Beverly Glenn-Copeland – Omfavnende keyboard-fantasier i en søgende tid
Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad
Beverly Glenn-Copeland findes i flere forskellige inkarnationer. Jeg har endnu blot opdaget et par af dem, men de er til gengæld også hver især, så tilpas særprægede og dragende, at appetitten på mere fra dette fænomen nærmest er eksponentielt stigende for hver en ny luns af lyd, der dukker op fra fortiden. Beverly Copeland er født i Philidelphia, men hedder i dag Glenn Copeland og har skiftet køn. Beverly Glenn-Copeland studerede musik og har boet det meste af sit liv i Canada, hvor det er blevet til en lang karriere som filmkomponist og manuskriptforfatter til bl.a. tv og teater, også for børn.
Copelands musikalske bedrifter i eget navn spøger i et lille katalog fra 70’erne og 80’erne, som bestemt fortjener at høre til i en større historisk kanon end i obskuritetens mørke, hvor musikken desværre midlertidig er havnet i. Forhåbentlig kan det første vinylgenoptryk fra Beverly Glenn-Copelands bagkatalog, “…Keyboard Fantasies” hjælpe til at sætte større fokus på Copelands virke som sanger/sangerinde, sangskriver og komponist.
“…Keyboard Fantasies” blev oprindeligt udgivet på kassettebånd på eget label Atlast Records i 1986. Det er udelukkende skabt ved hjælp af en Yamaha DX7-synth, en Roland TR-707 og Copelands egen fængslende stemme. Albummet er skabt i en tid, hvor Copeland søger efter identitet, kønsmæssigt såvel som musikalsk og karriere-mæssigt. Det er en på alle måder skrøbelig tid, hvor Copeland virker allermest sårbar og alligevel konverterer denne sårbarhed til et spirituelt, new age-lydbånd, der er gennemsyret af en naturlig åbenhed og ømt omsluttende menneske, der med sin varme, nænsomhed og særprægede glød serverer nærmest universelle og holistiske budskaber: ”Welcome to the child who’s hand I hold/welcome to you, both young and old, we are ever new, we are ever new”.
Beverly Glenn-Copelands budskab er ganske givet rettet mod verden, men virker også vendt mod Copeland selv, der med stor positivisme, kontemplativ ro og ydmyghed synes at acceptere og omfavne skæbnen, uanset hvad. ”Let it go/it’s okay”, synger Copeland eksempelvis på tilpas abstrakt mantra-agtig facon på den på en gang forførende og stærkt beroligende afslutter “Sunset Village”.
Lyt til hele albummet her:
Valget af titlen “…Keyboard Fantasies” synes næppe tilfældigt i denne sammenhæng. En kort tænkepause og så det umiddelbare ‘keyboard fantasies’, som bliver det slynget ud af Copelands eget hoved som den første tanke vedrørende albummets tematiske ramme. Det her er keyboard-musik, og det er fyldt med drømme og fantasier, syndige lyde og indre uro parret med tidsløse keyboard-meditationer og holistiske mantraer. En tilpas uprætentiøs og deskriptiv titel, der alligevel åbner op for diverse fortolkningsmuligheder.
Musikalsk befinder albummet sig i naturlig forlængelse af 80’ernes amerikanske new-age bølge, og navne som Pauline Anna Strom, Steven Halpern og K. Leimer. Samtidig er det svært ikke at se Copelands keyboard-fantasier som en åndelig soulmate til vores allesammens spirituelle jazz-moder, Alice Coltrane og pladen “Turiya Sings”, der på samme måde som Copeland blander mantra-agtige vokaler med varme keyboardflader. Andre steder bevæger Copelands sig ud i rytmisk æggende og nærmest dansevenlig new-age ala K. Leimer eller Cybe (som det glemte guld tidligere har beskæftiget sig med), som for eksempel på den tropiske “Let Us Dance”, der på forunderlig vis minder os om det nære slægtskab mellem minimalisme, new age og elektronisk dansemusik (i den bredeste catch all-terminologi) i al sin fascination af repetition og arbejde med rytmiske, såvel som harmoniske mønstre.
Tre øvrige nedslag
Første gang nærværende signatur for et par år siden stødte på navnet Beverly Glenn-Copeland, skyldes det den komplet uopdrivelige debutplade “Beverly Copeland” fra 1970. På den plade var Beverly Copeland en folk-sangerinde, der beskæftigede sig med en slags mørk og psykedelisk lyd, der bedst kan beskrives om en post-hippie æra omgang folk med en mørk glød af jazz og soul i nogenlunde samme boldgade som Joni Mitchell, Tim Buckley og Terry Callier. Her er Copelands vokal elastisk i sin spændevidde og timing i forhold til musikken, men den er også omsorgsfuld og til tider nærmest manisk croonende, opera-agtig, ikke ulig de førnævnte ikoner fra samtiden. Hør pladen, der stadigvæk ikke har fået sit velfortjente comeback her:
Senere samme år udgiver Beverly Glenn-Copeland endnu en eponym plade, men denne gang under navnet “Beverly Glenn-Copeland” på GRT Records, der umiddelbart er i musikalske forlængelse af “Beverly Copeland”. Ét kendetegn ved den udgivelse er Copelands tydelige medkreditering til den stilskabende guitarist Lenny Breau. Den plade er heller ikke blevet genudgivet endnu, men kan i modsætning til debuten trods alt erhverves i dag for cirka 100-200 dollars på discogs.
I 1971 står Copeland bag et enkelt single-udspil og i 1973 skriver hun nummeret “Buddha in the Palm” til filmen Montreal Main af Frank Vitale, som senere skulle blive en undergrundsklassiker.
Herefter står det stille på udgivelsesfronten frem til 1983, tre år før den særegne vision fra “… Keyboard Fantasies”, hvor Beverly Glenn-Copeland går i studiet for at indspille sin sidste komplette studieoptagelse til dato. Det blev til EP’en “At Last!”, som indeholder en ny version af “Montreal Main (Buddha in the Palm)”, men som ellers er et knapt så vellykket forsøg, som funk/soul/country-diva. EP’en er indspillet med fuldt band, blandt andet sammen med den tilbagevendende musikalske partner i form af den amerikanske fløjtenist Jeremy Steig, der har spillet med alt fra Bill Evans til Plastic Ono Band. Jeremy Steig nok er alligevel bedst kendt for sin egen komposition”Howlin’ For Judy” fra albummet “Legwork” i 1970, der blev samplet på Beastie Boys 1994-banger “Sure Shot”.
Meget af Glenn–Copelands øvrige musikalske arbejde (primært film- og TV-musik, blandt andet som manuskriptforfatter og sangskriver på Sesame Street) fra cirka midt-70’erne til 00’erne, hvor Glenn Copeland vender tilbage, nu uden Beverly, mangler forsat at blive dokumenteret i form af en officiel udgivelse. Efter mange års fravær fra livescenen vender han i de sene 00’erne også tilbage på koncertfronten, hvor han så sent som i år har fremført egen musik med kammerorkesteret Queer Songbook Orchestra fra Toronto.
Det er ikke det største musikalske bagkatalog volumen-mæssigt, Beverly Glenn-Copeland en dag vil efterlade os, men for næsten hver en udgivelse, synes der alligevel at gemme sig en dybde og en umiskendelig signatur af en kamp mellem skrøbelighed og vildskab, mellem omsorg og en søgende tvivl.
Info: “…Keyboard Fantasies” (1986/2016/2017) blev genudgivet på vinyl af Invisible City Editions.
