Astrid Sonne – Stilistiske variationer over en dragende grundstemning
Astrid Sonne “Cliodynamics” (Escho, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen, foto af Magnus Bach
Danske Astrid Sonne debuterede sidste år med albummet “Human Lines”. I mellemtiden har Sonne bl.a. turneret med værket “Ephemeral”, hvor hun har fusioneret viola og live korsang samt syntetiserede lyde og effekter. Nu er hun atter aktuel med den seks numre lange EP “Cliodynamics”, der ligeledes udkommer på Escho.
“Cliodynamics” synes i høj grad at fortsætte ud af de samme spor, som blev påbegyndt på Sonnes debut. Hendes musikalske udtryk veksler mellem maskinel elektronik og et mere menneskeligt og orkestralt lydbillede. Man kunne indvende, at denne splittelse mellem minimalistiske og elektroniske kompositioner på den ene side og et mere klassisk-orienteret udtryk på den anden (som det kommer til udtryk på “Alta” fra “Human Lines” såvel som “One Inch Shrugs the Other Shoulder” og “Strong, Calm, Slow” fra “Cliodynamics”), ville resultere i et stilistisk inkonsistent helhedsudtryk. Men tilfældet er tværtimod, at Sonne på forunderlig vis formår at skabe variationer over den samme form for grundstemning ad begge veje.
Sonne får altså etableret en rød tråd mellem sine forskellige udtryksmåder, der heldigvis betyder, at ingen af hendes kompositioner fremstår som afstikkere fra den samlede sum, der udgør “Cliodynamics” som værk. I stedet føles hendes EP som en rig og divers oplevelse, hvor der netop er noget helt særegent at komme efter i hvert enkelt nummer – frem for at udgivelsen blot var én stiløvelse udi et sæt af dogmer eller velafgrænsede eksperimenter.
Efter flere gennemlytninger står jeg derfor tilbage med en oplevelse af, at Sonne på “Cliodynamics” ikke blot arbejder med afsæt i flere distinkte musikalske udtryksformer, men at hun faktisk formår at etablere en form for fællesnævner mellem disse. Man kunne med andre ord sagtens forestille sig elektroniske numre såsom “To Change is To Continue” eller “Juliusstrasse” komponeret til strengeinstrumenter eller kor, på samme vis som man kunne forestille sig “One Inch Shrugs the Other Shoulder” og “Strong, Calm, Slow” i en digitaliseret og synt(h)etiseret form, uden at det formentlig havde ændret fundamentalt på den stemning, der præger musikken.
Mest fundamentalt for de respektive numre er altså ikke deres udtryk, men i langt højere grad det indtryk de gør, og den stemning de hensætter mig i. Sonnes musik er altid dragende, uafhængigt af om den er højstemt og frenetisk eller lavstemt og underspillet. I begge tilfælde indgyder hendes musik nemlig en desillusioneret følelse af at opleve et velkendt fragment af virkeligheden, men fordrejet og moduleret på en måde, der gør, at den fremstår ny og anderledes uden at blive decideret fremmedgørende. Det er derfor en meget speciel stemning, “Cliodynamics” kaster over én; en stemning, der derfor også gør Sonnes musik til en særegen lytteoplevelse.
Info: “Cliodynamics” udkommer d. 4. oktober på Escho.
