Strafbar – Den næste bølge af sydfynsk modkultur
Interview og fotos af Jon Albjerg Ravnholt. Den venstreorienterede, alternative kultur har en årtier lang historie på Sydfyn. Her kunne hippierne i 1960’erne leve billigt og skabe deres egne kulturinstitutioner i opposition til etablissementet.
Historien gentager sig for en ny generation, der er blevet presset ud af gentrificeringen i storbyerne. I stedet for at leve på lånt tid i gamle lagerhaller og lave ting, der er med til at gøre nye områder i storbyerne attraktive og presse huspriserne op, er en gruppe aktivister gået i selvvalgt eksil på Sydfyn. De har købt et nedlagt mejeri i Øster Skerninge og er ved at gøre det til et nyt, alternativt samlingspunkt på landet med punkkoncerter og planer om meget mere.
En gruppe teenagepunkere spiller bordfodbold med råb og høje hvin. Touperet, farvet og afbleget hår, maskinklipninger på skrømt, hullet tøj holdt sammen med kæder og badges, piercinger og sort makeup lagt med løs hånd. Udenfor løber bækken gennem en skrånende eng, hvor små hytter er fordelt mellem træer, nyttehave og en indhegning med sorte ænder. På en sommeraften med kvidrende fugle, summende insekter og endeløse solnedgange over læhegn og bakkede marker er her så idyllisk, at det næsten ikke er til at bære. Nu er det efterår og så bælgravende mørkt, som der kun bliver langt ude på landet, og kun stemmerne leder én vej over gårdspladsen om til baghuset.
Udefra ser det gamle mejeri forladt ud, men indvendigt er der mellem murbrokkerne tegn på, at nogen arbejder på bygningen. Mejeriet er ved at blive genrejst, men ikke som mejeri. Op ad trappen i baghuset kan man få et indtryk af, hvad planerne er for hele området: Her er spillestedet Strafbar blevet indrettet med bar og en lille scene med sølvlamettagardin på bagvæggen, og her er der et par gange om måneden koncerter med punk, grindcore og den allermest baldrede metal.
Og vigtigst af alt: Der er ingen, der truer med at smide dem ud, for det er deres eget sted. Der er langt til naboerne, og i Øster Skerninge og omegn er de fleste bare glade for, at der kommer liv i bygningerne igen. For fire år siden købte en gruppe på syv mennesker det gamle Åkilde Mejeri og villaen ved siden af, hvor de bor i kollektiv nu. Mejeriet var en ruin, men de nye beboere gik i gang med at sætte det i stand. På Toftegården lige overfor bor fire voksne og to børn, og sammen gik de i gang med at restaurere Mejeriet for at gøre det til spillested og meget mere. 35 mennesker har været med til at bygge om og søge fonde til at få asbestsaneret, lappe huller i taget og trække nyt strøm i bygningerne.
Næste skridt er at lave industrikøkken og toiletter, så man kan slippe af med skiltet i baren: “Hvis du skal lave pølser, så spørg Emma.” Der skal laves et folkekøkken og en infocafé og gårdbutik ude foran, bygges en skaterampe og indrettes værksteder til kunsthåndværkere, en cykelbygger og en havegruppe.
Det er spændende at kunne tage sådan en gammel industribygning, der kan alt muligt, men som alle har givet op på, og så nytænke den og fyre noget liv ind i de rammer.
Julie, Mejeriet
Kultur på lånt tid
Julie Jensen bor i villaen og var med til at starte Mejeriet. Sammen med resten af opstartsgruppen flyttede hun for fire år siden til Sydfyn fra København.
“Vi havde et ønske om at flytte ud af byen, for vi havde alle en oplevelse af at være i en prekær situation, både i forhold til at bo og til at lave kultur. Alting kostede penge, det var pissedyrt at finde nogle kvadratmeter, man kunne folde sig ud på, og hvis man endelig fandt noget, var det på lånt tid, indtil kommunen opsagde én. Der var et ønske om at få nogle lokaler, hvor det var på en mere permanent basis,” fortæller hun i et tidligere kølerum i en sidebygning, mens punkbandet Inferno Personale fra Bremen laver voldsomt høj lydprøve oppe i Strafbar.
Er det blevet sværere at lave sådan noget her i København? spørger jeg.
“Det er et spørgsmål om, hvor langt ud af byen man vil rykke sig. Det kan godt være, man stadig kan finde nogle fede lokaler i Ballerup eller Albertslund, men centrum bliver større hele tiden. Byen bliver gentrificeret, og det går hurtigere og hurtigere. Man skal være mere og mere omstillingsparat og klar til at bygge noget op igen et nyt sted.”
Gentrificeringen kender man fra alle større byer, hvor kunstnere flytter ind i slidte arbejderkvarterer og nedlagte industribygninger på grund af den billige husleje, og så er deres aktiviteter med til at gøre området levende og spændende. Det medfører, at den kreative klasse og resten af middelklassen også får lyst til at bo der, og uden egentlig at ville det skubber de kulturlivet ud, fordi de gerne vil have nattero og er trætte af larmen og de fulde mennesker på gaden i det, der nu er deres kvarter.
Den udvikling har Victor Tao Dinesen fornylig skrevet et essay om her på Passive/Aggressive, hvor fokus var på den københavnske technoscene.
Men det er langt fra kun i København og Aarhus, man kan se den udvikling i Danmark: Svendborg har velfortjent ry som en by med uforholdsmæssigt mange kulturelle aktiviteter for sin størrelse, og det trækker tilflyttere til i stort antal, viser undersøgelser lavet af Svendborg Kommune – men de tilflyttere er også med til at presse boligpriserne op og kulturaktørerne ud af byen.
“Vi er den anden bølge. Der var en bølge i 70’erne, der har skabt det Sydfyn, der er i dag. Det, vi gør, er meget lig det, der skete for 50 år siden. Så der er noget at bygge videre på. Vi starter ikke fuldstændig fra scratch i et fjendtligt miljø på Lars Tyndskids marker, hvor folk er pissekonservative og aldrig har set en mand med langt hår.
Holger, Mejeriet
Det har Holger Larsen set i den tid, han har boet på Sydfyn, siden han kom hertil i 2013 for at gå på Den Frie Lærerskole i nabobyen Ollerup på vej ind mod Svendborg. Nu er han flyttet ind på Toftegården lige overfor sammen med sin kæreste efter at have været med til at bygge Strafbar op og booke koncerter til stedet de seneste tre år. Holger har set alternative miljøer opstå på Frederiksø i Svendborg Havn, hvor Svendborg Værft lå indtil konkursen i 1999, men han har også set, hvordan det område lige så stille bliver gjort mere og mere mondænt.
“Kulturmæssigt er Frederiksøen nok det mest interessante i Svendborg for mig, men folk er der på lånt tid og på kommunens præmisser. Det synes jeg er svært at være i. Der var Kultutten, som egentlig var dem, der startede Frederiksøen som kulturø, men de blev lukket af kommunen, fordi de var lidt …”
Han trækker på det.
“Brændt af?” foreslår Julie med løftede øjenbryn og puster cigaretrøg ud af mundvigen.
“Ja, de var lidt for brændt af, så folk dernede fik deres dyre fadøl galt i halsen,” sukker Holger med henvisning til de barer og spisesteder, der også har været med til at åbne Frederiksø for en bredere offentlighed.
“Men dem, der er dernede nu, skriver stadig kontrakt med kommunen for to år ad gangen, og der er en masse ting, de skal leve op til, nogle rammer, de skal indordne sig under,” fortsætter Holger. “Der er Mejeriet et pissefedt sted, fordi det er selvejet. Der er ingen tidsfrist, hvor vi kan bygge en hel masse fede ting op og så blive lukket ned igen to år efter, fordi det ikke lige passede ind i kommunens helhedsplan for området.”
Man er ikke så udskiftelig som i storbyen
De anarkistiske initiativer blomstrede på Frederiksø, dengang Svendborg Kommune bare så det som et dødt industriområde, de ikke anede, hvad de skulle stille op med, fordi erfaringerne fra andre havnebyer med bare at bygge luksusboliger og dyre kontorer skræmte dem. Når Holger taler varmt om dem, handler det også om, at det kulturliv, der er så meget af i Svendborg, ikke nødvendigvis passede så godt med hans egne præferencer. Der er masser af kultur for akademikerne og middelklassen, masser af koncerter i Svendborg Borgerforening og på spillestedet Harders, men knap så meget for dem, der gerne vil høre punk, grindcore og undergrundsmetal. At der er et publikum til den alternative kultur, kunne man se på de initiativer, der blomstrede op på Frederiksø, eller bare ved at gå op på førstesalen på Strafbar. Men det er også tydeligt, at det publikum ikke er større, end at det er svært at få den kultur til at fungere på markedsvilkår.
“Jeg gik i lang tid og var lidt træt af de koncerter, der var. Man kunne tage til reggae- eller folkkoncerter, blive derhjemme eller tage til København. Så da det gik op for mig, at Mejeriet var en ting, var det naturligt for mig, at i stedet for at gå rundt og være sur over, at ingen bookede de bands, jeg havde lyst til at høre, måtte jeg prøve at booke dem selv.”
“Maskinen har også kunnet noget,” indskyder Julie om det lille kulturhus, der ligger inde i Svendborg, “men de har problemer med naboklager. De bliver tit lukket ned på grund af støjniveauet. Vi har ikke fået nogen naboklager, fordi der er så god plads omkring os. Vi ligger godt nok langt ude på landet, og det kræver dedikation fra folk at komme herud, men det synes jeg faktisk er en force. Når man først er herude, kan man ikke bare tage videre. Så man er en aktiv gæst og med til at skabe den aften, man er mødt op til. Det mærker vi tydeligt.”
Vi ligger godt nok langt ude på landet, og det kræver dedikation fra folk at komme herud, men det synes jeg faktisk er en force. Når man først er herude, kan man ikke bare tage videre.
Julie, Mejeriet
“Alle bliver set: Man er ikke så udskiftelig, som man kan være i de større byer. Det er ikke den fucking buffet af koncerttilbud, man har i København,” supplerer Holger.
“Jeg tror også, det er derfor, at mange publikummer kommer tilbage,” fortsætter Julie. “Man bliver spottet, når man kommer ind. Der er nogen, der lægger mærke til, at du er der. De bands, der kommer her, flytter ind for en dag og er en del af flokken. Det er ikke bare en handel, hvor de skal komme og levere et produkt, det er meget mere baseret på solidaritet og nogle andre drivkræfter end de rent økonomiske. Det giver en fed community-følelse.”
Det kan der være noget om. Min erfaring er, at der er en helt særlig stemning, når man går til punkkoncert steder, hvor man ikke normalt ville forvente, at sådan noget skulle finde sted. Bare hvad som helst andet end ens lokale regionale spillested, så meget godt der end er at sige om det arbejde, de institutioner gør for provinsbyer og nationalt musikliv. I sommers spillede et fransk grindcoreband med det uovertrufne navn Civilian Thrower på Strafbar for 30 mennesker, og der var en afslappet og venskabelig vibe over den koncert, fordi flere af os allerede kendte forsangeren Plume. Et halvt år tidligere havde han med sit andet grindcoreband (med et lige så vildt navn) Whoresnation spillet oppe i Odense i Svendsgade, hvor kælderen i et villakollektiv jævnligt omdannes til intimspillested. Når scenen går i et med gulvet, er der ikke plads til rockstjerner på den. Når man spiller eller går til koncert hjemme hos nogen, viser man naturligt respekt for dem, der bor her. Og når man ikke er flere i publikum, kommer man hurtigt på fornavn med hinanden.
Vi er en del af noget større
Denne onsdag aften er der kommet lidt flere end sidst. Teenagerne pogodanser begejstret til Inferno Personales rå punk, én slår en flig af fortænderne, men alle smiler og sveder og danser lykkeligt videre. Inferno Personale ligner med højt hår, nitter og laset, gråsort tøj næsten en parodi på tyske squatters. Lige bag teenagerne står et kærestepar fra en lokal solidaritetsbevægelse, der har lagt en stak klistermærker på bardisken. Kasper, der er et fikspunkt på den fynske punkscene, tager 40 kr. i entré fra dem, der har fundet vej hertil, og Emma fra skiltet bag baren slynger armene om Julie. Jeg hilser på en seminariestuderende, jeg snakkede med sidst om den betydning, det har for landsbyerne vest for Svendborg, at Den Frie Lærerskole sørger for en fast gennemstrømning af kreative unge, der bor på skolen eller i små kollektiver i byerne rundt om i fire år ad gangen.
De er allesammen del af et større, sydfynsk miljø, som Mejeriet føjer sig til, understreger Holger og fremhæver det åbne værksted Cykeltutten, storkollektivet Myselium og artisterne i Cirkusrummet som nogle af dem, Mejeriet deler værdigrundlag med.
“Mejeriet er ikke en enlig aktør på Sydfyn. Vi er en del af et større netværk på Sydfyn, hvor vi arbejder sammen og har den samme meget venstreorienterede agenda. Mange er tilflyttere til Sydfyn, og mange af dem vil gerne have noget mere undergrundskultur.”
“Vi havde besøg af Zapatisterne fra Mexico, der var på rundrejse i Europa i ‘21 og sendte en delegation til Svendborg. På baggrund af det møde opstod der en kobling mellem flere forskellige miljøer på Sydfyn, der delte den venstreorienterede agenda og gik ind for autonomi og anarkisme,” indskyder Julie.
Det betyder ikke, at den venstreorienterede agenda først kom til Svendborg med den mellemamerikanske guerillabevægelse, der er lykkedes med at skabe et stort, autonomt område i den sydlige mexicanske stat Chiapas.
“Vi er den anden bølge,” præciserer Holger. “Der var en bølge i 70’erne, der har skabt det Sydfyn, der er i dag. En masse venstreorienterede flyttede hertil fra Christiania og lavede Den Røde Højskole, Kloster Moster, BaggårdTeatret og alle de her ting. Det, vi gør, er meget lig det, der skete for 50 år siden. Så der er noget at bygge videre på. Vi starter ikke fuldstændig fra scratch i et fjendtligt miljø på Lars Tyndskids marker, hvor folk er pissekonservative og aldrig har set en mand med langt hår. Der er et miljø på Sydfyn, og folk har lyst til at engagere sig.”
Men hvad bidrager Mejeriet og Strafbar med til lokalsamfundet i Øster Skerninge og Svendborg?
“Det er spændende at kunne tage sådan en gammel industribygning, der kan alt muligt, men som alle har givet op på, og så nytænke den og fyre noget liv ind i de rammer. Hvis bygningen bare havde stået, var den faldet sammen til sidst. Hvad det gør for lokalområdet: Mange kommer til koncerterne fra Svendborg, Odense og resten af Fyn, men der er også mange fra nærområdet, der har sagt, at det har ændret deres liv, at det her sted er kommet. Nu er det bare en cykeltur væk, hvis man har fået børn og er flyttet herud i en villa. Så kan man lægge dem i seng og cykle herhen. Det har jeg fået at vide har gjort meget for mange,” siger Julie, og Holger nikker samtykkende:
“Der er nogle gamle punkere og metalhoveder, som synes, at det er sindssygt fucking optur, at de kan cykle ti minutter og komme herud. Min ambition er at lave nogle af de bedste undergrundspunk- og metalshows uden for København. Måske udenfor 1000Fryd også, når de får isoleret skallen,” slutter han med henvisning til det aalborgensiske spillested, der er lukningstruet på grund af støjklager fra naboerne.
For som det skete med Kultutten på Frederiksø i Svendborg, er det uvægerligt en del af gentrificeringen: Når først middelklassen er rykket ind i de spændende og spraglede nabolag, kulturaktørerne har fået til at blomstre op, vil de alligevel gerne have det lidt mindre spændende og spraglet, når de skal sove, og når de går ud. Det er i hvert fald den erfaring, undergrundsaktørerne gang på gang har gjort sig i hele den vestlige verden.
Men der går nok noget tid, før gentrificeringen rammer Øster Skerninge, så aktivisterne kan med ro i sindet arbejde videre på at bygge deres eget alternative samfund op på Mejeriet.
Næste koncert på Strafbar er med de finske metalbands Tunkio og Unearthly Rites lørdag d. 19. oktober. Hver sommer afholder Mejeriet Åkilde Festival med koncerter og andre aktiviteter målrettet børnefamilier og et bredere publikum.
Følg med i, hvad der sker på Mejeriet og Strafbar på https://mejeriet.ukrudt.net/
Passive/Aggressive bringer løbende artikler om vilkårene og udfordringerne for de musikalske DIY musikmiljøer i Danmark i form af kritiske kommentarer, essays, reportager og interviews. Læs bl.a. Victor Tao Dinesens essay om techno-kulturen i København, Kristine Haffgaards refleksioner over Wave Gotik Trefen og elektronisk musik i Danmark og Maite Cintrons interview med Dinesen og Pouya Goran.
