Vanligt Folk – Den svenske post-zeitgeist
Vanligt Folk “Hambo” (Kontra-Musik + Kess Kill, 2018) – anmeldelse af Sandra S. Borch
I et virvar mellem manipuleret vokal, skæve synths og et sted mellem post-punk, dub og body music bevæger den svenske trio Vanligt Folk sig ud over grænserne med politisk-ladet lyrik og en hjemmebrygget lyd med solid swung på trommemaskinen.
Albummet “Hambo” udkom sidste måned ved et svensk samarbejde mellem de to labels Kontra-Musik og Kess Kill. De indleder pressematerialet med at spørge: “What would have become of D.A.F. if they had signed to Trojan instead of Mute back in the day?” En indledning, der muligvis skaber flere spørgsmål end konkrete forestillinger om lyden på udgivelsen.
For at tage den nogenlunde fra begyndelsen, så står D.A.F. for Deutsch Amerikanische Freundschaft, og man kan ikke nævne Neue Deutsche Welle uden at tænke på den skrabede proto-elektroniske lyd, som D.A.F. sprængte højttalere med fra 1970’erne og frem. Det tyske band var signet på David Millers pladeselskab, Mute. Her fandt man også kunstnere som Depeche Mode, Nick Cave og Yazoo. Derudover var David Miller selv manden bag The Normal. Derved refererer første del af spørgsmålet orienterer sig mod lyden af post-punk, EBM og industrial, som i dag har fået sin renæssance via bl.a. Helena Hauffs DJ-sæt og Veronica Vasickas label, Minimal Wave.
Med det andet label, Trojan, refereres der til en mere dubbet lyd. Selskabet spillede en stor rolle i at udbrede dub, reggae og ska-orienteret lyd og har udgivet musik med alt fra britiske Robert ‘Dandy’ Thompson til jamaicanske Lee ‘Scratch’ Perry, Edward ‘Bunny’ Lee og Duke Reid.
Derved er det indledende spørgsmål en meget sigende beskrivelse af den lyd og æstetik, Vanligt Folk spiller op med. Bandet bevæger sig netop i sit helt eget territorium med genkendelige nik til dubbens tempo og samtidig klare referencer til en mere rå baskultur. Vanligt Folk fortsætter, hvor de selv tidligere slap sammen med svenske Ekobrottsmyndigheten og danske Leæther Strip, ved at trække tempoet ned og forvrænge og eksperimentere med udtrykket.
Nummeret “Hitlers Dreamboy/Och Flickor” trækker på dubbens tempo, og til tider minder vokalen mest om en fremmedgjort samtale og varierer fra lo-fi-pitch til primalskrig. Denne eksperimenterende tilgang til vokal går igen gennem hele pladen og har på mange måder referencer til det, man kan høre canadiske RAMZi gøre i sit virke.
“(O)Hambo” er uden tvivl albummets mest sanseorienterede hit med et fint EBM-twist. “TKO” er mere ligetil med en kontinuerlig rytme, der kører. Nummeret skulle efter sigende være produceret i GarageBand. Og udgivelsens sidste nummer, “O”, er albummets melodiøse perle med en patchwork-rytme af loopede samples.
Dette album er generelt mærkeligt, og det er netop det, som gør det så spændende. Det er fyldt med modsigelser, langsomt tempo og samtidig aggressive manipulationer og effekter, ligesom trioen blander traditionelle tekster fra svenske folkeviser med opråb til den ekstremistiske højrefløj i Sverige a la “Hunger är en mäktig omorganisator av moral.” Denne kombination gør albummet mere end interessant at lytte til.
Info: “Hambo” udkom september 2018 på Kontra-Musik + Kess Kill.
