Xenia Xamanek – At skabe plads til flertydighed gennem musikken
Interview af Alexander Julin Mortensen, billede af Sarah Fresco
Xenia Xamanek har tidligere udgivet eksperimenterende elektronisk musik som Equis, men debuterede under eget navn i 2018 med “Envase”, hvor de bl.a. inddrog sin afdøde bedstefars a capella-sang. På den måde trak de på “Envase” på sine familierødder og gjorde sin fortid til en integreret del af det musikalske univers. På sit nye album, “DELIRIO REAL”, trækker Xamanek ligeledes på sin fortid, men med et fokus på sin musikkulturelle baggrund. Stilistisk markerer “DELIRIO REAL” derfor også en radikal udvikling for Xamaneks musik, hvor de blandt meget andet trækker på reggaeton såvel som andre genrer, der spillede en stor rolle, da de boede i Honduras såvel som i barndomshjemmet i Danmark. Med sin eksperimenterende og genreblandende tilgang skaber Xamanek dog en musik, der modsætter sig alt for fastlåste kategoriseringer. Og netop dét er bestemt også Xamaneks hensigt, idet de ønsker at “insistere på det flertydige og lidt ‘forvirrende’ for på den måde at skabe mere plads for det”, som de selv formulerer det. Vi har interviewet Xamanek om, hvordan det mere præcist kommer til udtryk, og hvilke andre overvejelser de har gjort sig under arbejdet med “DELIRIO REAL”.
P/A: “DELIRIO REAL” er dit første album på UUMPHFF, som du ligeledes har været med til at stifte. I hvilken forstand passer “DELIRIO REAL” med de intentioner, der driver UUMPHFFS andre aktiviteter, såsom community radio?
XX: “UUMPHFF er startet i efteråret 2020 af Simin Stine Ramezanali og mig som en musikplatform for koncerter og nye møder omkring musik samt med intentionen om også at blive et label. Radioen er en gren, der er vokset ud her i år, startet af Azita Tadayoni og Sila, og den er vokset rigtig meget.
UUMPHFF er startet ud fra et savn og en drøm om et sted og et fællesskab omkring musik i København, som vi kunne føle os mere hjemme, sete og tilpasse i, både på og bag scenen/pulten samt som publikum. At skabe et miljø på egne præmisser som føles varmt og velkommende og hvor global majoritet musikere og musikelskere er i centrum. Hvor vi kan fejre hinanden, støtte hinandens praksisser, dele muligheder og erfaringer og skabe infrastruktur sammen. Nogle af intentionerne med UUMPHFF er bl.a. også at skabe forbindelser gennem musik på tværs af genrer, scener og baggrunde hvor der bliver skabt plads og platform til flertydighed, det ikke-konforme det afprøvende og det kaotiske, på en ansvarlig måde.
“DELIRIO REAL” manifesterer i en eller anden grad nogle af de intentioner, da det er et album der flyder ud over forskellige genrer og referencer. “DELIRIO REAL” er første album, vi udgiver som label. Det var et ret aktivt valg, at det skulle være en af vores egne udgivelser, som skulle være den første, da der er mange ting, vi er i gang med at lære, i forhold til hvordan man driver et label. Det gav mening at bruge vores eget til stille og roligt at bygge noget op. Vi har planer om at udgive meget mere musik i fremtiden. Der kommer f.eks. en compilation i januar og andre gode ting i løbet af 2022.”
P/A: Musikerne abji_hypersun, Varnable og Bobby Lebona medvirker på tre af albummets numre. Hvad bidrager de hver især med til din musik?
XX: “De bidrager alle med ild-vokaler. Og deres umiddelbare og effortless måder at lave og være i musik på, som jeg elsker. Jeg synes de er geniale musikere alle tre.
abji_hypersun er på “NEW SNAKE”. Jeg var ved at køre død i nummeret, og det begyndte at blive for seriøst at arbejde med. Så kom abji_hypersun og spyttede ild på det, og så var det fedt igen. Varnrable bidrager til “Disguised Smize”. Vi lavede sangen, hvor vi bare chillede og improviserede over beatet, jeg havde lavet. På den måde voksede der tekst og melodier ud. Varnrable er virkelig god til at lave sange på den måde, hvor det flyder ud helt naturligt. Bobby Lebona lavede en one take-vokal over nummeret “The Twenties”. Hun kom hjem til mig, da jeg lige havde lavet nummeret i et mærkeligt spiralhumør. Det var, som om hun forstod det fuldstændigt og sang direkte ind i det, og så gik det op. Vi har alle spillet impro sammen i det seneste år, bl.a. i vores lille blow group therapy, som er en lille slags musik-jam-fritidsklub. Det er, som om vi ved, hvordan vi skal kommunikere sammen i musik, hvilket er noget, jeg sætter virkelig stor pris på.”
P/A: Hvilken indvirkning havde pandemien på dine overvejelser i forbindelse med albummet? Forandrede pandemien noget ved den måde, du laver musik på?
XX: “Jeg havde planlagt at flytte til Honduras og Mexico, før pandemien udbrød. Jeg havde været der en del i årene op til pandemien. Det gjorde noget ved min musik, at jeg ikke kunne komme af sted. En længsel efter at connecte og samtidig affinde mig med at være i Danmark. Albummet er lavet i den splittelse.
Samtidig gjorde pandemien det tydeligt for mig, at lokale fællesskaber omkring musik er noget, jeg synes er vigtigt. Hvordan vi kan bruge musik sammen til at dele følelser med hinanden og passe på hinanden. Det betyder meget for mig, at musik kan være et sted, der er sjovt, helende og åbent og ikke for selvhøjtideligt, seriøst og defineret. At det er helende, betyder ikke, at det lyder behageligt – det kan være meget “ubehagelig” lyd og stadig være helende. Det handler mere om at give plads og give slip.”
P/A: Reggaeton går igen i flere af sangene på dit nye album. Hvad kan reggaeton som genre, som du synes er interessant at arbejde med?
XX: “Jeg elsker reggaeton, jeg elsker bachata, merengue, salsa, punta osv. Jeg er vokset op med den musik, som altid har været i gaderne, radioerne og alle vegne i Honduras. I Danmark har vi i mit barndomshjem altid både hørt cd’er med den musik og anden musik fra Mellem- og Sydamerika. Jeg synes, det er spændende at arbejde med selv, fordi det er noget af den musik, jeg elsker allermest, og det resonerer så meget med min krop. Der er også mange, der laver forskellige subgenrer af reggaeton og musik, der refererer til nogle af de genrer på en ny måde, som jeg elsker rigtig meget. F.eks. Tomasa del Real, Paul Marmota, Ms Nina og Rosa Pistola. Noget af det, som også kaldes Neoperreo, som vel kan kaldes en subgenre af reggaeton. Det er noget, jeg har lyttet virkelig meget til og har rigtig meget optur over. Hvor det er femme personer, der lægger linjen, og ikke machos, som reggaeton ellers har været ret domineret af. Det er efter min mening noget virkelig punk og queer musik, og der sker meget nyt hele tiden. Det kan være hot og sexy og give dig lyst til at danse og samtidig vildt underligt, nysgerrigt og skørt, og det elsker jeg.”
P/A: På “DELIRIO REAL” synger du på henholdsvis spansk og engelsk. Hvad har afgjort, hvorvidt du har villet synge en sang på det ene fremfor det andet sprog? Er der eksempelvis noget, det giver bedre mening at italesætte og synge om på spansk fremfor engelsk?
XX: “Jeg kan bedst lide at synge på spansk, og nogle tekster gav også bedst mening at skrive på spansk. Også i forhold til rytmerne og melodierne, da det tit giver bedst mening i forhold til mine idéer på spansk. Min farfars tekster er på spansk, så det giver mening at synge dem på spansk.”
P/A: Du har udtalt, at du på albummet giver udtryk for dine blandede følelser, hvad angår at have rødder i flere forskellige kulturer samt at føle tilhørsforhold til flere steder. Kan du uddybe, hvordan det kommer til udtryk sonisk såvel som lyrisk?
XX: “Det handler om at føle tilhørsforhold til flere steder og på samme tid ingen steder. At være fremmedgjort i det, som du også er en del af, og falde uden for simple kategoriseringer. Ikke kun i forhold til rødder, men på alle mulige områder af livet. Det er en konstant identitetskrise. Men det er samtidig også en helt fantastisk gave og styrke, som giver mange nuancer og dybder. Når jeg kan omfavne det, er det magisk. Nogle af teksterne handler om nogle af de ting. “Riqueza” er for eksempel en kærlighedssang om savn, knuste hjerter og forelskelser både i forhold til steder og mennesker. Titlen manifesterer at se det som en rigdom at have kontraster og splittelser i sig, som hvis man var vandet, der løber imellem eller sit eget sted. De ting kommer til udtryk sonisk, ved at musikken er genreflydende og svær at kategorisere. Den hører ikke til noget bestemt sted, og den er for mig sit eget sted. Jeg prøver nok ofte med min musik at insistere på det flertydige og lidt ’forvirrende’ for på den måde at skabe mere plads for det.“
Info: “DELIRIO REAL” udkom på UUUMPHFF i november.
