Ragnhild May & Kristoffer Raasted – Musikalske proteser og institutionskritik
Ragnhild May & Kristoffer Raasted, “Institutional Critique for Kindergarten” (Polychrome, 2023) – anmeldelse af Claus Haxholm
Ragnhild May og Kristoffer Raasted er begge billed- og lydkunstnere og har dannet musikalsk par over en del år, hvor de bl.a. har turneret i Japan med værket “Portable Organs” for orgel og stemme. May har dog ofte også arbejdet med fløjter i hendes musik, i en sådan grad at de i en vis kunstnerisk forstand også kunne siges at have protetiske kvaliteter. Jeg siger det som en halv-garven instrumentalist, hvor jeg i mine fræsende guitardage havde perioder, hvor guitaren netop virkede som en forlængelse af min krop. Afstanden mellem sind og strenge var så kort, at det var sådan, jeg tænkte det, og på den måde når man kender et “instrument” (det kan jo være mange ting i vores tid), kan det vitterligt føles som, at man går i symbiose med det.
Raasted har arbejdet med mange slags lydgivere, alt fra congas til printerpatroner, blyanter og meget andet, men mest at alt i det perkussive område. På “Institutional Critique for Kindergarten” spiller han trommer – som i trommesæt – og gør det rigtig godt. Han er virkelig god til at holde sig til en givent mønsterrytme, altså en ikke (synderligt) ekspressiv spillestil. Det kommer jeg ind på lige om lidt.
I sin ‘u-ekspressive’ stil danner Raasted en rytmisk forståelsesramme for de polyrytmer, som Ragnhild Mays program faciliterer
Ragnhild May har nemlig komponeret et computerprogram, som hun med udgangspunkt i improviserer ved hjælp af en MIDI-controller som interface. Det er jo på sin vis spændende, når man tænker i protesen, som måske var tiltænkt som en form for nødvendigt onde/erstatning i sin tid, men i vores tid er kommet til et stadie, hvor protesterne i visse tilfælde gør os hurtigere eller til mere komplekse (rent fysisk) mennesker, som med Oscar Pistorius eller Stephen Hawkins. Og så sidder den stakkels Raasted og skal spille op mod sådan en maskine. Hvad gør man? Hvordan lægger man sin musikalsk strategi? Jeg synes den strategi, der primært er valgt, fungerer virkelig godt: I sin ‘u-ekspressive’ stil danner Raasted en rytmisk forståelsesramme for de polyrytmer, som Ragnhild Mays program faciliterer (som, i det mindste i tanken, nok skal forstås som mimede den en kropsdel).
Jeg synes, enkeltheden i May og Råsteds greb gør, at man kan lytte til pladen på flere måder. Dels som en slags dokumentation eller registrering af aktørernes gøren og laden alla hvad der kendetegner den kunstneriske tilgang i fluxus-bevægelsen, der bragte hverdagen ind som et ligeværdigt klangligt spil. Et eksempel kunne være Dieter Rot, der optog en køretur med sin søn Bjørn og så udgiver det som plade, ligesom han også optog alt fra morgenbadet til kaffedrikningen, telefonsamtalerne, frokosten og oplæsning af de bøger, der ligger på bordet, og udgav det i stor stil (men kun i ultra limiterede kunst-oplag – SUK!). Musikken kan dog også lyttes til på en anden måde, nemlig som en slags mere eller mindre minimalistisk, lettere hypnotiserende musik, der sådan set ikke har brug for den omkringliggende (eller iboende) konceptuelle strukturering.
De to måder, man kan tilgå pladen, komplimenterer hinanden rigtig godt, og jeg er desuden meget fascineret af den måde, Raasted periodevist stopper med at spille på i løbet af pladen, et sted mellem et laissez faire gab og elegant zen præcision. Engang når der skal skrives en monografi om Raasted, så skal der nok tilegnes et helt kapitel om, hvordan han formår at gøre ophold (danne pauser/luft /stopper med at spille) på en så (for mig) fuldstændig vild måde. Mays programmering har jeg lidt sværere ved at påtale. Det er udmærket sat op, rytmerne er forførende og danner en god helhed, men da jeg ikke ved, hvordan de er programmeret, synes jeg, det er lidt svært at tale om det. Det er holdt i nogenlunde stramt bånd og går aldrig sådan helt Ligiti/Nancarrow-amok – hvis arbejde Mays programmering ellers kan ses i umiddelbar forlængelse af – hvilket fungerer rigtig godt.
Så kommer titlen “Institutional Critique for Kindergarten” – og jeg må indrømme, at koblingen mellem protesetanken og børnehaven har jeg lidt svært ved lige at fange. For ikke at sige den institutionelle kritik. Jeg ved ikke, om det er kritik af børnehaven som institution igennem denne musik, om det bare er mere generel institutionskritik af børnehaven eller om det ligesom er igennem børnehavens milde blå øjne at ‘kunstmusikken’ som institution bliver kritiseret? Eller noget helt fjerde eller et sted imellem de tre ovennævnte.
Det hårde programmatiske polyrytmiske fløjtespille må i så fald ske i en type børnehave, jeg ikke er helt sikker på, jeg vil have mine egne børn i.
I presseteksten bliver der henledt til blokfløjten som et pædagogisk instrument, og på den måde taler det til selve blokfløjterne, som May bruger i sin musik, og børnehaven – i en vis forstand sammen – men jeg blev vist forblændet af protesetanken og dens muligheder for at tilgå værket. For når det er sagt, synes jeg, det er spændende at børnehaven og pædagogikken bliver bragt ind i musikken. Et andet aspekt af det er, at det er et spændende område at udforske, og der er jo masser af musikere der spiller på skoler rundt om i landet – og tak for det – men hvor der måske ikke bliver stillet så meget spørgsmål ved, hvad det er for en institution, man spiller ind i.
Det kommer lidt mere i spil på udgivelsen her, men i mine øjne primært gennem titlen og presseteksten. Det hårde programmatiske polyrytmiske fløjtespille må i så fald ske i en type børnehave, jeg ikke er helt sikker på, jeg vil have mine egne børn i. I en meget åben kunstnerisk facon bliver der altså stillet spørgsmålstegn ved, hvad der sker, når musikalske proteser og menneske-maskiner kommer i børnehave, og hvordan vi danner en sund pædagogik for de små musikalske værk-poder der, i rette tid, kan blive en af del vores samfund.
Info: “Institutional Critique for Kindergarten” udkom på Polychrome d. 15. maj.
Redaktørens note, 2. juni 2023: Det fremgik i en tidligere version af anmeldelsen, at duoen har været på tour i Japan med et værk for fløjte. Værket var dog for orgel og stemme. Ligeledes er det blevet rettet, således at det fremgår korrekt, at May bruger computerprogrammet til selv at improvisere med – det er således ikke computerprogrammet, der selv spiller.
