser: Enkelte melodilinjer holdes i korte og begrænsede loops og akkompagneres af vokalsamples, der enten får lov at ligge i front som et mere dikterende element i musikken eller i baggrunden under de simplistiske klaver-samples. Udgivelsen fremstår mere koncentreret end forgængerne, fordi det virker, som om sangene er mere nøje udvalgt. Men grundessensen af Kleins musik er det fragmenterede udtryk af enormt minutiøse sample-strukturer, der enten får lov til at være konstante eller udvikle sig ganske begrænset i løbet af numrene. Ofte pitches de blot og forgår så siden hen. Det er også i den forstand, at Kleins musik kan forstås som et simpelt kaos. Selvom ikke alle elementer i Kleins musik er lige fragmenterede, så føles det i den umiddelbare lytning umuligt at orientere sig i, hvordan at hvert enkelt nummer ikke falder fra hinanden. Ligeledes kan man både spore genremæssige kendetræk fra hiphop, soul, gospel, r’n’b og jazz, men alt lyder mærkværdigt fremmed, når det indgår i Kleins anarkistiske collage-cut-ups. (Alexander Julin)

Hong Kong Express: “SQ777-2: Hell Aesthetic” (CS, HVRF Central Command)

Hardvapour er antitesen til 10’ernes utopiske vapourwavy muzak. Det er aggressivt, heavy og rytmisk, det vil sige alt, hvad vaporwave ikke er. Genrens enfant terrible, David Russo aka HKE aka Hong Kong Express, udgav i år mellem juli og oktober sin Sequence 777-serie, som i alt består af syv kassettebånd, med syv tracks udgivet på syv forskellige labels. Fælles karaktertræk er markante synthesizerlyde, programmerede trommer, hi-fi-lyde og relationer til acid house, big beat, broken beat, gabber, speedcore, noise, hard techno, industrial, hardstyle, grime, garage, drum’n’bass. Med andre ord alt med 130 BPM eller derover. “
Heel Aesthetic” er andet bånd i serien og starter ud med en solid omgang percussion på “Fuck Off If You Don’t Like It”, og derfra kører den derudaf. Det er ikke i så høj grad dommedagstechno som f.eks. hos I Hate Models og Phase Fatale, og rytmerne er ikke nær så fleksible som japanske Foodmans. Men et sted imellem, langt fra dansegulvet, befinder HKE sig med sine kreative og hektiske melodier. (Sandra S. Borch)

Richenel: “La Diferencia” (12″, Music From Memory)

Det er efterhånden blevet en tradition at finde udgivelser fra det hollandske label Music From Memory blandt diverse opsamlinger, og 2017 er ingen undtagelse. Årets første udgivelse på Music From Memory blev også den bedste. “La Diferencia” kom fra den hollandske Hubertus Richenel Baars og  indeholder to nye numre samt fire numre fra en tidligere båndudgivelse på båndlabelet Fetisj fra 1982. Udgivelsens største hit er “Autumn”, hvor Richenel synger om falmende kærlighed med en elegant og ikke mindst ekstravagant disco-buzz og med masser af lo-fi-gear. Alt i alt er albummet seks outsiderboogie-numre med trommemaskine, frisk bas og vokal-vibe, som for alvor satte sig på toppen af poppen i 2017. (Sandra S. Borch)

Tomaga “Greetings From the Bitter End” (12″, Self-released)

“Greetings from the Bitter End” består af fire numre, to originale kompositioner og to genfortolkninger af numre af Cavern of Anti-Matter og $hit & $hine. Det musikalske udtryk kan bedst opsummeres som en art mørk og ritualistisk psych/free-jazz/kraut, der synes at at eksistere et sted mellem Silver Apples, The Heliocentrics, Stereolab og noget så u-2017-agtigt som triphop. Valentina Magalettis nærmest industrial-groovy trommer med let raspende jazzkant arbejder sig ud og ind af Tom Relleens elektronisk slørede lydkollager, der sammenfletter kosmisk vraggods med underjordiske strømninger og mørke synthmønstre. Selvom der kan trækkes et væld af referencer, formår Tomaga at skabe et selvstændigt lydprodukt, der samler det hele på ny og lever i kraft af dets tidsudviskende signatur, de mørke ritualismer, de trance-agtige grooves og det industrielt kosmiske lydlandskab. (Mikkel A. Kongstad)

Hyperreality Festival – Shaking up contemporary club culture (live report)

Blog June 17 2017 11

Hyperreality Festival, Vienna, May 24-27 2017 – review by Ivna Franić, photo: Lea Anić

A new addition to the yearly cultural festival Wiener Festwochen, Hyperreality Festival for Club Culture took place over four days at the end of May at Schloss Neugebäude, a 16th century castle complex on the outskirts of Vienna. Austria already being home to quite a few strong festivals with different concepts and/or settings – such as Donaufestival in Krems and Elevate in Graz – the time has come for the capital to strike back. And it did so with one of the strongest lineups of the year so far, at least for the underground/experimental electronic music enthusiasts.

With the usual European idea of club music making up for only a small part of the whole experience, Hyperreality delivers on its promise of focusing on “underrepresented musical currents” and questioning the dominant club paradigms. Læs resten

Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 30 2015 Assembler-Presspic

Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.

2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA

3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC

4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA

5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC

6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF

7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA

8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ Læs resten

Jlin (Jerrilynn Patton) – Dronning Midas af afrofuturisk footwork

Blog December 21 2015 Jlin

Af Mikkel Arre

Da amerikanske Jlin for nylig udsendte EP’en ”Free Fall”, satte hun en tyk streg under, at 2015 har været hendes år. Ikke blot er ”Free Fall” i sig selv en stærk udgivelse. Den kom tilmed kun otte måneder efter det overvældende debutalbum, ”Dark Energy”, der også udkom på Planet Mu.

Albummet havde været undervejs i omkring fem år, men åbenbart har produceren fra Gary, Indiana med det borgerlige navn Jerrilynn Patton virkelig fundet et kreativt flow nu, for hele EP’en holder næsten samme niveau. Samtidig er den trods sine blot fire numre så varieret, at den er en glimrende introduktion for folk, der stadig har det afrofuturiske debutalbum til gode. Fundamentet er stadig hektiske beats, der har det heftige tempo og den omhyggeligt konstruerede polyrytmik til fælles med mange andre footwork-plader. Jerrilynn Patton medvirkede da også på den ene af de to toneangivende footwork-compilations “Bangs and Works”, som for alvor var med til at hive genren fra Chicago ud i det internationale musiklandskab som en uventet bredt appellerende form for avantgardistisk, polyrytmisk dansemusik omkring 160 BPM.

På ”Free Fall” står Jlins trommespor mere rent i lydbilledet, end man er vant til i genren. De rytmiske elementer skurrer ikke nær så meget mod hinanden, og et nummer som ”Nandi” får – med sit organiske congas-lydende beat og opklippet kvindevokal – Jlin til at virke lige så beslægtet med Shackleton som med Chicago-legender a la DJ Rashad eller RP Boo. Læs resten