Anders Vestergaard – Der er intet tilbage til mig selv
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. PR-foto.
Den københavnske jazztrommeslager Anders Vestergaard arbejdede sig ud af en personlig krise ved at sidde om aftenen i et øvelokale og spille de samme rytmemønstre om og om igen, indtil trancen indfandt sig. Med sin tredje soloplade, “Propeller”, lukker han os andre ind i det rum – og i den proces lukker han sig selv ude af det.
Anders Vestergaards virke strækker sig fra den melodiske fusionsjazz med Girls in Airports over freejazz i gruppen Yes Deer og ambient avantgarde-jazz i trioen Zeuthen/Anderskov/Vestergaard til noiseduoen Laser Nun med Lars Bech Pilgaard.Han er desuden en del af den albumaktuelle trommekvartet Blomsten sammen med Victor Dybbroe fra Girls in Airports, Mads Forsby, som Anders Vestergaard tog over for i samme band, og Anders Bach, der har produceret “Propeller”.
Men hans to seneste plader under eget navn er ikke skabt i et kreativt samspil med andre. De er ikke engang skabt for, at andre skal høre dem, fortæller han:
“Da jeg lavede min anden soloplade, ‘Prime Float // Unitary Perfect’, havde jeg en slags nedtur. Jeg var stresset efter at have været rigtig meget ude at spille med Yes Deer. Det var sådan noget med at køre ned i Europa og spille i tre uger, hvor man sov dårligt i squats. Jeg havde flere bands samtidig, og alle kørte i den samme rille: Man skulle lave en plade, søge penge til at indspille og udgive den, og så skulle man ud at spille. Det blev for meget, og jeg trak stikket helt fra den ene dag til den anden. Jeg troede slet ikke, jeg skulle lave musik i nogen tid, så jeg tog over til en kæreste, jeg havde i Aarhus på det tidspunkt. Jeg lavede en daglig praksis for mig selv, hvor jeg dyrkede qigong. Det er lidt som taichi. Min eks-kæreste gik på konservatoriet i Aarhus og kunne låse mig ind i et øvelokale om aftenen, så jeg købte stikker og gik i gang med at lave beats for mig selv som en del af min daglige praksis.
I starten var det en rent fysisk ting, det handlede om bevægelsen. Men jeg begyndte at lytte til det som musik, hvordan de enkelte beats forbinder sig.
Anders Vestergaard
Det var ikke meningen, at det skulle udgives: Jeg gjorde det løbende for mig selv i to-tre år. Det var mit eget musikrum, hvor jeg ikke skulle tænke på andre. Men jeg fik mindre og mindre behov for at gøre det, efterhånden som jeg blev mindre stresset, og jeg begyndte at lægge mærke til flere ting i den musikalske del af det, når jeg spillede de beats. I starten var det en rent fysisk ting, det handlede om bevægelsen. Men jeg begyndte at lytte til det som musik, hvordan de enkelte beats forbinder sig.
På begge plader, ‘Prime Float’ og ‘Propeller’, er det de samme trommefigurer der går igen, de forskyder sig bare hele tiden. Jeg blev god til at spille de rytmer, fordi jeg spillede dem i så mange timer. Men når man i lang tid spiller det samme, begynder øret at lytte efter nye ting i det, og jeg begyndte at høre overtonerne i trommerne. Man skal sidde meget tæt på trommerne for at høre dem. Jeg var begyndt at snakke med folk om det, og en ven overbeviste mig om at spille det live, men det var svært, fordi de overtoner ikke kan høres akustisk af publikum.
Villads Klint mixede og producerede ‘Prime Floats’. Jeg tog i sommerhus med ham og indspillede, og så sad vi bagefter og filtrerede alt væk bortset fra de lyse toner og tilføjede rumklang for at give den oplevelse af overtonerne, man får, når man sidder helt tæt på trommerne. For at kunne gengive det live købte jeg triggers til at sende sinustoner ud gennem synthesizere i et quadrofonisk setup. Det elektroniske setup har jeg indspillet ‘Propeller’ med.”
Der er brug for den her slags musik
Da først musikken var ude i et offentligt rum, hørte den op med at være del af en personlig praksis for Anders Vestergaard. Det var ikke længere hans egen ting, og det betød både, at han mistede den meditative side af det – og blev tvunget til at overveje, hvad musikken kunne gøre for andre.
“At spille live og udgive pladerne har betydet, at nu er det ret langt væk fra at være en privat meditation. Hvis jeg skulle lave sådan en praksis igen, ville jeg være nødt til at finde på noget nyt.”
Jeg søger efter at ramme en balance mellem at bruge mine færdigheder til at skabe kompleksitet, dynamik og energi og så at række ud over min egen kunnen for at ramme noget primalt. Noget nærmest dumt.
Anders Vestergaard
Hvad er der tilbage til dig selv, nu hvor pladerne er ude?
“Intet. Jeg kan ikke bruge det nu, hvor det er ude af sit eget rum. Det er ikke længere den samme slags meditation for mig nu, hvor det er blevet til plader. Men jeg er glad for, at det er kommet ud. Der er brug for den her slags musik. En repetitiv musik, man kan synke ind i, en ceremoniel og ritualistisk musik. Der er også noget ritualistisk ved at spille freejazz for mig, men det har en anden karakter: Når jeg spiller med Yes Deer, handler det om at få så meget energi ud som muligt og skabe så meget energi som muligt. Og jeg er på mange måder en dygtig trommeslager, der er uddannet på konservatoriet og så videre, så jeg kan benytte mine evner på instrumentet til at skabe den der energi. Men jeg har samtidig et problem med musik, hvor man aldrig slipper kontrollen. Jeg søger efter at ramme en balance mellem at bruge mine færdigheder til at skabe kompleksitet, dynamik og energi og så at række ud over min egen kunnen for at ramme noget primalt. Noget nærmest dumt.
Min soloting er mere subtil, det er en mere tranceagtig ting. Her går jeg dybere og dybere ind i noget i stedet for at gå videre ud som i freejazz. For mig er det en meget fysisk ting at mærke de beats og undersøge, hvad der sker med dem, når jeg strækker dem. Nu er jeg ved at lave et strygerværk på baggrund af rytmikken fra solopladerne. Jeg har en tanke om, at den elastik, der findes i de rytmer, kunne det være sjovt at høre med andre instrumenter. Det er ikke fordi, jeg er vildt god til at skrive noder, men nu laver jeg det som et stykke for fire strygere. På den måde bevæger den her ting sig videre.”
Jeg har brugt for meget energi på at have en bestemt profil
Den alsidighed i Anders Vestergaards virke, som kommer til udtryk i de vidt forskellige bandkonstellationer, han indgår i, viser distinkte sider af hans egen musikalske personlighed. Men de gør det også svært at forudse, hvad man skal forvente af et band, han spiller trommer i, og hans profil er langt fra entydig. Fra det eksplosivt polyrytmiske til det ekspressivt tilbageholdte spiller han ikke bare det, den givne situation kræver, men er i høj grad med til at angive retningen for det. Stadig har han specielt som yngre haft svært ved at acceptere, at hans virke var så alsidigt, indrømmer han.
“Der er meget i verden, der fortæller en, at man skal være del af et bestemt miljø og have en profil: Hvis man er punk, skal man være punk og have sort tøj på. Men jeg har accepteret, at man bare er enormt modsætningsfuld som menneske. Der er masser af punks i sort tøj, der ser ‘Bagedysten’. Jeg er ligeglad: Jeg har brugt for meget energi på det. Det har været en udvikling for mig selv at selv acceptere, at jeg godt kan spille i Girls in Airports, hvor det er meget melodisk, og samtidig spille hård og punket freejazz i Yes Deer.
For mange år siden spillede jeg nogle koncerter med Yes Deer på en double bill med Girls in Airports, før jeg var kommet med der. Det var fedt for os, for så kom der masser af mennesker. Karl Bjorå fra Yes Deer købte en Girls in Airports T-shirt bagefter, fordi han syntes, den var flot, og fordi han godt kunne lide koncerten, men Lars Greve fra Girls in Airports troede, at det var en provokation eller en form for ironi.”
Der er brug for den her slags musik. En repetitiv musik, man kan synke ind i, en ceremoniel og ritualistisk musik.
Anders Vestergaard
Hvordan accepterer man alsidigheden i sig selv?
“Man bliver ældre og går mindre op i, hvad andre tænker. Jeg har øvet mig i at lade være med at se mig selv udefra, men det er svært. Det er sværest på konservatoriet, for der fortæller de én, at man skal finde sit kunstneriske udtryk. Det kan nemt opfattes, som om man skal vælge side. Men folk er jo meget mere alsidige nu. De går på YouTube for at høre et stykke med Sibelius, og bagefter ser de en video med en, der kaster op.
Hvad er din kunstneriske profil så?
“Det … det ved jeg fandeme ikke.
Når jeg laver musik med Girls in Airports, prøver jeg at lave noget fedt i den verden, vi er i der. Jeg er så heldig at have bands, der hver har deres profil. Yes Deer kan få lov at sælge sig selv som det, det er – selvom der ikke er meget salg i den slags. Men der kommer ikke pludselig en plade med Yes Deer, der lyder som Girls in Airports. På den måde har jeg også fragmenteret forskellige dele af mig selv ud i de her bands.
Men selvom det virker, som om jeg laver meget, er der også mange ting, jeg ikke laver. Tidligere var jeg tit hired hand for andre bands, det er jeg ikke mere. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide musikken, men fordi jeg ikke kan lide den måde at være med. Jeg kan godt lide at få lov at præge retningen for det, jeg er med i.”
“Propeller” udkom 9. februar 2024.
