Knud Romer – “Avantgarde mig i røven”
Tale til DMA Jazz 7. november af Knud Romer & Horse Orchestra – Foto af Paw Ager
Guten Abend, meine Damen und Herren. Og tillykke med priserne!
Hvis der ikke er nogen andre, som giver jer dem, kan I jo altid give dem til hinanden og jer selv. Husk nu, at der er nogle omkostninger forbundet med sådan nogle priser, og det er, at I skal anerkende dem, der uddeler dem.
Hvor får de magten fra til at uddele priser? Det skal jeg fortælle jer. De har lige fået den af jer, fordi I har taget imod dem. De har kastreret jer. I har givet dem magten. Nu er den ikke jeres egen mere. Og den største fare med sådan en pris er, at I skal henleve resten af jeres dage med at spille fedterøvsjazz.
Men på den anden side, så gør det måske ikke så meget. For er der overhovedet længere nogen, der lytter til jazz? Ud over et par midaldrende mænd i fadølslage og nogle forvirrede hipstere, der er faret vild i deres livsstilshelvede.
Der er ingen, der gider at høre på jer. I kan selv se, I har besøg af P8. Der er P1, P2, P3, P4, P5, P6, P7 … og så er der P8. Vi har besøg af regional-tv, jeres sendeflade er lige nøjagtig en tak bedre end tekst-tv.
Men måske gør det ikke så meget. Hvor længe er det ikke siden, at jazz var en del af en progressiv bevægelse, hvor den var fornyende, hvor den var udfordrende, hvor den angreb magten? Hvor den brød med autoriteterne – i musikken, i samfundet. Hvor man i stedet for bare at spille, så satte man noget på spil?
Hvad skete der? Jo, 60’erne skete, og så løb det hele ud i sandet, og så var det slut! Hvad skete der? Vi blev spist af rock’n’roll. Og hvad er der tilbage nu, I er blevet til kuratorer, administratorer, de evigt samme standardnumre, ikke? Hold nu kæft, hver gang jeg ser en mand sidde og vippe med sin fod og nikke med sit hoved med rødvin i hånden og klappe af endnu en obligatsolo, jeg får kvalme! Jeg får lyst til at slå ham! Så hold dog op med de soloer. Hold op med at klappe efter soloerne [publikum klapper].
Hvad er der så ellers? Så er der avantga-aaarden. Avantgarde mig i røven. Normbrud og overskridelse er blevet til en genre – og lige så meget kliché som mønstergentagelse og tradition. Om man spiller en rigtig tone eller en forkert tone. Om man spiller så forkert, at det må være avantgarde – det er ikke andet end en genremarkør.
Jo grimmere det er, desto bedre er det. Når det hele er blevet til støj og kun er blevet til blærerøvssoloer for andre musikere, så er det blevet til støj – for mange toner, for lidt mening – og så er der ikke nogen forskel på avantgarden og amatører. Der er fyldt med amatører! Forstærkede amatører, der lirer en enkelt tone af med pedal: “Jeg har øvet mig på elektrisk cello, men normalt er jeg sanger. Det er meget midt i mellem. Jeg arbejder meget med titler og processioner.” Det er sort. Det er nonsens! Og ingen gider høre på det.
Så hvad er der tilbage? Nogle få af jer er blevet entreprenante og spiller proforma-jazz som lydtapet for Kongehuset. Andre henslæber deres talte dage med at spille pausejazz for Novo Nordisk, når de har konference i Middelfart Kongrescenter.
Så må vi ikke glemme, at der findes nogen, som ikke er her i dag. Dem, som ikke får nogen priser – men tværtimod betaler prisen. Dem, som sætter alt på spil og aldrig får noget tilbage. Dem, som ved, at hvis regnskabet ikke går i rødt, så lyver man! Hvis man går i sort og selv vil have noget ud af det, er man en løgner. Der skal være større omkostninger, end man tjener ved det her, kære venner. Ellers får I fedterøvsprisen.
Og hvordan er deres tilværelse? De spiller på døren, og der kommer ingen! De giver og river deres indvolde ud for ingen mennesker. Og de tjener ingen penge. De aner ikke, hvor huslejen kommer fra til næste måned. Ingen barsel, ingen feriepenge, ingen pension. Hvis de er ægte, ægte jazzmusikere, så drikker de sig ovenikøbet ihjel af angst.
Så her er prisen: Mindeprisen, til alle dem der ikke her i dag, de eneste rigtige musikere. Musikerne i mørket.