Young Flowers vs. Spids Nøgenhat – og den danske rockhistories syreregn
Af Søren Jakobsen – dette indlæg er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter.
I aften optræder de danske psychpionérer Young Flowers sammen med både de danske arvinge fra Spids Nøgenhat (billedet) og vel nok også den næste generation, Elevatorfører, på Amager Bio i forbindelse med CPH:PIX-festivalen.
Syreregnen præsenteres blandt andet under prædikatet dansk guldalder-rock, hvilket Spids Nøgenhats frontmand, Lorenzo Woodrose, også netop introducerede et cover af Young Flowers’ ”Oppe I Træet” som på sidste års Roskilde Festival. En dunkel, frådende og frem for alt utroligt autentisk lydende psychkoncert, der for alvor slog fast, at noget gærer for fuld knald i den danske undergrund lige nu. Noget, der sagtens kan argumenteres for, startede med hovednavnet på aftenen, Young Flowers.
*Om ikke andet kan det understøttes af, at min research blandt andet fandt frem til en udførlig hjemmevideo om produktionen og anvendelsen af en træbong, med netop dem som soundtrack. Fagfolk vælger deres soundtrack med omhu.
Young Flowers – Wake Up This Morning
Blomsterpistolen
Originalbesætningen af Young Flowers, der dannedes i 1967, bestod i første korte omgang af guitaristen Jens Dahl, bassist og sanger Peter Ingemann og den nu desværre afdøde trommeslager Ken Gudman. I den konstellation nåede gruppen at udgive en enkelt single, “Like Birds / City of Friends”, inden Jens Dahl, på en vel noget tidstypisk vis, forlod gruppen på grund af dårlige nerver og blev erstattet af 20-årige Peer Frost.
Frost havde indtil da været wunderkind i Les Rivals, der med Peter Belli i front havde revet de indledende rødder op af mulden i DK. Da selvsamme Belli imidlertidigt lidt for offentligt luftede sin begejstring for at suge på de smøger, der nu bærer hans navn, røg han videre i spjældet, og Les Rivals røg i grøften, hvilket dermed kom Young Flowers til gode.
Gruppens egentlige gennembrud, og det, de nok huskes bedst for i eftertiden, er nemlig Frosts’ debut som medlem, konceptpladen “Blomsterpistolen”. Et spraglet og til tider poetisk udknaldet album med en blanding af dansk og engelsksprogede tekster, der blev udgivet som soundtrack til Thomas Windings mildest talt progressive tv-serie af samme navn. Grundingredienserne er blandt andet aliens med blomstergøbber, hjemmelavede ufolyde, halvdårlige/ringe accenter og et enkelt, virkeligt smukt, Bob Dylan-cover.
Det er derfor også en virkeligt mærkelig plade. Derudover er det en total fornøjelse at høre et dansk band blære sig på den måde. Især Peer Frost står ud som en elegant og innovativ guitarist, der på sin helt egen facon går i fodsporene på de samtidige Jimi Hendrix og Eric Clapton, der på det tidspunkt var den ene hjørnesten i Cream. Af samme årsag er det ikke så svært at fange ekkoet af Cream i Frosts herlige og konsekvente brug af wah-, ekko- og andre pedaler, og det smitter af på hele bandet, der trækker store veksler på englændernes tjaldtunge bluespsych og Blue Cheers stakkatovildskab.
I løbet af en relativt kort (1967-70) karriere, fik Young Flowers, med et pænt udvalg af prominente gæster, plantet frøene (undskyld) til en dansk afart af syrerocken, der ikke bare afspejlede den amerikanske tilsvarende i forholdet 1:1, men tillige havde klunkerne til at svejse de arketypiske, psykedeliske virkemidler sammen med stenerblues, (i nogle tilfælde) dansk lyrik og et udknaldet billedsprog.
Hippiens evige ambivalens
I kølvandet og i samtiden skulle der dukke mastodonter i den danske musikbiografi op som Savage Rose, Alrune Rod og Furekåben, men man kan sagtens argumentere for, at det hele startede her.
Intentionen kompenserer de få steder, hvor tingene går i selvsving, og man kan høre, at nogen er ude på noget. Noget blæst. Der blæser noget med sig. Young Flowers’ enkelte bestanddele kan i det hele taget påstås – nok uden at pisse i for mange nælder – at have været en del af mere eller mindre hele den danske psychscene fra start til en slutning, der heldigvis ikke er forekommet endnu.
Bands som Røde Mor, Savage Rose, Skousen/Ingemann, Musikpatruljen, No Name, Culpeper’s Orchard og mange flere, har alle, på en eller anden måde, haft glæde af Peter Ingemann (Skousen & Ingemann, Musikpatruljen, Røde Mor), Ken Gudman (Savage Rose), Peer Frost (Savage Rose, Midnight Sun), Jens Dahl mm. Og med undtagelse af salig Gudman har de holdt sig aktive indtil i dag.
Peter Ingemann har dog også brugt en del af de mellemliggende år på at udøve sit meget lidt psykedeliske virke som revisor, så herfra er der en del spænding over, hvad man kan forvente af koncerten i Amager Bio. Men det er uomgængeligt et spændende stykke dansk rockhistorie, man kan få lejlighed til at opleve.
For at slutte med begyndelsen, er Spids Nøgenhats livecover af ”Oppe I Træet” et fint eksempel på denne hippiens evige ambivalens, der ligger i nummeret. Hvor originalen har en noget lettere karakter (“Blomsterpistolen” var tiltænkt børn og unge), er Hattens cover en brutal og dæmonisk affære, der i langt højere grad gør Young Flowers’ vision om syretrippet til en af afgrundsdyb rædsel. Det bliver det ikke dårligere af.
For yderligere research kan man med fordel prøve at lytte til nyere bands som f.eks. On Trial, Causa Sui, Double Space, Troldmand og de andre konstellationer af Spids Nøgenhat, heraf især Dragontears.
Spids Nøgenhat – Oppe I Træet (Young Flowers cover)
