Atlantics – Kærlighed i kapitalismens slagskygge
Af Viktor Retoft, redaktør på Balthazar – tidsskrift for filmkritik.
Da jeg oprindeligt så Mati Diops “Atlantics” var noget af det første, der slog mig, filmens soundtrack. Filmen begynder realistisk, næsten dokumentarisk, med en afbildning af senegalesiske konstruktionsarbejdere, der klager over manglende lønudbetaling. Da soundtracket første gang optræder, skabes der et auditivt kontrapunkt til denne – ved første øjekast – realistiske, visuelle fremstilling af hårdt, fysisk og uretfærdigt arbejde i udkanten af Senegals hovedstad, Dakar. Underlægningsmusikkens synthflader og repetitive melodier har en distinkt kosmisk karakter og antyder dermed fra begyndelsen et overnaturligt lag til denne fortælling; et lag, som først senere i filmen kommer mere eksplicit til udtryk på billedside og handlingsplan.
Det er producer Fatima al Qadiri, som har komponeret underlægningsmusikken til den fransk-senegalesiske instruktør Mati Diops spillefilmsdebut. Filmen havde premiere i hovedkonkurrencen på Cannes Film Festival sidste år, og Diop blev dermed den første sorte kvinde til at deltage i festivalens hovedkonkurrence. “Atlantics” endte med at vinde festivalens næststørste pris, Juryens Grand Prix.
Qadiri selv er født i Senegal af kuwaitiske forældre. Hun blev født i Senegal, eftersom hendes far på daværende tidspunkt var udsendt som diplomat i Dakar, hvor han boede med hendes mor, kunstneren Thuraya al-Baqsami. Derved må dét at komponere soundtracket til en senegalesisk film have været et drømmejob for Qadiri: Mindet om en film kan antage samme status som tidlige, svage erindringer eller som en drøm. Set gennem denne prisme kunne man sige, at Qadiris arbejde med musikken til “Atlantics” er resultatet af en forarbejdelse af minderne fra hendes første spæde år i Senegal, og at musikken af denne grund har karakter af det drømmende, æteriske.
Det er nok af samme grund, at Mati Diop i interviews har fortalt, at det kun var Fatima al Qadiri, hun havde i tankerne som komponist til filmens soundtrack. Qadiri har bl.a. forklaret til magasinet Film Comment, at hun og Diop deler mange af de samme grunderfaringer, og at deres samarbejde derfor næsten kunne tænkes som forudbestemt.
På et kompositorisk plan adskiller soundtracket sig en del fra Qadiris tidligere musikprojekter. Rent tematisk kredser “Atlantics” dog om flere af de samme emner, som hun selv tidligere har beskæftiget sig med i sin musikalske praksis. Qadiris diskografi tæller adskillige konceptalbums: militærikonografi- og fetichisme udlægges på “Desert Strike” (2012), orientalisme og appropriation på “Asiatisch” (2014) og politivold i USA på “Brute” (2016).
Jeg tænker, at filmmusik er konceptmusik. En anden person dikterer fortællingen, karaktererne, miljøet og stemningen for én. Der er kort sagt allerede fastlagt en ramme, hvorfra musikeren så må udfolde sig kreativt. Som nyslået filmkomponist indskriver Qadiri sig også i en substantiel samtidstendens, hvor prominente eksperimentalmusikere skriver filmmusik.
Man kan bl.a. nævne Broadcasts soundtrack til “Berberian Sound Studio” (2012) eller Colin Stetsons heftige soundtrack til gyserfilmen “Hereditary” (2017). Et andet eksempel, som især er værd at fremhæve, er Daniel Lopatins (alias Oneohtrix Point Never) samarbejde med Safdie-brødrene på deres to film “Good Time” (2017) og “Uncut Gems” (2019). Især i “Good Time” antager Lopatins toner en næsten materiel karakter i filmen, da de inciterende gennemtrænger hver en scene: Ligesom Robert Pattinsons hovedkarakter, Constantine, er tilstedeværende i næsten hvert skud, er Lopatin det ligeledes på lydsiden.
På samme måde – dog mere stilfærdigt og underfundigt – kan Qadiris underlægningsmusik til “Atlantics” siges at materialisere sig i filmens visuelle væv. Dette mere end et klassisk soundtrack ville gøre, eftersom denne type underlægningsmusik ofte blot eksisterer med henblik på at forstærke både filmens følelsesimpulser og handlingernes effekter på seeren – eller som ledemotiver til at manipulere og henlede seerens opmærksomhed.
“Atlantics” legemliggør den marginalisering af arbejderen og flygtningen, som finder sted i den tid, vi lever i; en periode, man kunne kalde postkapitalismens tidsalder. Den viser det spektrale ved kapitalens evindelige cirkulation – hvordan denne er atomiseret ud i hele verden – og demonstrerer samtidig, hvordan det 21. århundredes nøgne liv per excellence, flygtningen, følger den samme uanseelige bevægelse. Filmen viser det liv, som er gjort ikke-menneskeligt, den evindelige genkomst af flygtningens spøgelse i samfundslegemet. Den udstiller kapitalens slagskygge.
Dette er ikke nødvendigvis et nyt tema i filmregi. Diop trækker på især portugisiske Pedro Costas urbane beskrivelser af de kapverdiske immigranter i Portugal, men også Claire Denis’ filmkunst genkaldes, når man ser “Atlantics”. Denis’ film kredser ofte tematisk omkring forholdet mellem den ekskluderede og den inkluderede, hvilket ofte formidles igennem et poetisk filmsprog, der dog igen gennemtrænges af en uhyggelig stemning: I nogle af hendes mest kendte film benytter hun sig endda af troper fra genrefilmstyper som vampyrfilmen, noir-filmen eller sci-fi-dramaet med henblik på at understrege det uhyggelige ved marginaliseringen og ekskluderingen. Skelsættende ved Diops tilgang er til gengæld den ømhed, hvormed hun skildrer disse triste skæbners tilværelser i kapitalismens randområder.
Hvordan komponerer man så underlægningsmusikken til en sådan film? Selvfølgelig stræber man efter en stemning af horror (filmens genrebetegnelse kunne måske være “Postcapitalist Horror”?). Qadiri fremmaner en stemning af både uhygge og ømhed gennem brug af både luftige og tunge synths, som glimrende supplerer filmens spøgelsestema. Soundtracket består hovedsageligt af forskellige gentagende melodiske mønstre og lag af synth; en stil, der kunne betegnes som avantgardistisk John Carpenter. Det er dog dette simultane moment af ømhed og uhygge, kærlighed og kapitalisme, håb og død, der gør det særegent.
To temaer går igen på soundtracket. Det første er “Souleiman’s Theme”. Dette tema består af flere lag af luftig synth og et instrument, som kunne være en kora, hvis repetitive klimpren lyder som et loop, og derudover en dyb, basagtig synth, som minder om lyden af et tågehorn.
Det andet er “Qasida” – i de tre versioner “Nightmare”, “Sunset Fever 1” og “Sunset Fever 2”. Qasida er det arabiske ord for ode. Her skyller wavy synthakkorder ind over lytteren, og en melodi, der vækker en stemning af mystik, føles som svedperler ned af ryggen. Forskellen på de tre versioner er Qadiris brug af effekter. “Nightmare” er distorted, på “Sunset Fever 1” leger hun med dubbede ekkoeffekter, mens “Sunset Fever 2” gør brug af nogle mere trance-agtige virkemidler. De tre versioner af temaet markerer tre forskellige momenter i filmens narrativ, og især dette tema er medfortæller i filmens overnaturlige univers.
Soundtrackets mest voldsomme nummer er “Yelwa Procession”, som består af lag af isklare synths, der skærer ind over hinanden i en både frygtindgydende og smuk blanding, og som samtidig akkompagneres lyden af kvinder, der synger og klapper – en lydrest fra filmens bryllupsscene. Nummeret er den nok bedste gengivelse af den følelse, der rammer én, når man ser en flodbølge nærme sig i horisonten, som nogen synthesizer ville kunne frembringe.
De mange ansigter og stemninger, som det dybblå hav indeholder, synes at have været Qadiris røde tråd, da hun komponerede musikken, og ligesom det Atlanterhav, som portrætteres i filmen, så emmer Qadiris soundtrack både af håb og håbløshed, ømhed og vold. Også uafhængigt af filmen fremstår det som et eminent ambientalbum, på trods af at instruktør og dens soundtrack-komponist deler så mange fælles erfaringer.
Info: “Atlantics”, eller “Atlantiques” på fransk, er den fransk-senegalesiske instruktør Mati Diops spillefilmsdebut, som havde premiere 16. maj 2019 i forbindelse med Cannes Film Festival. Den blev vist én gang i biografen under CPH:PIX WEEKEND (d. 20. November 2019). Den kan nu ses på Netflix. Soundtracket udkom d. 15 november 2019 via Milan Records.
PS. Hvis du er interesseret i at vide mere om selve filmen, kan Lars Skovgaard Laursens fyldige artikel “Atlantens smukkeste monster” hos filmmagasinet Skuelyst varmt anbefales. I øvrigt skal det anføres, helt apropos, at musikmagasinet The Wire i deres martsudgave har sat Stetson, Qadiri og Lopatin i stævne for at tale om soundtrackets svære kunst.
