Passive/Aggressive

Deathcrush – Når følelser bliver fysiske

Blog May 1 2013

R001-014

Af Alexander Julin

Den norske trio Deathcrush leverede tilbage i 2012 en koncert på Pop Revo, der skulle vise sig at være ligeså pubertært betagende som det var en demonstration af, hvad der sker, når man integrerer sexappel i støj. Der var altså tale om en indiskutabel primal  tiltrækningskraft, men også en nysgerrighed over et æstetiks brud på kodekset for noiserock (også om end at dette genreprædikat heller ikke har været noget bandet har bestræbt).

Ikke desto mindre havde den norske trio, bestående af Åse Røyset, Linn Nystadnes samt bandets nye trommeslager, Vidar Evenson, intet udgivet på daværende tidspunkt, og som de ved udgivelsen af deres debutsingle, Lesson #13 For Nanker Phelge / Fire, stod til at tage hul på deres diskografi tilbage i marts, blev det på alt andet end normal vis. Nedenstående interview omhandler altså bandets refleksioner over det utraditionelle udgivelsesformat, flexi-disc, deres udvikling fra start 2010 og til første udgivelse, seksualitet og rockmusik som uadskilleligt, ikke at begrænse sig til et medium, og at være et kunstprojekt baseret på ”dumme idéer”. Det er på norsk, og det er ikke så svært at forstå.

P/A: Hvordan opstod idéen til udgivelsesformatet for Lesson #13?

Å: Jeg og Linn har drømt om å gi ut flexi disc nesten like lenge som vi har spilt sammen, så når endelig et trykkeri startet opp igjen produksjonen var jo den saken biff.

L: I og med at vi spilte mye one-offs rundt om i verden ble det mye reisedøgn, så det tok mye lenger tid enn forventet å komme seg i studio. Vi tenker på bandet vårt som et type kunstprosjekt, samtidig som vi har mange dumme ideer vi selv synes er hysterisk morsomme… Når vi endelig skulle gi ut noe, var det litt som å være unger i godtebutikken.

Å: Linn kom opp med Magasinideen, og da måtte vi jo ha plakat også. Dobbeltsidig… Gotta love that gradient tool! Læs resten

Introducing: Tremoro Tarantura

Blog September 14 2011

En personlig anbefaling, der lynhurtigt blev en personlig besættelsen. Tremoro Tarantura har en slibrig tone, slørende melodier og instrumental minimalistisk drone progressiv post-nuværende-konventioner pondus. Det kunne være indkapslingen af et foranderligt, ekspanderende rum. En uigennemsigtig suppe af små organiske sandkorn. (Ok, nu er det vist liiige søgt/abstrakt nok). Motorpsycho møder Serena Maneesh. Navnet forestiller man sig som et ordspil på tremolo og tarantula, hvilket passer fint nok med kombinationen af guitaren og de der lidende monster-/dyre-/insekt-/igle-lyde, altså TTs hjemsøgte filmiske passager. Måske en sci-fi-klassikers soundtrack, eller et blodigt shoot-em-up spil.

Faktum, det er nordmænd (bemærk i øvrigt, hvor stærk den norske scene for støjimpro er!), der udgav debutalbum i 2010 og i denne uge offentliggjorde første track fra den kommende ep, “Avaleeches”. Produceret af Helge Sten/Death Prod. (Supersilent, Motorpsycho). Mastereret af Jaime Gomez Arellano (Ulver, Ghost).

“The band is known by refusing working in studio environment and has a strict policy of capturing their creative outbursts on obscure locations, including everything from haunted buildings to churches. Music of Tremoro Tarantura should be considered as field-recordings, and nothing else.”

Tremoro Tarantura: Wayyns (nyt nummer)

Tremoro Tarantura: Traumarium