Musketer Festival 2014 set gennem en A-B-C og kunsten at tælle til 200
Af Simon Christensen
I denne uge finder et aldeles ukueligt og filantropisk projekt sted i København, når impro-orgiet over dem alle, Musketer Festival, byder til tre dages uorganiseret situation. I år er der inviteret en række større internationale navne, og oven i det har cirka 180 danske musikere meldt deres ankomst til arrangementet, der er startet som et ideologisk projekt og til stadighed hylder musik som kunstform – selv om det har været op ad bakke at søge støtte hos tilskudsgivere.
Det hele er iscenesat af Kresten Osgood og Jazz Club Loco i samarbejde med musketererne, det vil sige alle de medvirkende musikere og arrangører. Hvis man ikke skal komme for at opleve et fritænkende arrangement og et supermangfoldigt felt af ca. 180 danske musikere – Goodiepal, Thomas Eiler, Boujeloud, Lars Skinnebach, Anja Jacobsen, Peter Ingemann og både gamle og nuværende konservatorierektorer som Peter Danstrup og Henrik Sveidahl er der! – så skal man komme for at opleve den japanske sanger Can-sanger Damo Suzuki, trommeslager Famadou Don Moye fra Art Ensemble of Chicago, trommeslager Jeremy Copper, bassist Alex Blake samt den tyske fløjtenist og Sun Ra-filosof Hartmut Geerken, som har udgivet og til stadighed udgiver nogle ret vilde ting på Qbico og Sagittarius A-Star.
A) Hvordan vil du beskrive Musketer Festival for mennesker, der ikke har oplevet det før – hvad kommer der præcist til at ske?
Jakob Drong (JD), Jazz Club Loco: “Musketer er et helt atypisk musikalsk spektakel med en koncertform, der adskiller sig fra det vante. Almindeligvis har man som koncertgænger en nogenlunde klar forventning om, hvad der er i vente. Til Musketer Festival har du godt nok en liste over de optrædende, men du har ingen anelse om, hvad de forskellige navne vil optræde med, eller hvornår de går på scenen. Festivalen udspiller sig som en lang række musikalske ’situationer’ initieret af Kresten Osgood og hans trio Hvad Er Klokken med Jesper Løvdal og Thomas Vang. Ved tidligere års musketerseancer har Kresten ansporet forskellige nye konstellationer (hvem husker ikke Luther Thomas / Ole Fessor Duo?), men i lige så mange tilfælde er der ingen forudgående strukturering af de forskellige bidrag. Festivalen er en hyldest til ny musik i alle dens former på tværs af genreskel og generationer. Frembragt i fællesskab uden ’noget for noget’. Det er præmissen. Som tilhører gælder det dertil om at være udholdende for at få den fulde musketeroplevelse. En festivalaften kan snildt vare op mod 8 timer med 30-40 forskellige bidrag.
I år tilføres festivalen ydermere en række internationale heavy weights ud i musikalsk særegenhed. Fra Tyskland kommer Damo Suzuki, den tidligere vokalist i Can, og multiinstrumentalisten Hartmut Geerken. Der er Senyawa fra Java med deres blanding af traditionel javanesisk musik, tonstung metal og animalvokal. Fra USA kommer Jerome Cooper, stiftende medlem af The Revolutionary Ensemble og opfinder af ‘multidirectional drumming’, Cooper-Moore (fra Digital Primitives – en personlig favorit) med sin selvbyggede ’diddley-bo’, trommeslageren fra Art Ensemble of Chicago, Famadou Don Moye, percussionisten Adam Rudolph, som vi kender bl.a. fra hans årelange samarbejde med Yusef Lateef, den fænomenale trompetist Herb Robertson samt den voldsomt originale bassist Alex Blake, der debuterede i Sun Ra Arkestra som 15-årig.”
B) Det virker lidt uoverskueligt med 180+ musikere både økonomisk og afviklermæssigt, hvad er udfordringen her?
JD: “Alle kommer ikke på samme dag, heldigvis, men det overstiger bestemt, hvad jeg ellers har haft gang i sådan omfangsmæssigt. Det skal nu nok gå. Der er ukuelige kræfter involveret i det praktiske, folk som har prøvet lidt af hvert – på fx skibet Stubnitz. Og den gode Martin Røen bliver en vigtig koordinerende kraft, som han har været det ved en tidligere lejlighed til Musketer. Huset er også på og hjælper til på alle mulige måder. Økonomisk har det været en smule op ad bakke. Et halvvejs utopisk projekt som Musketer harmonerer dårligt med diverse puljers meget konkrete og målbare opdrag. Festivalen har jo heller ikke sin egen organisation med cvr-nr., årshjul og den slags, men eksisterer kun i kraft af at være et fælles con amore-projekt for en håndfuld forrykte aktører. Så et par deadlines er nok røget på den konto. Faldet ned mellem stolene simpelthen. I sidste ende er det dog lykkedes igen, bl.a. med hjælp fra en bedstemor. Det er ganske vist.”
C) Hvad er det ideologiske projekt bag Musketer, og hvordan blev det startet?
JD: “Den første Musketer blev afholdt i 2005. Initiativtageren var Kresten Osgood, som kontaktede Loco og spurgte, om vi ville være med. Der blev forfattet et manifest, en form for musikalsk svar på den højreorienterede kulturkamp, som buldrede derudaf på daværende tidspunkt – med kanon og performativ styring. Noget af det lød sådan her:
Vi spiller for retten til kunstnerisk frihed, retten til ikke at passe ind, retten til at være os selv, retten til at stå for noget større og retten til ikke at blive forstået. Mest af alt handler dette om musikkens kraft. Vi musikalske musketerer ved godt, at det er hundrede gange stærkere at stille sig op og spille end at brokke sig eller diskutere. Vi vil synge og spille på livet løs. Ikke i protest, men i kærlighedens navn. Et budskab der transcenderer genrer, karrierer og alder.
Tanken var til at begynde med at lave en slags musketerfond, der i bedste Cirkus Himmelblå-stil skulle akkumulere midler til trængte musikere og etablere happenings.
Det første år var ganske specielt. Jeg husker, at entrépersonalet på et tidspunkt spontant forlod deres post for at høre Allan Mortensen levere “Voldsom Volvo” – og da vi så kort tid efter kom tilbage, var byttepenge, kamera og andre personlige ting blevet nolet. Måske et tegn fra oven? I hvert fald er der endnu ikke blevet leveret et overskud. Musketer Festival er noget, vi giver til hinanden.”
Info: Musketer Festival finder sted den 12.-14. juni i Huset-KBH. Entréen er 120 kroner per dag, 300 kroner partout. I alt 36 timers musik. (RSVP)
