Uvishedens kilde – Et farvel til synthesizer-designeren Don Buchla
Af Mads Kjeldgaard
På den amerikanske vestkyst havde udsagnsordet synthesize to forskellige betydninger i 1960’ernes modkultur. Man brugte ordet, når man selv eller nogen, man kendte, skulle lave LSD: synthesize LSD. Og man brugte ordet, når man skulle bøje, vride og forme elektricitet, så det blev til lyd: synthesize electronic sounds…
Begge dele foregik i universiteternes laboratorier (LSD blev først ulovligt i Californien i 1966), indtil ingeniøren Don Buchla skabte sammenhæng mellem bevidsthedsudvidelse og ingeniørkundskab med sine geniale instrumentdesign.
Efter 79 år med ét øje rettet mod rummet, ét mod elektriske kredsløb og sit tredje øje rettet mod fremtidens musik gik den myteomspundne Don Buchla i 2016 bort. For de uindviede kan det være svært at forklare, hvor enorm Buchlas indflydelse på moderne elektronisk musik er. Men her er et bud…
Donald “Don” Buchla (1937-2016) var født og opvokset i Californien og studerede fysik på Berkeley Universitet. I 1963 fik han en bestillingsopgave fra San Francisco Tape Music Centre (SFTMC), der lød på, at han skulle designe en synthesizer, der kunne bruges til live performance.
Idéen kom fra komponisterne Morton Subotnick og Ramon Sender, der på dette tidspunkt primært arbejdede med båndmusik – det var den eneste måde, man kunne få musik til at køre i loop på, indtil Buchla opfandt et alternativ: Sequenceren, som man i dag kender den fra især trommemaskiner. Samtidig var elektroniske instrumenter enorme og dyre, og som oftest noget, man kun kunne få adgang til på universiteter, hos radiostationer og i telefonselskabernes udviklingsafdelinger.
Buchla lærte at lave elektronik ved at bygge rumcomputere for NASA, når han engang imellem havde “brug for noget brød”, som han sagde. Hans tilgang til design var lige præcis så flippet og nytænkende, at komponisterne i SFTMC gav ham opgaven og det dertilhørende legat fra Rockefeller Foundation på 500$.
Resultatet var en række små moduler, der hver havde en særskilt opgave i skabelsen af syntetisk lyd. Små kredsløb, der hver for sig og til sammen manipulerede rå elektricitet, så det til sidst blev til lyd. Systemet stod klar i 1965 og kom straks i brug på Morton Subotnicks album “Silver Apples of the Moon” (1966).
Systemet blev en succes blandt vestkystens hippier og avantgarde. Det blev hurtigt myteomspundet og forbundet med modkulturens bevidsthedsudvidende eksperimenter, hvorfor man stadig i dag hører historier om Buchlas berygtede synthesizermodul med det ‘røde panel’, der var dyppet i LSD, så man trippede, mens man spillede på det. Og det var heller ikke for sjov, at Buchla var med på den amerikanske forfatter Ken Keseys kombinerede syretrip og bustur med The Merry Pranksters, som havde sit helt eget Buchla-system, da de turnerede USA for at dele LSD og bevidsthed ud til folket.
Men Buchla blev i mainstreamen overskygget af Robert Moog, der på den anden kyst udviklede sit eget system for synthesizer-moduler, som – både dengang og i dag – er det, de fleste mennesker forbinder med synthesizere: Moog byggede sine store kasser med moduler med et konventionelt klaver-agtigt tastatur i centrum. Dermed kunne musikeren spille musik inden for de vestlige tolvtoneskalaer. På tiden var det særligt det rædselsfulde, men enormt populære album “Switched-on Bach” (1968), der gjorde Moog-systemet verdensberømt, ligesom det ofte var det system, man så på scenen med hurtig-orgel-spillende progrockbands.
Men det er noget lort at være indskrænket til konventionelle tolvtoneskalaer, hvis man er bevidsthedsudvidet avantgardist, der forkaster alt, hvad denne ordning af frekvenser står for. Eller som Buchla udtrykte det i et interview med Red Bull inden sin død:
“The keyboard, at that time I was certainly interested in it and I had a piano background, but it spoke to me and it said these are pitches and you’d better use them as pitches. And I didn’t want to use them as pitches so I had to build alternative keyboards, simply because I didn’t want them to look like the very familiar black and white. So I think that just that psychological take on the keyboard was enough to turn me in another direction.”
Elektronisk musik var en ny form for musik, der muliggjorde nye lyde og nye måder at spille koncerter, og således opstod sondringen mellem east coast synthesis og west coast synthesis, som er begreber, man stadig bruger i dag. Formålet med elektronisk lyd var ikke en elektrisk simulation af cembalo og lignende instrumenter, men snarere at muliggøre uhørte lydoplevelser. Buchlas designfilosofi resonerede derfor med datidens avantgarde – ikke mindst med det berømte modul “Source of uncertainty”, Uvishedens kilde, der omdanner hvid støj til musikalske sekvenser.
Hvil i fred.
Don Buchla og Alessandro Cortini live:
