Passive/Aggressive

Taarnet Tapes – Et stillbillede af dagligdagen eller et århusiansk oplysningsprojekt?

March 11 2017

 

17149106_10211200395621501_1169111799_o

 

Af Alexander Julin

Det aarhusianske Taarnet Tapes opstod i 2015 og består af en lille varierende gruppering af mennesker, centreret omkring lejligheden med tilnavnet “Taarnet”. Mens venner og tidligere bofæller også har del i initiativet er det i øjeblikket primært drevet af Jesper Moeslund (Blod, Urr), Kasper Skotte (Narcosatanicos) og Kristian Obling. Siden da har de udgivet en CD-r såvel som seks bånd (20-30 ex.), der musikalsk spænder bredt indenfor et spektrum af støjende eksperimentalmusik, rock og dronemetal, men alle præsenterer et spektre af det aarhusianske musikliv, eller artister med en vis form for tilknytning dertil.

Foruden to nye udgivelser med projekter som Moth Tower (oprindeligt som lydside til en kunstudstilling om Steven Seagal) og Murrude har labelet også indenfor den seneste tid udgivet et livebånd med rockorkestret Hunger, et med det atmosfæriske blackmetal-band Sunken samt Štin, som labelet selv beskriver som lyden af “brudt kærlighed i østeuropa”; alle debutudgivelser fra bands med geografisk forankring i Aarhus. Derudover oplyser Taarnet Tapes, at man har syv kommende udgivelser i støbeskeen. P/A bringer i den anledning et interview med labelet om deres motivation og tilhørsforholdet til byen såvel som det evindelige spørgsmål; “hvorfor bånd?” Læs resten

Året der gik – ‘Kulturbyens’ undergrund har fået lejemål og et bankende pophjerte

Feature December 31 2015 TapeAarhus

Af Mathias Ruthner og Simon Christensen. Foto fra Aarhus Onsdag.

2015 har været (endnu) et ret fantastisk musikår i Aarhus. De sidste par års opblomstring af den aarhusianske undergrund har konsolideret sig, og interessante nye bands og labels bliver ved med at melde sig på banen.

Det er gået meget hurtigt for Liss, der med singlen “Try” har lavet et af årets hits og foruden Escho også sikret sig en kontrakt med britiske label XL. Liss er blot et af flere eksempler på en ny “bølge” af aarhusianske bands, der omfavner popgenren helhjertet. Tidligere har den aarhusianske undergrundsscene været domineret af punk og hardcore – genrer, som heldigvis stadig stortrives – men 2015 har bl.a. været kendetegnet ved en større musikalsk diversitet end tidligere.

På livefronten har vi også været velforsynede. Atlas har præsenteret imponerende programmer i både forårs- og efterårssæsonen, Raum Eins kører stadig samme benhårde stil og kan fejre 6 års fødselsdag i marts. Og det har været et solidt festivalår med Spot, Pop Revo, Spor, Sørensgilde, Ujazz, Bryggerfest og selvfølgelig Flux Festival, der også bookede shows fordelt over resten af året. Flux er årets store helte: Lorenzo Senni, Oren Ambarchi, Naomi Punk og Heatsick blev hentet til byen foruden masser af danske navne. Og nå ja, så reddede de også ‘festugen’ med et trekløver bestående af Lee Gamble, Container og Mischa Pavlovski. Læs resten

Golem – Ny Aarhus-kompilation samler scenen til Cassette Store Day (premiere)

Feature October 17 2015 golem1

Af Simon Christensen

Tidligere i år startede distroen Golem som en platform for diy-miljøet i Aarhus med vægt på mikrooplag og kassettebåndsudgivelser. Initiativtagere var folkene bag Flux Festival og det hedengangne label Golem Tapes, der altså genopstod under samme navn som det første formelle samarbejde i den bølgende musikundergrund Aarhus.

Den daværende introduktionstekst lød: En god del af kræfterne bag Århus’ små labels og booking-grupper er gået sammen om at åbne én samlet distributionskanal for sine produktioner: Golem distributionen. Hensigten er hermed at etablere et overblik over de involverede parters aktiviteter og øge disses tilgængelighed. Desuden håber vi gennem centralisering at kunne intensivere produktiviteten i byen samt på sigt at kunne præsentere et omfattende udsnit af alle interessante danske smålabels’ produktioner på ét fysisk og virtuelt sted.

Meget passende udsender Golem i anledning af den årlige markering af Cassette Store Day (ikke at forveksle med den kritisable Record Store Day) lørdag den 17. oktober en C90-kompilation med musik fra labels i byen. Udgivelsen er kurateret af Mikkel Reher (Shiggajon, Golem Tapes), Matias Guldvad (Partners), Alexander Julin (Flux og Brystet), Rud Kjerstein (Flux og Brystet), Jesper Moeslund (Taarnet Tapes), Natal Zaks (Help Recordings), CR Hougaard (Night Vision Tapes), Yung Shord (Shordwood Records), Jeppe Berg (Flux). Titlen er “Golem I” og er en fin parallel til bl.a. Dokument-LP’en, der samlede miljøet i København. Golem-projektet har en endnu større spredning musikalsk spredning, der reflekterer den tyndtmaskede aarhusianske alsidighed lige nu.

Passive/Aggressive har fornøjelsen af at have premiere på “Golem I”, som du kan høre i Sounds. Efter ønske fra Golem bringer vi A- og B-siden i sin fulde længde, så man i kassettebåndsmediets ånd skal lytte udgivelsen som en helhed. Se trackliste og læs interview med Rud Kjerstein og Mikkel Reher herunder.

Læs resten