Zoumer – Grønne gener og bidende sommerfugle
Zoumer – “Green World” (The Big Oil Recording Company, 2024) – anmeldelse af Martin Funder, foto af Alva Le Febvre
Zoumers debutalbum Green World er et marcherende kampkald, en genetisk resonans, der med slimede, baggy beats og uregerlige synthflader former en verden, hvor håbet er det vigtigste våben mod uretfærdigheder. Det er et album, der sætter forbundetheden i førersædet og ræser direkte ind i sandstormen.
Zoumer, hvis borgernavn er Yasmina Derradj, har med Green World skabt en verden, der er mere end blot en flue i Spotifys net. Navnet Zoumer er forbundet med, og inspireret af, den algeriske frihedskæmper Lalla Fatma N’Soumer, der i 1800-tallet gjorde oprør mod den franske kolonimagt. I Green Worlds grønne sump af gekkoer og bidende sommerfugle vækkes glemte algeriske navne til live. Oprøret, forbundetheden og håbet er altså de takter, som Green World spiller efter.
For mig blev det også tydeligt med den tilhørende udstilling, som man p.t. kan opleve i Politikens Forhal, at Green World er meget mere end ‘bare’ et album. Her kan man lytte til albummet og se en række værker, der var med til at iscenesætte albummet. Værkerne består blandt andet af graffiti malet på plastik og rå collager. De Er med til at afspejle, hvordan Green World ikke er en verden, hvor alt er kalkuleret, men et sted hvor det er okay at være usikker og eksperimenterende. Albummet har altså en fysisk flade, som skaber relationer til musikken, der ikke var mulige, hvis udgivelsen havde været udelukkende digital.
Albummets 10 numre er formet af simple beats, der driver de drømmende synths og effekt-svøbte vokaler frem. Numrene er taktfaste, marcherende og fængende, og deres mange lag vælter ofte ind og ud af hinanden, hvilket bryder med den meget laptop-baserede produktion. Motorcyklen kører ekstra stærkt på nummeret DZR., og dets nærmest militante rytmer bliver løftet af et dejligt dovent guitarriff, spillet af Best Boy aka. Johan Hoffmann, der også har mixet albummet. Nummeret er nok albummets hårdeste, hvilket også afspejles i teksten: “Bite like a butterfly, sting like a hyena” – Zoumers grønne verden er ikke bange for at bide fra sig.
Selvom symbolikken løber som grøn slim ned af væggene, bliver den aldrig insisterende.
Nummeret Djurdjura N’Soumer svæver afsted over et sekventielt og percussion-drevet beat og vækker Lalla Fatma N’Soumer til live, i Zoumers egen moderne mytologi. Djurdjura trækker på flere betydninger. Det er både en algerisk 70’er gruppe som spillede traditionel Berbisk folkemusik og sang om kvinders kamp for frihed, og en bjergkæde i Algeriet. Nummeret forbinder således en tredelt symbolik, der spænder over befrielseskamp i 1800 tallet, til kvindekamp i 1970’erne, og Djur Djura bjergenes stolte tavshed. De mange æteriske synthflader og vrælende guitarer skaber samtidig et drømmende rum, som er svært at slippe igen, og derfor er nummeret også albummets stærkeste.
Green World er et album, der er spækket med symbolik. Men albummets to instrumentale numre, Intro og Green Gecko Swamp / Darbuka, fungerer som flader, hvor det grønne kan gro uforstyrret af det symbolske tekstunivers. Selvom symbolikken løber som grøn slim ned af væggene, bliver den aldrig insisterende. Vokalen er sjældent manifesterende, hvilket gør, at det grønne univers kan fungere som både et hybridt inspiratorium og som hjælp til at holde tempoet oppe på en kedelig cykeltur. To af albummets mere stille numre, Chimera (butterfly) og Elemental Gods (Demo), står ud som underspillede stjerner, der skinner med et særegent lys. Måske er det fordi de med deres særligt rodede kvalitet formår at skabe en kontrast til sandstormene og motorcyklerne. De rummer en uregerlig og umiddelbar kontrast, som de mere vilde numre måske kunne have haft gavn af at afspejle. Green World har en klar eksperimenterende ånd. Den indeholder en verden, hvor det er okay at være ny og at være grøn. Men eksperimentet får aldrig helt lov til at gå galt. Numre som DZR., Djurdjura N’Soumer og How Far, er numre som man både kan køre stærkt og danse til. Men de mangler måske et sjat af en kaotisk umiddelbarhed, som tillader at albummets eksperimenterende ånd udvisker grænsen mellem at danse og at vælte.
Forbindelserne til fortiden giver håb i en verden, hvor nye katastrofer lurer om hvert hjørne.
Med Green World har Yasmina Derradj begået et solidt debutalbum, der tilmed kommer indpakket i et kærkomment stort univers, som er en fornøjelse at træde ind i. Det føles fuldendt og skaber samtidig en nysgerrighed over for de glemte dele af vores fortid. Sangene kredser om en flygtig resonans med en fælles kamp mod uretfærdighed, og når Zoumer forbinder lange grønne tråde på tværs af tid og algeriske gener, er det som at marchere drømmende over selv de stejleste bjerge.
Forbindelserne til fortiden giver håb i en verden, hvor nye katastrofer lurer om hvert hjørne. I Green World er det okay at være usikker, at være grøn. Det vigtigste er at huske håbet og at køre stærkt nok.
Info: “Green World” er udkommet på The Big Oil Recording Company. Udstillingen af samme navn kan ses i Politikens Forhal til og med den 6. april.
