Whistler – Rockmusik om syg politik og et farvand fuldt af håb (interview)
Af Mikkel Arre – foto: Christian Friedländer
Undervejs på københavnske Whistlers debutalbum bliver der sunget et spørgsmål, der indkapsler et af pladens grundtemaer: ”Hope’s a bust / love’s a must / how does it all add up?”
Det er der ikke nødvendigvis noget (opmuntrende) svar på, men det afskrækker ikke bandet fra at undersøge emnet fra forskellige vinkler: Hvordan holder man liv i håbet og forestillingerne om en anderledes verden? Og hvordan omsætter man ønskerne til reelle forandringer?
Albummet har titlen ”Blow Torch Social” – en anerkendende hilsen til ”de mennesker, der brænder igennem den metalliske, hårde socialitet”, som forsanger Louis Scherfig forklarer, ”og minder os om, at i en kold og kynisk verden er det radikalt, måske endda punk, at være varm og empatisk.”
Det vil måske være en stramning at hævde, at ”Blow Torch Social” i sig selv er en varm plade. Men bandets udtryk er i hvert fald åbent nok til sagtens at kunne kombinere traditionel rockinstrumentering med violin på flere af numrene, ligesom teksternes samfundsengagerede, indignerede indhold bæres frem af ligefremme, catchy melodier.
Debutalbummet kommer, blot et år efter at kvartetten fandt sammen. Tre af medlemmerne har en fortid i bands som Holm, Lower og Arakk, mens Louis Scherfig ikke har spillet musik siden gymnasietiden. Idéen om Whistler opstod i det atelier, som Scherfig delte med et af de andre medlemmer, Pynte.
”Vi gik ofte og sang og parodierede diverse musikalske udtryk. Pynte har lavet musik i mange år og foreslog, at vi lavede et band i stedet for at skabe os, hvilket jeg syntes lød som en glimrende idé, selvom jeg ikke anede, hvad det egentlig betød. Vi spurgte Anton, om han ville være med, det ville han gerne. Anton kendte Ditte og spurgte hende, og så mødtes vi alle en aften og snakkede om følelser, sexsygdomme og andre af universets pubertære elementer.”
P/A: Teksterne står helt klart i lydbilledet på pladen. Har I hele tiden vidst, at ordene skulle være så centrale?
Louis Scherfig: ”Det første halve år vidste vi ikke særlig meget om, hvad bandet skulle. Vi jammede os hårdt frem til de første numre, der endte med at være på demobåndet. Men efter vores første demoindspilning og koncert i januar blev virkeligheden meget tydeligere. Både i forhold til sange og sangteksterne. Jeg har skrevet fiktion i rigtig mange år, men jeg kæmpede længe med at forstå, hvordan de skills, jeg havde, kunne bruges til at skrive tekster til sange. Jeg havde en seriøs modstand mod at rime, fordi det virkede absurd, fremmed og banalt for mig. Det var først, da jeg gav slip og accepterede rim som et slags lyrisk grundvilkår, at der kom noget nogenlunde spændende frem. Derfra blev jeg ret besat af de poetiske og narrative muligheder, der kan opstå i en form med nogle mere eller mindre faste rammer.”
P/A: Teksterne omtaler flere gange eksplicit problemer og bekymringer (fx ”trouble ahead / and trouble behind / trouble everyday / trouble, please be mine”), tilsyneladende som et grundvilkår i tilværelsen. Er der mere at være bekymret over nu end for fem eller 10 år siden?
LS: ”For 10 år siden havde jeg personligt 0% forståelse for meget andet end tech house og Red Bull med vodka, og derfra ser alting desværre glimrende ud. Men der er ingen tvivl om, at fremtiden i dag er ekstremt volatil på rigtig mange parametre: socialt, kulturelt, racemæssigt, økologisk, klimatisk, etc. Samtidig er der også en fuld menu af muligheder for at modstå, undervise og aktivere kulturskift inden for disse parametre. Der er halvanden generation, som ikke giver en fuck for parnassets nedarvede, underuddannede misforståelser af problematikkerne.
Som sådan tror jeg måske, verden så værre ud for 10 år siden, men problemerne og løsningerne var måske ikke artikuleret på samme måde, fordi teknologierne ikke var modne til at understøtte de revolutioner, der foregår nu.”
P/A: Teksterne tager flere steder fat i menneskets tæmning/inddæmning af naturen (fx ”nature is what we got / from forcing the birds to sing” og ”what do we really care for / besides this silvicultural treason we enforce? / who made a snake of the ancient green?”). Hvad er det ved mødet mellem natur og kultur, der er så interessant?
LS: ”Natur er en underlig ting. Jeg tager den fuldstændig for givet, når jeg får adgang til den, selv i dens ekstreme form, men det efterfølgende minde om dens ekstremitet har en helt anden majestætisk plads i hukommelsen. Bjerget er pludselig det vigtigste nogensinde; noget, man savner og skammer sig over ikke at have forstået, da man stod på det. Det er en kontinuerlig konflikt mellem apati og stærkt savn. Måske er det bare rigtigt, når man siger, at naturen er menneskets følelsesmæssige ground zero, og byen er den fremmedgørende kolos.
Der er helt klart et element af natur/kultur-kritik i vores sange, der tapper ind i en ældgammel konflikt mellem menneske og bjerg, perception og repræsentation. Personligt er jeg ikke fan af romantik som et modus, men jeg trækker vejret for poesi og poetisk liv. Dermed ikke sagt, at romantik ikke kan opfattes poetisk og omvendt.
Men den natur, der omtales i vores sange, er mere den politiserede natur; den ødelagte, den koloniserede, den terraformede. Det føles måske også, som om selve den antropocæne diskurs har nået et punkt af mørk romantik; måske netop den kunstige, terraformende tilgang, der vil lave by som kunstig skov, er på tide.”
P/A: Hvad ligger der i det? Hvad vil det sige at lave by som kunstig skov?
LS: ”Jeg mener, at netop natur/kultur-dikotomien måske skal nedtones til fordel for en mere kunstig, symbiotisk og grøn tilgang til, hvordan man kan lave én verden uden at ødelægge en anden. Ved at transformere begge? Når kapitalisme er lig fri udnyttelse af alle og alt, og vesten ikke er så klar på at ditche dét trossystem, så det er vel oplagt at rewire den teknologi-udviklende del af kapitalismen til være grønnere. Lige nu er det, som om verden ødelægges og forsøges reddet parallelt med hinanden og med skiftende accelerationer.
Vi har lige haft fire-fem måneders stilhed, hvor mange blev enige om, at et seriøst kulturskift var på tide. Det skal blive spændende at se, om der var ægte bouillon i suppen, eller om der mere var tale om et kollektivt download af en mindfulness-app, der nu ligger og støver et sted på skærmen.”
P/A: I åbningsnummeret er der en passage, der lyder ”let’s subtitle these public confessions / they mean: take what you can, but we took it all”. Hvordan kommer den her oplevelse af at være blevet berøvet nogle muligheder til udtryk i din hverdag eller i dine omgivelser?
LS: ”Jeg kan personligt på intet punkt bilde mig selv ind at være berøvet noget andet end dét, mit eget kognitive underskud af og til stjæler af god stemning og serotonin. Men det er meget tydeligt, hvordan andre medlemmer af samfundet oplever at blive berøvet de mest basale grundvilkår for eksistens. Verset, du nævner, peger netop på, hvordan underteksterne til det politiske narrativ – de tiltag, der bliver besluttet eller arvet og opretholdt – fortæller om en virkelighed, der er længere væk fra noget socialt eller demokratisk, end Lyrens stjernebillede er fra Jorden.”
P/A: De sidste ord på pladen er ”dead hopes”. Hvilke forhåbninger er det, der er døde – og er der stadig nogen, der lever?
LS: ”Der er et helt farvand af håb, og det er mere i live, end samtlige digits på børsen kunne drømme om at være. Det håb, vi ønsker dødt, er det neoliberale håb: Håbet om, at selv social retfærdighed, lighed og bæredygtighed stille og roligt nok skal drysse ned fra kapitalismens tinder. Håbet om, at nogle andre reparerer situationen, fixer verden for os, at din nabo nok skal skifte batteri i brandalarmen i opgangen, at politikerne nok skal lukke asylfængslerne helt af sig selv. Den slags letargisk håbefuldhed skal aflives og erstattes af din research, din tid, din humanisme, din aktivisme, din stemme, dine følelser.”
P/A: Dette budskab kan udtrykkes på mange måder. Hvorfor er rocksange en god platform til at formidle det?
LS: ”Lyrik, pop og rock er helt klart ikke den ultimative platform til dette, men en kunstnerisk platform er stadig én stemme af mange. Jeg har lavet billedkunst i en del år nu og etableret en billedkunstnerisk måde at tænke på, på godt og ondt. Billedkunst leder ofte efter æstetiske og formelle yderligheder; det handler om at handle om noget på en krypteret, dyb og sensuel måde, hvilket der er store muligheder i, men det gør det samtidig svært at være direkte og møde virkeligheden mere head first, hvilket jeg føler, mange af os har brug for i dag. Jeg har lyst til, at en rocksang skal gøre dette.
Fra en position som erklæret noob er det måske nemt at tro, at alle sange skal handle om noget, der føles vigtigt. Men ligesom musik er noget, man føler med, er det også noget, man tænker med, både som skaber og lytter. Og der er mange ting, der skal tænkes over; mange vakuummer, der bliver piftet i verden, i mig selv og mine medmennesker. Vi er dog p.t. i gang med at skrive nye Whistler-sange og har besluttet, at de alle sammen skal være kærlighedssange – men selv en kærlighedssang må jo nødvendigvis i virkeligheden handle om f.eks. det ultimative mørke og verdens undergang.”
Info: ”Blow Torch Social” udkommer via Dead Coin og Part Time Records d. 20. august. Whistler spiller i Aarhus d. 10. september (RSVP) og i København d. 11. september (RSVP).
