Passive/Aggressive

An Gella – Når skønhed og brutalitet smelter sammen

Kritik November 2 2017 An Gella Press Pic 2

Af Emil Grarup

Det er svært at benægte Aske Zidores musikalske alsidighed. Den København-baserede producer, komponist og musiker har været involveret i et væld af projekter fra alle ender af spektret: Fra den for længst hedengange powerpop-kvintet Oh No Ono over soloprojektet Andrea Welz, psych-bandet Gooms, det eksperimenterende Hong Kong Ladyboys og til soundtrack-projektet Breaker of Horses med Jannis Makrigiannis fra Choir of Young Believers på vokal. Igangsat nu er soloprojektet An Gella. Zidore har med Villads Klint (Minais B, Khalil) grundlagt pladeselskabet Anyines og det er dette selskab, der nu er aktuelt med An Gellas fuldlængdedebut ved navn “Perma”, som udkommer i morgen d. 3 november.
Læs resten

Halfdan Pisket og “Den Usynlige By” – Tilgængelighedens politik

April 12 2017 albrecthsen-kirkegaard-high

Livereportage fra CPH:DOX af Nils Bloch-Sørensen

Den 22. marts, mens CPH:DOX-festivalen var i fuldt flor, havde jeg dobbeltbooket mig selv. Ved ni-tiden var planen, at jeg, sammen med resten af Københavns lydnørder, skulle indfinde mig i Imperials sal og opleve Peter Albrechtsen og Jacob Kirkegaards nye lydinstallation, ”Den Usynlige By”. Men i et anfald af festival-FOMO besluttede jeg mig for først at nå så meget, jeg kunne af Halfdan Piskets oplæsning på Vesterbro. Ud over angiveligt at have holdt nytår med Piskets lillesøster havde jeg kun et meget overfladisk kendskab til tegneserieforfatterens arbejde og var derfor ikke klar over, hvad der ventede mig, da jeg trådte ind i Absalonkirken. Læs resten

Thoughts on Fitting In – a conversation with Rabit and Why Be

Feature June 24 2016 rabit-announces-us-and-european-shows-posts-mix-body-image-1454192225

Written by Nicolai Vesterkær Krog

Though having a genre-defying approach to his artistry, Rabit – the moniker of Houston, Texas based Eric Burton – has often been mentioned in association with the (otherwise London-centric) grime genre, especially in its more “weightless” forms. Meanwhile, that simplification has long proven insufficient. Culminating with the debut album “Communion” and the preceding EP “Baptizm” (both released by Tri Angle), Burton showcased new sides of Rabit, weaving environmental noises and sound effects into his grime-approved sound palette. With a much more brutal dynamism than on previous outings (and contrasted with more delicate phases), both records cinematically merge grime, industrial, noise, jungle and ambient into a distinct sound. Both releases address his catholic upbringing and express to have found new strength in what he had previously been taught to consider weaknesses, displaying a more politicized (though never directly political) thematic occupation. Burton’s album also largely stepped away from club functionality, being a record that requires countless listens and the listener’s undivided attention to fully unfold. Læs resten

Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 30 2015 Assembler-Presspic

Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.

2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA

3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC

4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA

5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC

6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF

7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA

8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ Læs resten

Årets udgivelser og koncerter 2015 (musikernes lister)

Feature December 29 2015 damiendubrovnik

Årets bedste udgivelser, koncerter m.m. ifølge Andreas Bunin Trap-Jensen, Tobias Lee, Jonas Olesen, Emil Palme, Benjamin Krarup, Nicklas Sørensen. (Damien Dubrovnik foto af Jonas Bang)

 

Andreas Bunin Trap-Jensen, Reverie & Værket

UDGIVELSER
Vorum: “Current Mouth” (Sepulchral Voice) – Den mest ekstreme og aggressive metalplade, jeg længe har hørt.
Communions: “Communions EP” (Tough Love) – Rigtig gode sange, og pladen har en rigtig lækker og blød lyd.

KONCERTER
Sjostakovitjs 10. symfoni (Cph Phil), Radiohuset – Det var en fuldstændig fantastisk koncert. Både utrolig stort, flot, mørkt, aggressivt og til tider lidt humoristisk. Uden tvivl årets koncert.

No Hope for the Kids, Ungdomshuset – En af de første plader, jeg købte, da jeg var 11-12 år gammel, var No Hope for the Kids’ klassiske debut, så det var en virkelig god og meget nostalgisk oplevelse, da de spillede en fantastisk gendannelseskoncert til Ungdomshusets 7-års-fødselsdag.

Tjaikovskijs violinkoncert (Cph Phil), Radiohuset – En stor oplevelse at få lov til at se denne koncert, og solisten spillede fuldstændig utroligt. En koncert, jeg havde set meget frem til, og jeg blev absolut ikke skuffet.

Narcosatanicos, Rockmaskinen – Narcosatanicos er uden tvivl et af de mest interessante bands fra Danmark, og det var skønt at se dem spille denne helt igennem dejlige aften på Christiania.

Swans, Chaos Descends Festival, Crispendorf Ferienland – Første gang jeg så Swans, var det i Radiohuset i København. Denne gang var det i en lille østtysk by nær Tjekkiet omgivet af bjerge, vi havde vandret i tidligere på dagen. Utrolig god og meget lang koncert.

Slægt, Loppen – Udgivelsesfest for mine gode venner i Slægts første plade, siden de blev et fuldt band. Med denne koncert viste de, at de er et virkelig godt liveband.

Lust For Youth, Ungdomshuset – Af en eller anden grund havde jeg aldrig fået hørt LFY, men da de spillede til et meget sympatisk velgørenhedsarrangement i Ungdomshuset, fik jeg set dem for første gang. Resten af weekenden havde jeg “New Boys” på hjernen.

Iceage, Flux Festival, Aarhus – Jeg havde ikke set Iceage i tusind år, så det var dejligt at se dem igen. Det var sjovt at opleve dem spille et andet sted end i hjembyen, og man kunne mærke, at de var blevet et rigtigt turnerende band. Læs resten

Why Be (Tobias Lee) – Use your disillusion

Blog November 8 2015 whyBe_DM

Af Mikkel Arre – foto: Dennis Morton

Why Bes ”Snipestreet” er en af de bedste danske udgivelser, jeg har hørt i år. Men havde jeg lyttet til pladen uden at vide, at produceren bag EP’en hed Tobias Lee Christensen, ville jeg ikke have opdaget forbindelsen til Danmark. Dirrende et sted mellem en slags opløst grime, skævvreden techno og urovækkende sci-fi-soundscapes lyder ”Snipestreet” ikke som noget andet, der er kommet ud af Danmark i år. Uden at være spor efterabende trækker den dystre og hektiske EP snarere tråde til Berlin-baserede eksperimentaltechno-frontløbere som PAN Records og Janus-kollektivet (f.eks. Lotic og M.E.S.H.) samt til albumaktuelle Rabit, der da også har udgivet ”Snipestreet” på sit eget selskab.

”Snipestreet” er Why Bes første egentlige udgivelse, men Tobias Lee har allerede gjort sig bemærket længe. Hele vejen gennem dette årti har han dj’et flittigt i København (og Berlin, Torino, Cairo etc.), og allerede for fire år siden betegnede CPH:DOX ham som en del af ”et kuld af internetpersonligheder, der krydskontinentalt udveksler og samarbejder med andre ligesindede inden for alverdens genrer fra gade til mainstream.”

Det kan være svært at vide, hvorfor DOX slog på, at han var en internetpersonlighed (om end hans samarbejde med folk som Elysia Crampton og Total Freedom sikkert er blevet hjulpet på vej af nettet) – men noget af det befriende ved ”Snipestreet” er, at det ikke er musik om internettet.

Læs resten