Passive/Aggressive

20 år efter Kurt – en lakmustest fra noiselandia på Girl Band, Viet Cong, Odonis Odonis og Lower

Blog April 5 2014 noiselandia

Af Adam Thorsmark

Det er i dag 20 år siden Kurt Cobain – tragisk men næppe overraskende – tog sig eget liv. Det er derfor på sin plads at tage en lakmustest på den nye alternative, støjende rockmusik, som den ser ud her et kvartal inde i 2014 med fire debuterende rockbands.

Vi starter i Dublin, Irland. Her finder vi Girl Band, der består af fire fyre. På ”Lawman” lokker de på skummel vis den uforvarende lytter til sig med mild (falsk) vokal, drilsk basbåret melodi og en omgang på overfladen ekstremt ufarlige trommer. I løbet af sangens 6 minutter flashes dog en skurrende no-wavet dna, som man kender det fra, ja, DNA, og ”Lawman” ender i Cobain-vrængende hyl og kakofoniske støjflader. En af kvartalets stærkeste sange. Læs resten

Androgynous Mind – Nye stjerner på nattehimlen

Blog December 11 2013

Af Andreas Melchior

For nylig bragte Passive/Aggressive et indlæg om Viet Cong, der består af tidligere medlemmer af det canadiske band Women. Skæbnen vil, at sidstnævnte gruppes guitarist og sanger Patrick Flegel ligeledes er aktuel med det nye projekt Androgynous Mind med trommeslager Morgan Cook.

Den tvekønnede duo har netop udgivet en 7″ på 5 numre, Nightstalker, som ganske vist blev selvudgivet digitalt i 2012, men som nu altså får en officiel udgivelse på det fine Brighton-baserede label Faux Discx.

Ordet ”amatør” kommer oprindeligt af det latinske amare, der betyder ”at elske”. En amatør er altså en, der er sit objekt aldeles hengiven. Set i dette lys fremstår Androgynous Minds naivistiske og dissonante lyd som udtryk for amatørisme i ordets oprindelige forstand. De to første numre på EP’en er ét skramlende kaos-freakout, der begge er overstået på under 1 minut. De resterende skæringer følger et mere traditionelt popformat, hvor Flegels velkendte Tom Verlaine-guitar er fremtrædende.

I “Knock On My Door” famler vaklende stammetrommer sig forsigtigt frem sammen med en ustemt guitar, der spiller et riff, som er lavet af glas. Det enkle set-up med trommer, guitar og vokalmumlen er ikke helt ulig det tidlige The Pastels’ anti-macho-greb på post-punken, eller minimalismen fra det allerførste Felt. Ekkoet svirper i takt med skyggerne på den kælderkolde soveværelsesvæg. Nightstalker-EP’en udkommer i 300 eksemplarer og kan erhverves her.

Videre læsning: Fem yderligere bands med medlemmer fra Women.

Viet Cong – Bevidstløshedens puls

Blog November 15 2013 Viet-Cong1

Af Niklas Langeland Pedersen

Da guitarist Christopher Reimer på mystisk vis døde i sin nattesøvn sidste år, betød det et brat endeligt for det canadiske band Women. Kun to fremragende albums gammelt var bandet, der på den selvbetitlede debut fra 2008 og opfølgeren Public Strain fra 2010 ryddede en summende plads omkring sig selv og fyldte rummet ud med indadvendte, anspændte og intense Chad VanGaalen-producerede spøgelsesmelodier.

Rytmesektionen fra Women i form af trommeslager Mike Wallace og bassist Matt Flegel lagde under navnet Viet Cong tilbage i september måned et selvudgivet kassettebånd op på Bandcamp, der måske eller måske ikke bærer titlen Cassette. Båndets seks numre lægger sig med repetitive, mørke og skarpe guitarmønstre og en vitalt pulserende analog bund i logisk forlængelse af Women-pladerne. Og alligevel ikke helt. Selvom Womens “Black Rice” ramte lige ned i 2008- og 2009’s tilbagelænede surfpop-romantik var Women først og fremmest et mørkt, utilregneligt og bredtfavnende orkester. På nogle numre var de decideret math’ede, på andre uforsonlige i sylespidse støjudladninger og på tredje numre melodiske og nærmest romantisk storladne. Viet Cong virker i det lys lidt mere ukomplicerede uden overhovedet at kunne beskyldes for at være gennemskuelige. Læs resten