Passive/Aggressive

20 år efter Kurt – en lakmustest fra noiselandia på Girl Band, Viet Cong, Odonis Odonis og Lower

Blog April 5 2014 , af redaktion noiselandia

Af Adam Thorsmark

Det er i dag 20 år siden Kurt Cobain – tragisk men næppe overraskende – tog sig eget liv. Det er derfor på sin plads at tage en lakmustest på den nye alternative, støjende rockmusik, som den ser ud her et kvartal inde i 2014 med fire debuterende rockbands.

Vi starter i Dublin, Irland. Her finder vi Girl Band, der består af fire fyre. På ”Lawman” lokker de på skummel vis den uforvarende lytter til sig med mild (falsk) vokal, drilsk basbåret melodi og en omgang på overfladen ekstremt ufarlige trommer. I løbet af sangens 6 minutter flashes dog en skurrende no-wavet dna, som man kender det fra, ja, DNA, og ”Lawman” ender i Cobain-vrængende hyl og kakofoniske støjflader. En af kvartalets stærkeste sange.

En mere kontrolleret form for kaos synes at hvile over medlemmerne fra de hedengange Women. De er for alvor begyndt at røre på sig igen, efter guitaristen Christopher Reimer for to år siden døde i sin søvn i en alder af blot 26 år. Vi har tidligere skrevet om deres nye projekt Viet Cong, og herfra har de nu sluppet en ny skarpskåret sang, ”Bunker Buster”. Den byder på kringlet rytmik og kantede riffs, som er not quite mathrock, not quite slakcer-rock og not quite punk. Og alligevel lidt af det hele. Det kan blive et monster af en debut.

I samme rabalderstræde som Girl Band befinder canadiske Odonis Odonis sig med smagsprøven ”Order in the Court” fra deres kommende debutalbum. Det er panik-punk med straightout noiset hystade-vokal og frenetisk guitarspil. Resten af albummet er en rimelig eklektisk størrelse, inden for rockens rammer, bevares. Se den Monty Python-gone-bibelsk horror-video baseret på Hieronymus Bosch animationer (evt. som opvarmning til Monty-manden Terry Gilliams nye film “The Zero Theorem”) herunder.

Både Girl Band, Odonis Odonis og Viet Cong bryder med den traditionelle vers-omkvæd formular og vil nok især være kærkomne bekendtskaber for fans af tidlig Liars. Et band, der de sidste år er gået elektronikkens vegne, senest med dette års rimelig WTF’ede, electro-pumpende “Mess”.

Vi gemmer det bedste fra det spæde år til allersidst. Og lo’ and behold, det er Lower fra vores egen andedam. ”Lost Weight, Perfect Skin” præsenterer firkløveret, som vi kender dem – bare med endnu stærkere sangskrivning og mere rum til nuancerne i musikken. Det er som om det dissonante og det melodiske kæmper en kamp om at om at bryde igennem sangens lydmur men i stedet smelter sammen i en sensuel omgang musikalsk mudderbrydning. Med andre ord, det lyder pissegodt. Og her blot en dag (men ca. 25 gennemlytninger) efter sangen er sluppet, lyder den allerede selvskrevet på min og sikkert mange andres årslister. Lower har netop signet med Matador Records og udgiver sit debutalbum “Seek Warmer Climes” hhv. på Matador, Escho og Big Love den 17. juni.

Lakmustesten fra noiselandia her lige nu – 20 år efter Kurt – taler sit eget tydelige sprog: Stærke sager!

* Girl Band “Lawman” (Any Other City)
* Viet Cong “s/t” (Mexican Summer)
* Odonis Odonis “Hard Boiled Soft Boiled” (Buzz Records)
* Lower “Seek Warmer Climes” (Matador Records/Escho/Big Love)