Ydegirl og RIP Swirl – sammenklippet inderlighed

Ydegirl, RIP Swirl – “Emo Regulation” (In Real Life Music, 2025) – anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche
Hvordan laver man inderlig poprock i 2025, uden at det bliver fladt eller klichéfuldt? Det spørgsmål hænger som en usynlig overskrift over Emo Regulation, debut-EP’en fra Ydegirl og RIP Swirl. To kunstnere, der på papiret kunne ligne modsætninger: danske Ydegirl (Andrea Novél) er kendt for sin detajlerige R&B med kammermusikalske dekorationer, mens tyske RIP Swirl (Luka Seifert), har bevæget sig i en tåget zone mellem ambient techno, shoegaze og dekonstrueret clubmusik. På Emo Regulation er de i en fælles søgen efter et udtryk, der trækker på poprockens umiddelbarhed – uden at give køb på det, de hver især er rundet af.
Vi ankommer med tyngdefornemmelse i en drømmelignende døs. ”Clayboy” – åbningsnummeret på EP’en – indledes med et utildækket trommebeat. Men frem for at lyde sprødt og fremdriftigt er det som undervandshjerteslag. Trommelydene er nedsænket i en grumset rumklang og samtidig overkomprimeret på en så anspændt måde, at det føles, som om de forgæves anstrenger sig for at bryde fri af det indeklemte miljø, de er fanget i. Lydbilledet forskydes mærkværdigt, idet den øvrige instrumentering støder til: De henslængte trommerytmer svæver i ét akustisk domæne, da knastørre guitarfigurer og luftige vokaler dukker op i et andet. Resultatet er en gådefuld dobbelteksponering, hvor adskilte klangflader sameksisterer uden at føje sig for hinanden og derved skaber en resonant indbyrdes spænding.
Fragmenteringen af lydrummet er et gennemgående træk ved Emo Regulation og bliver en ekspressiv gestus i sig selv. Det er ikke et udtryk for manglende evne til at skabe sammenhæng i mixet, men tydeligvis en bevidst æstetisk strategi, hvor akustiske og følelsesmæssige teksturer modstilles. Og det bliver nøglen til at overskride poprockens genreklichéer, idet musikken nægter at læne sig tilbage i én glat, homogen overflade. I stedet dyrkes det porøse og modsætningsfyldte: et væv af emotionelle foldninger, hvor ømhed og afstand, tæthed og tomrum eksisterer side om side – som om du lytter med på nogens indre monolog eller har flere radiokanaler kørende på én gang.
Sårbarhed uden sentimentalitet
Det er påfaldende, at der næsten ingen referencer er til den isnende R&B og barokpop, som Ydegirl er kendt for. Produktionen på Emo Regulation er hverken pæn eller ryddelig. Alle numrene (på nær ”Spirals On My Tongue”) er grovkornede og guitardrevne. Vokalerne er afdæmpede og indfinder sig i et næsten samtaleagtigt register med et kærkomment fravær af melodiske akrobatspring. Fravalget af performativ staffage virker hverken defensivt eller som udtryk for underskud, men derimod som et vidnesbyrd om en kunstnerisk afklarethed, der tør lade materialet stå uforstærket frem og netop derved vinder i tyngde.
Men Emo Regulation er andet og mere end nedtonet. Duoen skejer også ud, når øjeblikket kalder på det. Her er hovedeksemplet EP’ens afslutningsnummer, ”TMN”, som i sin sidste tredjedel væltes af energiske støjudbrud fra forvrængede guitarer. Ikke arenarockpolerede, men grynede og rå.
Et andet element, der taler direkte ind i en rocktradition, er sangteksterne, der kredser om intimitet og omfavner et ufiltreret portræt af begær og længsel, af hudsult og tosomhed. Omkvæd som “Touch me now,” (“TMN”) og “Let’s Make Out” signalerer kropslig umiddelbarhed og følelsesmæssig blottelse, men gør det – i kraft af den selvsikkert forsigtige vokalpræstation – med en ambivalens, der betyder, at det undgår at blive oversentimentalt. Tværtimod toner det rent som inderlighed: en sjælden bedrift i en tid, hvor det er blevet næsten umuligt at være oprigtig uden at virke ironisk.
Sameksistens uden forløsning
Den collage-agtige stoflighed, der præger Emo Regulation, trækker oplagt på rockmusikkens modstand mod forfinelse og glathed, mod det helstøbte og stillestående. Men mest af alt giver Ydegirl og RIP Swirls tilgang klare associationer til den amerikanske cellist og komponist Arthur Russell, som af mange anses som en musikalsk pioner med hans genreomfavnende eksperimenter.
“Det føles nærliggende at høre Emo Regulation i kontekst af de æstetiske værdier og stilistiske greb, som Russell stod for.”
Russell forenede alt fra skævvredet disko og singer-songwriter-pop til minimalistisk kompositionsmusik og gav også plads til det fragmentariske i sine værker. Det føles nærliggende at høre Emo Regulation i kontekst af de æstetiske værdier og stilistiske greb, som Russell stod for. EP’en udmærker sig netop i at sammenstille musikalske udtryk, der fra et konservativt synspunkt synes uforenelige. Ydegirl og RIP Swirl lader de enkelte elementer bevare deres materielle og følelsesmæssige egenværdi uden at skulle underordne sig en samlet formmæssig orden.
Eksempelvis bliver en lille bid af Ydegirls vokal maskinelt gentaget som et rytmisk motiv i omkvædet i ”Quizzical”. Et greb, der åbenlyst er lånt fra klubmusikken, men på trods af den tydeligt heftige digitale bearbejdning, føles det hverken kunstigt eller forstyrrende. Noget tilsvarende gør sig gældende i trommebreaket på nummeret ”TMN” – det (som nævnt) mest fuldtonede rockøjeblik på EP’en – hvor sample-lignende gentagelser er klippet ind mellem slagtøjsanslagene. Også her føles den digitale manipulation som et friktionselement, der passer ind netop ved ikke at forsøge at passe ind.
De digital cut-up-værktøjer bliver brugt til at forstærke oplevelsen af rumlig dissonans, hvor ujævne overlap, splinter og synlige sømmer træder i forgrunden frem for enhver stræben efter ensartethed. Idéen om, at de forskellige instrumenter bør balanceres i et (simuleret) delt akustisk rum, hvor rumklang, EQ og panorering bruges til at konstruere en samlet lydverden, afvises. Musikken nægter at forløses i en samlet helhed. Ydegirl og RIP Swirl insisterer på ikke at udglatte musikkens indre spændinger – i stedet har de modet til at holde dem i live.