Mads Emil Nielsen – organisk grid-musik for krop og sted

Mads Emil Nielsen, “Black Box 3” (arbitrary, 2022) – anmeldelse af Claus Haxholm

Mads Emil Nielsen er en dansk komponist, der har markeret sig i dansk elektronisk musik med udgivelser, hvor han ofte arbejder med perkussive elementer og mere ambient materiale. I de sidste ca. 8 år har han udgivet musik på forskellige labels, heriblandt på hans eget label arbitrary.

Nogle gange går det godt, andre gange mindre godt, når der samles materiale fra forskellige sammenhænge, som så sættes sammen til et nyt samlet udtryk. Det fragmentariske kan nemlig både være en fordel og en ulempe: Eksempelvis kan man på visse måder som lytter stå i næsten samme lyttende position som komponisten, hvilket jeg mener er en meget positiv evne ved musikken, mens udtrykket til gengæld også kan virke ufokuseret og rodløst.

Det handler vel lige så meget om hvilken tilgang man har som lytter. På Black Box 3 har Mads Emil Nielsen samlet lyd fra installationer, musik til danse-performances og radio-værker. Her er dog tale om en meget organisk sammenhæng, der er malet i et tonesprog, som kunne lægge sig op af en skandinavisk Morandi. Morandi har tendens til at vælge et afdæmpet farve-sprog i sit arbejde, og det samme kan man sige om Mads Emil Nielsens musik.

Jeg husker mest Mads Emil fra hans udgivelse Percussion Loops, som lå og sejlede lidt mellem at være stram og fri i sin tilgang til det manipulerede loop. Det duftede næsten lidt af den lengendariske freejazz trommeslager (og meget andet!) Sven Åke Johansson, og dennes karismatiske spillestil. På Black Box 3 er der mere “frit” arbejde med flotte detaljer og god sans for rumlig dybde. Jeg skriver “frit” fordi selvom Mads Emil her har arbejdet med fast tempo og mere “simple” rytmiske strukturer er pointen i mine øre at der er arbejdet mere med forhold med krop, sted og klang, eller måske en mere materiale-orienteret tilgang. Det er en fornøjelse at høre denne udforskning af taktilitet og nærvær, selvom selvom den måske ikke var en hovedpointe fra kunstnerens side.

På hele pladen er der en god balance mellem de perkussive elementer og det optagede materiale, som også taler ind i det mere frie arbejde med lyd som materiale. Med Percussion Loop 7’eren havde jeg en fornemmelse af, at det skulle nå at blive til genkendelig musik med struktur og tydelig dynamik før det “gjaldt” – hvilket i mine øre nok var det svage led i musikken.

Det er til gengæld forfriskende, at der er mere plads til ren lyd og indlevelse her, specielt i de længere numre. “Untitled (Wind)” fanger mig allerede ved nummerets begyndelse, og går sådan set også over i en flot meget syntetisk og klar langstrakt synthflade. Men jeg har en fornemmelse af, at synthfladen kommer ind af en specifik årsag på netop det tidspunkt, selvom jeg ikke kan vurdere hvordan. Det føles som om, jeg mangler en ret vigtig brik.

På B-siden er der en flot sammensvejsning med skovlyde i “Installation – 1” som flettes ind i “Untitled (Branches)” – jeg går ud fra, de to kompositioner kommer fra helt forskellige steder, men her står de som to brødre, der lige har været ude og lege.

Det føromtalte rumklangskick fra det sidste nummer, “Climbing Plants” vokser også ind, i hvad jeg tænker som albummets kerne, da de tre numre “Climbing Plants”, “Installation – 1” og “Untitled (Branches)” kunne opfattes som ét stort værk. Sidstnævnte arbejder også med et enkelt melodisk motiv, der fungerer rigtig godt som et lille stykke sødt oven på en god kop grøn te. Ingen slinger der, og her virker den syntetiske synthflade også mere balanceret i forhold til det, der er blevet bygget op over de sidste ca. 20-22 minutter igennem de tre kompositioner. 

Der hersker en god synergi mellem de tre kompositioner, men måske kan man gå så vidt som til at sige, at de endda hænger sammen? Igen savner jeg en kontekst at opleve musikken ud fra, som påvirker min lytning: Hvis man ikke kender sammenhængen, opstår der en fare for, at det jeg lytter til ‘bare’ bliver musik, selvom man ved (fordi musikken har været i forbindelse med en del andre mennesker og deres projekter), at det har været igennem en del tanke- og samtale-maskineri. Hverken presseteksten eller titlerne giver vildt meget at arbejde med. Igen; det er jo en helt fair strategi, som også gør, at de her meget forskellige kompositioner kan hænge sammen i den ellers fine sorte box.

Vi slutter af i det klart mest musikalske hjørne (man ser næsten et par mørkklædte kroppe bevæge sig svajende her) – en pudsig kombination af Markus Pop i Waders og Chris Watson i hvid skjorte og laptop (uden nogen form for naturinteresse). Musikalsk i den forstand at kompositionen har en meget klar rytme og struktur og nærmest ‘track’ fornemmelse. Glitch-lyde der er formet til rytmisk substans og naturlyde, der danner kontrast.

Men skiftet fra en mere ren lydlig tilgang til musikalsk kommer egentlig ret fint, som et vindue der åbnes, inden man skal hjem fra skærgårdsferien. Og det er egentlig en af styrkerne ved udgivelsen, nemlig at den kan give plads til meget forskellige typer kompositioner uden at virke usammenhængende.Til gengæld er den manglende kontekst for musikken et tveægget svær. Til tider kunne jeg som sagt ønske mig mere at lytte ud fra (hvorfor tilføjes lige netop. dét ellement dér?), som ville have gjort musikken endnu mere interessant at høre. På den anden side sidder jeg så tilbage med en masse skønne spørgsmål til Mads Emils arbejde, nu nysgerrigheden om flere af kompositionerne på “Black Box 3” stadig er intakte.

Info: “Black Box 3” udkom via arbitrary 9. December, 2022.