Minais B – Det melankolske, det kaotiske og det håbefulde
Minais B “Quiet Bloom” (Anyines, 2020) – anmeldelse af Ida Faaborg
Under navnet Minais B udgiver den københavnske komponist, Villads Klint, i dag sit andet fuldlængde album med titlen Quiet Bloom. Ligesom hans konceptuelle debutalbum, Deep Care fra 2017, udkommer denne nye udgivelse også på musikplatformen Anyines, som Klint er medstifter af i samarbejde med Aske Zidore (An Gella). Siden debuten og den efterfølgende Minais B-udgivelse As The River At Its Source, har Klint bl.a. medvirket på forskellige compilations fra Kulør, Posh Isolation og Petrola 80, ligesom han har samarbejdet med komponister som Astrid Sonne og Xenia Xamanak. Derudover er han også en del af den eksperimentelle avant-pop trio KhalilH2OP, sammen med Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Simon Formann (Yen Towers).
På Quiet Bloom udforsker og bearbejder Klint sorgen, der opstod efter at have mistet en nær ven. For at lindre det knuste hjerte fordybede han sig i åndelig musik, ritualer og ceremonier, hvilket tydeligt sætter sit præg på udgivelsen, hvor det åndelige og eksperimenterende bliver kombineret ved en sammenvævning af synthesizere og orgelmusik. Gennem udgivelsens otte numre gives der plads til mange forskellige stemninger, hvor skift i tempi og lydlige elementer gør det muligt at komprimere flere modsatrettede følelser i ét enkelt nummer. Fra det sørgmodige, det kaotiske og hektiske til det opløftende og ekstatiske. Konstant omskifteligt, ligesom følelser i sorgen kan være.
På det første nummer “Where we meet”, finder man en af albummets mere opløftende passager, som er mere konstant i stemning og form. Nummeret kan betegnes som en arpeggio, hvor en række toner dynamisk og elegant følger hinanden. Af og til er der nogle toner, der legende stikker ud og bryder med den faste melodi, ligesom der også sommetider dukker en elektrisk og skinger synth op, som skaber en følelse af disharmoni. Tonerne bliver efter lidt tid også ledsaget af en organisk og atmosfærisk lydflade, der lyder helt menneskelig, og som halvt inde i nummeret overtager hele lydbilledet og spalter sig som et kor af toner, indtil melodien vender tilbage med en endnu mere intensiveret og medrivende kraft. Dette mere konstante lydlige udtryk finder man også på “Spirit of Miiyo”, som også er en arpeggio, hvor en intens og hakkende melodi gentages, indtil tonerne nærmest snubler over sig selv.
“Where we meet” bliver efterfulgt af den intense og smukke “Weaver”, hvor Klint på elegant vis virkelig formår, gennem en fintfølende sans for sammensætning af forskellige lydlige elementer, at få frembragt forskellige stemninger. Nummeret indledes med en let og søgende melodi, der kunne virke som en langsom vals. Men som nummeret skrider frem, bliver nogle af tonerne tungere og stiger i lydniveau, hvilket sætter sig i kroppen, som et varsel om at noget er ved at ændres. Med ét skifter stemningen gennem sitrende og vibrerende lydflader, der breder sig ud i lydbilledet, og efter noget tid erstattes de af en hektisk og skinger synth, der stiger mere og mere i intensitet, hvilket frembringer en angstfuld og kaotisk stemning. Til slut lader Klint kaosset transformeres til noget opløftende og nærmest åndeligt gennem de storslåede og altomsluttende toner fra et kirkeorgel.
Både i “Ceremony” og “Little Sun” bliver orgel og syntheziser også flettet sammen. Begge numre emmer af smukke og klangfulde kompositioner på virtuelle hammondorgler. Men hvor “Ceremony” er dirrende og syntetisk i sit udtryk, så har orgelet i “Little Sun” derimod en mere organisk klang, der minder om et strengeinstrument. Et godt stykke inde i begge numre bliver det elektriske orgel akkompagneret af synthesizeren, hvilket tilsætter noget dynamisk og svævende til de sørgmodige og elegante melodier.
På albummet finder man også to kortere sekvenser, “Intermezzo 1” og “Intermezzo 2”, hvor Klint lader kirkeorglet ånde med elektronikken. Denne sammensmeltning af det analoge og det digitale skaber nogle statiske lydbilleder, der fremstår som et slags pusterum fra de resterende og mere følelsesfulde numre. Samtidig forekommer disse små sekvenser, gennem deres udtryk og placering, også som et symbol på en overgang fra et stadie til et andet. På “Intermezzo 2” bliver orglet akkompagneret af en lydflade, der lyder som en række strygere, hvilket også dukker op i starten af det efterfølgende afslutningsnummer “Magnolia”. Dette nummer er en både spirende og rørende lytteoplevelse, som formår at indkapsle både det melankolske, det ekstatiske, og det håbefulde, gennem sammensætningen af atmosfæriske lydflader og forskellige smukke og medrivende melodier.
Med “Quiet Bloom” har Klint skabt en formfuld, kompleks og poetisk udgivelse, hvor han – igennem en nænsom sammenvævning af det analoge og det digitale, det dynamiske og det statiske, det kaotiske og det sørgmodige – fører lytteren gennem sorgens mange facetter, så det går lige i hjertet. For ligesom hvert enkelt nummer på elegant vis omfavner og skaber plads til forskellige følelser, står hele albummet også som en zigzaggende og åbensindet rejse gennem sorgprocessen. En rejse, hvor sorgen bliver transformeret til noget nyt og smukt. Det er en udgivelse, der sitrer, overrasker og overvælder, og som kalder på at blive lyttet til igen og igen.
Info: “Quiet Bloom” udkom d. 24. april på det københavnske pladeselskab Anyines.
