Unearth 0.8 – klubkulturelle overraskelser på godt og ondt
Unearth 0.8, 15/3 på Hangaren. Reportage af Victor Tao Dinesen.
”Copenhagen’s new hyper-rythmic realm” er det tagline, der med mystik og coolness møder en, når man går ind på Unearths Instagram-profil. Den sparsommelige beskrivelse af eventrækken indkapsler ret præcist både, hvad Unearth med deres nattelivsarrangementer forsøger at skabe, og hvad klubkultur som fænomen indeholder: et destillat af musik, mode, visuel og performancebaseret kunst, der skaber rammen for stærke fællesskaber. Det er en verden (realm) for sig, hvor mange velkendte kunstformer bliver aktiveret på ny, finder nye udtryk og sammensættes i et dels præ-kurateret og dels spontant format, der skaber en samlet levende oplevelse og et – når det er godt – selvstændigt kunstnerisk udtryk.
Lørdag den 15. marts løb den ottende udgave af hybrid-eventserien Unearth af stablen. Med et program bestående af liveacts som Mykki Blanco, New York og X & Yde, samt djs som Gud, Why Be, Gialligari og Sgabe, udviste arrangørgruppen en stor opmærksomhed på subkulturelle trends og indgav dermed modigt et løfte om at servere et arrangement, der kunne tilfredsstille Københavns alternative ungdoms forkærlighed for alternativ hiphop, altpop, hyperpop og dekonstrueret klubmusik. Nogle genrer, der, trods forskelle, har et fragmenteret og sampletungt lydunivers til fælles, og en fælles tilbøjelighed til baggy jeans, 2fers (langærmet under kortærmet t-shirt) og tyndstregede tatoveringer.
Arrangører som Rewild, ASSMR og det her aktuelle Unearth udfordrer gængse københavnske klubformater ved i høj grad at blande musikgenrer, live acts, dj-sets, performancekunst og ambitiøse lysinstallationer. På den måde er de med til at innovere en kulturel genre, der siden københavnertechnoens hedonistiske warehouse-raves har stagneret i sin form.
Det lyder jo meget godt, og kan på mange måder være nogle rigtig gode bud på nye typer klubarrangementer, der tør og kan mere, end København længe har set. Men hvor godt lader koncepterne sig oversætte til virkeligheden, og er Københavns natteliv modent til at blive æstetisk udfordret selv i de mørke nattetimer? For nærmere at undersøge de spørgsmål og se et eksempel på disse nye klubkulturelle tendenser, bevægede jeg mig en martsnat ud til festen i Hangaren på Refshaleøen.
Lidt for lange liveperformances
Unearth 0.8 lagde ud med de to on-brand live-acts New York og X & Yde, der med deres genreblandende lyd af syntetiseret pop, reggaeton, atonal RnB og underspillede vokal talte direkte ind i det primært unge, gen z-publikum. Begge performances havde dog svært ved at opretholde energien, både i deres egen optræden og i det publikum, som de var placeret på en scene i midten af. X & Yde, der er et nyligt opstået projekt af musikerne Ydegirl og Xenia Xamanek og EP-aktuelle med den udfordrende og spændende ”Sound of a Bite”, var med sin dekonstruerede og atonale RnB på papiret et interessant nok valg som kontrast til computerpop-duoen New York, men virkeligheden var, at de to acts var svære at skelne fra hinanden.
Den London-baserede duo New York fremstod selv statiske på scenen og syntes at have manglet en lyssætning, der i højere grad matchede deres glitchede og, hæhæ, urbane lyd. Den her mangel på enten energi eller, skal vi sige, special-effects, gjorde at begge acts føltes måske lidt for lange til et klubrum, hvor publikums opmærksomhed er let at tabe. I det hele taget virkede det svært for begge acts at skabe en afgørende intimitet mellem publikum og artist, som deres sjælfulde performances ellers lagde godt op til. Denne distancerede fornemmelse kan langt hen ad vejen skyldes Hangarens tunnelformede og vanskelige arkitektur, en stor trafik til og fra venuets udeareal og et publikum, der (endnu) ikke er trænet til at forholde sig til livemusik i et festrum.
Liveperformances i et klubrum adskiller sig fra et koncertrum, ved i højere grad at være afhængig af publikumskontakt og artisters fornemmelse for stemningen i rummet. Det er et mere utaknemmeligt rum, der sjældent accepterer indadvendte optræden. New York og X & Yde var indadvendte performances, og var derfor lette ofre for festgængeres korte attention span. For arrangørerne er det en kunst at kunne integrere formater som stille livekoncerter ind i, hvad der for størstedelen af publikum fortsat er et festrum, på en naturlig og organisk måde. For at det bedre kunne have lykkes, ville begge performances have haft bedre af en anden placering, i et mindre rum, eller med et mere ekspressivt production design, der kunne kompensere for den statiske og indadvendte sceneoptræden.
“Mykki Blanco fik samlet publikum med en, modsat de to foregående liveacts, meget udadvendt performance.”
Gud fader bevares
Mykki Blanco fremviste derimod stjernestatus og formåede at balancere mellem ekspressiv-fysisk performance en festivalscene værdigt med popbangers som ”Holidays in the Sun” og stemningsbevidst levering af hiphopnumre som ”Ketamine”, der drillende legede med rummets energi. Mykki Blanco fik samlet publikum med en, modsat de to foregående liveacts, meget udadvendt performance. Samspillet med dj og Unearth-arrangør Sgabe fungerede særligt godt og fik performancen til at veksle frit mellem vokalt nærvær og energiske klubrytmer.
Men så kom Gud. Det var et modigt valg at placere Gud, en kendt trap- og tranceproducer fra det svenske crew Drain Gang, efter et main act. Og ja, pointen er netop, at det ikke nødvendigvis er det rigtige valg at have et festligt og energisk indslag sent på natten, men for ikke at miste sit publikum til nattens udskejelser kræver det en præcis fornemmelse for stemninger, uanset genrevalg. Gud viste sig ikke at være den opgave voksen, og valget af ham føltes desværre mest som et valg af et hypet navn frem for talent.
Nogle gange lønner det sig med et sats, som da kollegaen Ecco2k til det fremragende Unearth 0.5 viste sig at levere et dynamisk og udfordrende dj-set. Guds repertoire bestod af tracks som Vangelis’ ”Rachels Theme” og shoegazede numre af Cocteau Twins og indlagde dermed et markant stemningsskift fra Mykki Blancos energiske og engagerede liveperformance. Jeg værdsætter uforudsigeligheden i et klubprogram, der ikke nødvendigvis bevæger sig lineært hen imod et hårdt, ekstatisk og/eller æstetisk udfordrende klimaks. Men Gud bød desværre ikke på nogle kunstneriske overraskelser, andet end nogle af de værste dj-tekniske skills jeg længe har oplevet.
“Variation, uforudsigelighed og kuratorisk mod er, hvad der adskiller det performative klubrum fra en almindelig dansefest.”
Kærkommen brud på former
Natten sluttede af med to klubbede dj-sets af Why Be og Gialligari. Why Be leverede et dj-set, der bevægede sig mere inden for traditionelle klub-genrekonventioner af techno, trance og house, med den koreansk-danske dj og producers velkendte tekniske overskud og fingerspitzgefühl for rytmik. Her bliver der spillet op til fest, ja, men med en symfonis narrative sammenhænge og et pulserende lydlandskab, der på en og samme tid tvinger ens krop i bevægelse og sætter ens tanker i himmelflugt. Gialligari maxede den afslutningsvist ud med referencetung basmusik i bedste moderne hypervokal og club edit-vis. Kreativ selection, men knap så poetisk opmærksomhed på helheden af settet. Kl. 05 er det vigtigste nok alligevel at bevare momentum i det tilbageværende publikum.
Variation, uforudsigelighed og kuratorisk mod er, hvad der adskiller det performative klubrum fra en almindelig dansefest. Det er i klubrummet, at velkendte kunstformer kan finde nyt liv, og det gør de i særdeleshed, når de optræder på måder, man ikke havde forventet. Unearth placerer sig i en kærkommen trend af arrangementstyper, der også inkluderer koncert-/eventserien Rewild, og som i stor stil blander genre og kunstformer. Rewilds format følger dog efterhånden den samme lidt forudsigelig form, hvor arrangementet altid starter med livekoncerter for at ende ud i klubbede, om end ofte også eksperimenterende, dj-sets. Unearth viser, at de har øje for klubrummets mange muligheder ved at turde lege med programlægning og at de acts, som de booker til deres arrangementer, er mere og andet end fire i gulvet techno-djs.
Til Unearth 0.8 blev der satset på en række undergrundsfænomener, der desværre ikke helt kunne leve op til deres hype – i hvert fald ikke i klubrummets rammer. Dele af liveperformancesne kunne måske være reddet af nogle produktionsmæssige tilpasninger, men de var nok mest af alt programmæssigt malplaceret. Tilbage står et arrangement, der nok lykkedes bedst, da det holdt sig inden for konventionelle nattelivsrammer og klubgenrer.
Når det er sagt, så er Unearth fortsat et interessant og kærkomment bud på en ny type klubarrangement i København, der går forrest med et stort internationalt udsyn og en bred repræsentation af artister og kunstneriske udtryk. De er med til at skubbe til grænserne for, hvad man som publikum kan forvente af københavns natteliv, og hvad man som arrangør kan forvente af sit publikum. For i det projekt, ligger der også en publikumsopdragelse, der viser, at man kan gå i byen på mange forskellige måder: at det lige såvel kan handle om en kulturel oplevelse, som det kan handle om at være fucked op og maxe den ud. Denne nye bølge af klubpromotere som Unearth, Rewild og ASSMR viser, at Danmark ikke behøver være en klubkulturel lilleputnation, og at der er plads til at tænke større og mere ambitiøst, når det kommer til Københavns kulturelle natteliv. Jeg følger i hvert fald opmærksomt med.
