Passive/Aggressive

Deers – Liflig lo-fi pop med spanglish accent

Blog August 26 2014

deersdemo

Af Andreas Melchior

Deers består af to unge kvinder fra Madrid; Carlotta Cosials og Ana Garcia Perrote. Den spanske duo spiller vakkelvorne popsange på ustemte guitarer ovenpå et enkelt, primitivt trommebeat. De er tilsyneladende hverken specielt gode til at synge eller spille på deres instrumenter, eller også er de bare ligeglade. Deres debut-7” Demo (som vist nok oprindeligt blot var tænkt som netop det), er optaget på bare én eftermiddag i marts 2014.

Singlens to sange, lejrbålshymnen “Bamboo” og den lidt mere freaky “Trippy Gum”, placerer sig i hælene på imperfektionistiske bands, som The Pastels (Stephen Pastel er da også allerede erklæret fan), The Shaggs og Raincoats, parret med solrige Burger Records-vibes, men Deers er alligevel helt sit eget. Her er  tindrende guitar, charmerende amatørduetter og “uh-uh-uh’s”. Med dådyrøjne på coveret og deres ubekymrede tilgang, har Deers alle muligheder for at blive den næste store hype, på godt og ondt, men foreløbig er Demo en uventet charmerende og løfterig debut. 7″ ude nu på Lucky Number.

Androgynous Mind – Nye stjerner på nattehimlen

Blog December 11 2013

Af Andreas Melchior

For nylig bragte Passive/Aggressive et indlæg om Viet Cong, der består af tidligere medlemmer af det canadiske band Women. Skæbnen vil, at sidstnævnte gruppes guitarist og sanger Patrick Flegel ligeledes er aktuel med det nye projekt Androgynous Mind med trommeslager Morgan Cook.

Den tvekønnede duo har netop udgivet en 7″ på 5 numre, Nightstalker, som ganske vist blev selvudgivet digitalt i 2012, men som nu altså får en officiel udgivelse på det fine Brighton-baserede label Faux Discx.

Ordet ”amatør” kommer oprindeligt af det latinske amare, der betyder ”at elske”. En amatør er altså en, der er sit objekt aldeles hengiven. Set i dette lys fremstår Androgynous Minds naivistiske og dissonante lyd som udtryk for amatørisme i ordets oprindelige forstand. De to første numre på EP’en er ét skramlende kaos-freakout, der begge er overstået på under 1 minut. De resterende skæringer følger et mere traditionelt popformat, hvor Flegels velkendte Tom Verlaine-guitar er fremtrædende.

I “Knock On My Door” famler vaklende stammetrommer sig forsigtigt frem sammen med en ustemt guitar, der spiller et riff, som er lavet af glas. Det enkle set-up med trommer, guitar og vokalmumlen er ikke helt ulig det tidlige The Pastels’ anti-macho-greb på post-punken, eller minimalismen fra det allerførste Felt. Ekkoet svirper i takt med skyggerne på den kælderkolde soveværelsesvæg. Nightstalker-EP’en udkommer i 300 eksemplarer og kan erhverves her.

Videre læsning: Fem yderligere bands med medlemmer fra Women.

The Pastels – pins på fløjlsjakken og franske nybølgefilm

Blog May 28 2013 pastels

Af Ulf Hansen

The Pastels blev dannet i Glasgow i 1982 midt i en musikalsk brydningstid. Punken rumlede stadig, og musik var generelt en alvorlig og sofistikeret sag, og det var dét, The Pastels gjorde oprør imod. Stephen McRobbie (sang og guitar) har forklaret, at The Pastels på mange måder var et oprør mod den alvorlige musik i denne periode. ”Folk hørte Steely Dan og fyldte deres musik med litterære referencer”, som han siger i et interview på bandets Facebook-side. Bandets medlemmer var provokerede af den tilgang til musik, og det fik dem til at spille musik, som var de vrede, forurettede børn. Det er tydeligt at høre, hvad han mener, når man hører sange fra deres første udgivelser. Læg særligt mærke til den guddommelige guitarsolo i perlen ’Something’s Going on’, udgivet som single 1983.

Bandet fik en del opmærksomhed fra musikbladet NME i midten af 80’erne, og det skulle i sidste ende blive afgørende for The Pastels. Sammen med en masse andre bands, der spillede guitarbårne popsange fik The Pastels et nummer med på et kassettebånd, der udkom med bladet i 1986. I dag er opsamlingen kendt som ”C86” og siges at være intet mindre end ”the most indie thing to have ever existed”. Læs resten