Taphos – Ærefulde ransmænd af dødsmetallens arvegods
Taphos “Come Ethereal Somberness” (Blood Harvest Records, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Ransmænd sejler mod kysten i ly af mørket, lader bølgerne vugge dem i land, inden de plyndrer og myrder løs.
Det er en klassisk myte i metallen, mænd på farten, gerne med vold til følge, men danske Taphos er også traditionalister i dødsmetallens tjeneste. De har den der mørke dødsmetal-lyd, jeg mest forbinder med Morbid Angel, og tøver ikke med at bruge fremmedord, især latinske ord, der alle refererer til død; “Letum” (voldelig død), “Livores” (ligpletter) og “Obitum” (ved dødsfald).
“Come Ethereal Somberness” er bandets debut, efter at de har buldret i undergrunden de sidste par år med en lovende ep og en demo. Tre af numrene udkom på kassettebånd sidste efterår som et led i promoveringen af dette fuldlængdealbum. Bandets medlemmer benævnes kun med bogstaverne ‘U’, ‘M’, ‘H’ og ‘D’, hvilket er usædvanligt hemmeligt for et metalband, der ellers gerne tager æren for deres tekniske færdigheder.
Og tekniske færdigheder har kvartetten bestemt. “Come Ethereal Somberness” er et skånselsløst dødstogt med imponerende mange temposkift. Efter “Letum”s truende droner og hviskende vokaler jorder “Impending Peril” lytteren, halvt melodiøst, halvt bestialsk. Taphos har en sublim fornemmelse for balancen mellem smadrende brutalitet og tempi, hvor melodier og stemninger kan bryde frem. “Dysfori” og “Obitum” er velvalgte akustiske mellem- og slutspil, der fremhæver de dominerende, hensynsløse overfald. Men også i de enkelte numre er der en formidabel bølgegang mellem den tørre rytmegruppe med voldsom tyngde, de frenetiske guitarriffs, der ublu bøjer over i episke, hylende soloer, og det hæse, gutturale growl.
“Insidous Gyres” starter med cirkulerende rytme og riffing, inden en abrupt rytme gør nummeret kaotisk, hvilket skaber forløsning, når bandet endelig moser fremad. I “Thrive in Upheaval” ekkoer vokalen i omkvædet, hvorefter nummeret dør ud midtvejs for så at starte op igen med en tør basgang og ny brutalitet. Det er de små detaljer, der drager.
I Homers “Odysséen” beskrives folket fra Taphos som pirater, der holder slaver. De er både uden for samfundet og på kant med loven, men samtidig magtfulde. Da bejlerne i 16. sang pønser på at slå Telemakos ihjel, omtaler Penelope de “tafiske ransmænd”.
Taphos har ranet dødsmetallens arvegods til sig, men de gør den også ære med dette medrivende debutalbum. Hvis de næste gang kan fodre traditionen med lidt mere personlighed, bliver de for alvor en flok frygtindgydende ransmænd.
“Come Ethereal Somberness” udkom på Blood Harvest Records i juni. De spiller til Killtown Death Fest 7. september.
