Alter Festival – Elektrochok til den østjyske patient
Alter Festival, Aarhus, 4. september 2021 – koncertanmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt
“Fortrinsvist pårørende”. Det er os, jo.
Søjlen midt i rummet mellem baren og scenen bærer stadig præg af rummets nære fortid som sygehuskantine, og præcis sådan en påskrift er man nødt til at lade blive stående og lade alle forholde sig til. For nok er kantinen i Aarhus’ gamle amtssygehus for fire dage omdannet til koncert- og udstillingsrum for Alter Festival, og de rammer forærer både festivalen nogle utroligt kommunalt-sterile dørskilte, der står i skærende kontrast til de svinende organiske performances, der finder sted i dem, og en enorm glaskakkelvæg, som lyset kan spille noget så yndigt i bag scenen.
Men det tvinger samtidig en tung symbolik ned over festivalen: For den skrantende patient, det er Aarhus’ alternative musikliv, efter at spillestedet TAPE lukkede i januar, og Atlas afholdt sin sidste koncert et par dage tidligere. Og de pårørende: Jo, det er os. Os fra et stort opland til Aarhus, der har været ved at gå bagover af benovelse, efterhånden som Alter har offentliggjort programmet med tunge, internationale spillere inden for eksperimentalmusik som allestedsnærværende Stephen O’Malley fra Sunn 0))), Wolfgang Voigt (Gas), Okkyung Lee og nyere, hypede navne som Beatrice Dillon og den kenyanske harshnoiseduo Duma.
Sidstnævnte må samme eftermiddag aflyse deres koncert, fordi lufthavnspersonalet i Genève trods papirer og heftig dialog med Alters arrangører nægter at tro på, at sådan nogle som dem skulle kunne få lov til at rejse ind i Danmark. Det er en gevaldig streg i regningen at få det at vide i toget på vej ind mod Aarhus, hvor man bliver modtaget med et bragende dancemix af ”For evigt”, for helvede, og byens smukkeste unge og voksne, der prøver at forblive unge, daser i lav sol over Musikhusparken omgivet af mellemøstlige gadekøkkener, der ikke er så mellemøstlige, at det gør noget, foran en scene, hvor nogen lægger an til at spille tilforladelig musik.
Ude på amtssygehuset indleder den brasilianske danser, musiker og bare i det hele taget kunstner Sandro Masai med en seance rundt om et gulvmaleri. I tre kvarter går han langsomt rundt om lærredet, mens han skiftevis spiller på berimbau og messer ind i den, inden han byder den lille flok, der er blevet hængende i lokalet, på rom af papkopper, som skal deles med forfædrene repræsenteret ved lærredet. Det er faktisk ret meget sådan, jeg tror, folk, der ikke magter performancekunst, tror, det alt sammen er. Eller som Alex Mørchs væltede bunke fjernsyn, der dokumenterer skulptøren T. Sunshine Rinds arbejde med et voldsomt eksplicit selvportræt i vådt ler kun iført mikrofoner og nipple clamps.
Men at det langtfra kun er sådan, den eksperimentale lydkunst tager sig ud, er Astrid Sonne et pragteksempel på inde i kantinen, hvor hun åbner hovedscenen i det sidste gyldne aftenlys, der siver ind gennem vinduesvæggen og lægger sig over det henslængte publikum og de store papmachéskulpturer, der som isbjerge fylder op i rummet. Skal man sige det pænt, så er Astrid Sonnes nærmest pastorale acid først som sidst decideret behagelig at lytte til, uanset hvor mange støjflader hun drukner den i. Der er en ubændig melodiøsitet i den, som konstant pibler frem, og det tager ikke lang tid at finde ind i den rytme, hun selv står og vugger storsmilende ved sin pult.
Derfor er det lidt ærgerligt, at hun vælger at overtydeliggøre den stemning ved at trække guitarer og violiner ind over, når hun ikke bryder det hele ned i flerstemmig skønsang. Jeg kan sådan set godt se pointen i koblingen mellem den meget urbane, glitch-prægede electronica og den folkemusik, hun er skolet i på den bornholmske barndomsgård. Det er et grænseland, bl.a. engelske μ-Ziq allerede har afdækket endog meget grundigt, mens Jonas Munk i Manual i et par årtier har koblet ambient med guitarbåren dreampop, og det er der ikke som sådan noget i vejen med. Men når nu alle de stemninger allerede ligger lige under overfladen i Astrid Sonnes rent elektroniske stykker, kommer det til at virke helt svulstigt og alt for forklarende, når korsangen, så violinmenuetterne og så den chorustilsøbede guitar også lige skal have hver deres stund. Og når hun så sampler lyden af tog, der kører ud fra perronen, bliver melankolien simpelthen decideret anmassende.
Den samme anklage kunne man for så vidt rette mod Silvia Tarozzi, der på sit seneste album, “Mi Specchio E Rifletto”, fortolker Alda Merinis digte for flerstemmig sang, violiner, saxofon, guitar og elektronik. Ja, og knirkende mekanisk legetøj. Smægtende er vist det ord, der bedst beskriver den lange koncert, der til tider lyder som en naivt moderne tilgang til kammermusik (lidt som Penguin Café Orchestralavede det i sin tid), andre gange knalder ud i frådende saxbrøl,skronket guitarsolo eller bare en thereminsolo af en anden verden.
Gribende smukt er det i hvert fald, og koncerten får lov at spille sig selv ud, indtil saxofonisten er på vej ud til rygerne ved indgangen. Det er barokt, det er for meget, og det er så vellavet, at jeg har et par af linjerne kørende i båndsløjfe i hovedet hele næste dag. Hvor de så kæmper en hård kamp mod den vold, duoen Blikfang har gjort mod dem med sin koncert. Aarhus-eksperimentalisterne Yrdloop er med på scenen for at weirde det hele endnu mere op med stemmeforvrængere og tværfløjte, men det er Blikfangs brutalt naive take på møgpop, der sætter sig fast med uafrystelige billeder som “kysset, hvor du får min kasket i hovedet” og dybt utroværdige optursbangere som “Du gør mig go” med åbningslinjen “min albue ramte dig / men ikk’ som du ramte mig”.
Det er stygt og ikke fuldstændig frit for at minde om en revyparodi på Medina, men – folk er helt vildt nede med det. Der bliver danset, der bliver skrålet med, der er kæmpe smil over hele linjen, og det virker som en triumf.
Det vidner også om den overlegne sans for at skabe en samlet festivaloplevelse, som kurateringen i hvert fald her om lørdagen er lavet med. For selvom Duma altså udgår, har vi på dette tidspunkt, hen imod midnat, nået en tilstand af noget nær eufori, og den bliver Beatrice Dillon sat til at forløse. Et af britisk elektronisk musiks mest hypede navne i de senere år gør absolut ingen stads af sig selv med et look som en regnskabskyndig i et shippingfirma, og der er ikke skyggen af sceneshow over hendes optræden. Det behøves ikke: Fra det øjeblik, polyrytmerne dribler ind over kantinegulvet, bliver der danset hårdt igennem langt ud i begge ender af i lokalet.
Beatrice Dillons arbejde tager muligvis form som et feltstudie af rytmiske traditioner på tværs af kontinenter – lidt som Steve Reich gjorde det for et halvt århundrede siden, hos Dillon bare med en sampler som værktøj – men det kan næsten være lige meget, hvor underfundigt og intelligent éns hjerne opfatter nuancerne i de små skift, der hele tiden finder sted. For kroppen reagerer fuldkommen umiddelbart på det, den møder, når rytmerne hopper rundt som en posefuld kuglelejer tabt på en trampolin.
Dén optur følger Don Zilla til dørs med sit set, der er lige så fuldkommen uforligneligt stupid fresh, som Beatrice Dillons var begavet kropsligt. Her er der mere bas, mere hyl, mere maskinel brutalitet og bare mere af alting, hele tiden, for at holde det kørende natten igennem. Den ugandiske club-DJ skyr ingen midler, men er samtidig vant til at holde den gående, så han økonomiserer med midlerne, og først halv to om natten kommer droppet som en forløsning. Vi er for gode til det her, men i nat kan vi unde os selv det, og selv Silvia Tarozzi og hendes band okser henførte løs på gulvet.
Beatet følger mig ud ad døren på vej tilbage mod nattoget. På en bænk uden for Musikhusparken ligger en fulderik på en bænk og sover i T-shirt uden at ænse, at verden lige omkring ham er blevet en del koldere og lidt fattigere på alternativ musikkultur, siden han gik omkuld. Det skal der vel også være plads til, selvom jeg får ham overbevist om, at det nok ville være bedre for ham, hvis han lige nu fandt en plads i en taxa hjem i seng.
At der kan skabes plads til en begivenhed som Alter Festival, vidner om, at alt håb ikke er ude i Aarhus endnu. Patienten er ikke terminal, og som pårørende kan vi yde al den støtte, der er brug for for at komme sig.
Info: Alter Festival foregik i Aarhus 1.-4. september. Don Zilla og (forhåbentlig også) Duma spiller torsdag d. 9. september på Volume i København som del af en Nyege Nyege Tapes-labelaften (RSVP).
