Yngel – Rundrejse og guitarhack i Indonesien
Yngel “Indonesia” (Insula & Abstract Tits, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Yngel er sådan et herligt eksempel på, at verden er blevet mindre i positiv forstand. Man kan nærmest tale om udvekslingsstuderende. Indonesiske Senyawa var på Sejerø festival i 2013, og ad den vej mødte Emil Palme og Taus Bregnhøj, der udgør Yngel, dele af den eksperimenterende musikscene i Indonesien og besluttede at tage derover.
Det er der kommet et nyt album ud af, “Indonesia”, og selvom det er udgivet under deres navn, beskriver de det selv som en kompilation, der præsenterer forskellige eksperimenterende musikere fra det centrale Java. De spiller selv på alle numrene, men numrene er i høj grad også påvirket af hvem, de spiller sammen med. Så der er ret stor forskel på “A4”, hvor Kiat Istiqimah spiller et tema på bambusfløjte over susende båndstøj og atonal, dekonstrueret guitarklimpren, og “B1”, hvor Palme og Bregnehøj lader HMMM kaste dem ud i hvad, der først lyder som et råt, primalt rockbeat, men som eroderer lynhurtigt og kollapser i et kaos af feedback.
Hele projektet minder om Embryo’s Reises suveræne album “Recordings from Afghanistan, Pakistan and India”, hvor bandet købte tre ramponerede busser og kørte dem fra Tyskland til de tre nævnte lande med koner, børn og gear. De spillede også med lokale musikere, men hvor Embryo maksimerede med deres teknisk dygtige fusionsrock, så minimerer Yngel ved kun at spille med få musikere. Desuden er de ikke eklektiske, men i langt højere grad heuristiske, afsøgende og afprøvende af musikken og instrumenternes muligheder.
I et interview med The Lake om udgivelsen af den nye plade taler Emil Palme og Taus Bregnehøj om at hacke guitaren akustisk. Enten bevæger guitarmønstrene sig i cirkler eller også hakker og springer guitaranslagene, så man skulle tro, det var glemte demo-optagelser med Captain Beefheart.
Alle optagelserne lyder rå og ufærdige, hvilket afspejler ånden i kulturudvekslingen. Optaget på stedet med det udstyr, der var til rådighed. Musikken er flygtig, og optagelsen er et ekko af mødet mellem musikerne. Nogle ekkoer er lidt utydelige, men der er uden tvivl mange fascinerende øjeblikke på “Indonesia”. Især fordi mange af eksperimenterne tager udgangspunkt i den lokale folkemusik, og selv om det bestemt ikke er alle numre, der har stærke bånd til gamelan, så står alskens umulig percussion tit som en central del af numrene.
Musikken lader sig ikke definere, hvilket også afspejler sig i numrenes titler. De hedder bare A1, A2 osv. efter hvilket nummer, de er på hvilken side af båndet. Titler har det med at pege, de lægger straks betydning i et nummer, også selvom det er på et sprog, man ikke forstår. Her peger titlerne kun på, at båndet indeholder forskellig numre lavet af forskellige musikere, og dermed kommer afsøgningen af musikkens muligheder i centrum.
“Indonesia” udkom på kassettebånd i marts måned på Insula Jazz & Abstract Tits.
