Tony Molina – Hvorfor give ét minuts idéer fire minutters råderum?
Af Magnus Olesen
Tillad mig at give dig et tip, hvis du har et kvarter til rådighed. Måske en cykeltur eller lignende. Det havde jeg selv forleden, da jeg faldt over en plade af Tony Molina, som jeg aldrig før havde hørt om. Han var en del af et band, der hed Ovens, men da en indspilning med dem mislykkedes, besluttede han sig for selv at fyre nogle numre i maskinen. Det blev til albummet ”Dissed and Dismissed” fra 2013, hvor der serveres – undskyld på forhånd for at anvende denne betegnelse – upoleret collegerock med knasende powerakkorder a la Weezer, som elegant flankeres af Thin Lizzys flair for guitarharmonier – og så lige tilsat opmærksomhedsforstyrrelsen hos det gennemsnitlige grindcoreband. En form for langtidsindkogt powerpop? Det måtte jeg simpelthen tjekke ud.
Formularen er knivskarp og lige ud af landevejen, men alligevel Molinas helt egen. På ”Dissed and Dismissed” har han både fået plads til guitarsoli, klassisk-inspirerede skalaer, breakdowns og akustiske mellemspil, og det er noget af en bedrift, når man har in mente, at albummets længste nummer varer lige over halvandet minut. Den gode sang er en mytisk komposition, der har det med at drukne i kedsommelige gentagelser. Så hvorfor give ét minuts idéer fire minutters råderum?
Molinas stilistiske inspiration kommer som pejlemærke i form af et Guided by Voices-cover, nemlig ”Wondering Boy Poet”, hvor linjerne ”The cup is only being filled / For a chance to have it spilled” rammer den gængse, langtrukne rocksang meget godt. Okay, indrømmet, det var lidt fortænkt – men altså, you get my point. Dette er det bedste stykke kød på 90’er-indierockens korpus.
Måske kan kritikere argumentere for, at Tony Molina har malet sig op i et hjørne stilistisk set, og om han fortsætter i samme rille på næste album, er ukendt. Men for min skyld behøver det absolut ikke ændre sig – længden på ”Dissed and Dismissed” er den helt store force, for hvis man kan lide sangene, så hører man jo bare pladen igen. Og igen. Og igen. Den er alligevel stoppet, før den overhovedet er startet, og føles som et endeløst loop af gode melodier
Så næste gang du skal ned efter en liter mælk eller en kokosnød, eller hvad fanden du nu kan lide, så giv Tony Molina et lyt på vejen. Jeg garanterer dig for, at du vil stå i køen og spille en intens luftguitar under soloen i ”Walk Away”, inden du opdager, at du har glemt din pung.
Info: Tony Molina “Dissed & Dismissed” udkom på Melters og blev genudgivet af Slumberland. Magnus er bl.a. med i Big Mess, der lige har udsendt sin første båndudgivelse. Lyt her.
