Billow Observatory – Lyde til den flimrende morgensol
Billow Observatory “III: Chroma/Contour” (Azure Vista, 2019)
– anmeldelse af Anders Bille Petersen
“III: Chroma/Contour” er tredje album fra Billow Observatory, bestående af danske Jonas Munk, som bl.a. kendes fra Causa Sui, Manual samt som manden bag labelet Azure Vista, og amerikanske Jason Kolb, der hovedsageligt spiller guitar i dreampopbandet Auburn Lull.
Som opfølger til “II: Plains/Patterns” fortsætter den transatlantiske duo, hvor den slap i den behagelige, men ikke sorgløse ambient, der har et distinkt melankolsk islæt. Musikken griber ikke forstyrrende ind, men man fortaber sig i den. Det er lyde til den flimrende morgensol.
I en sammenvævning af analoge synths, delay-mættede guitarer og utallige loops frembringes en nær uvirkelig luftighed, der absorberer én uden tvang. Numrene fungerer ikke nødvendigvis som sporbar ‘udvikling’ med afgrænsede stykker af spænding og forløsning, men alligevel har de klimakser. Hvert nummer er snarere som en flydende forandring, ikke ulig minimalismen. Denne dynamik, hvor gentagelsen aldrig er den samme, skinner igennem på numre som “Light By a Thread”, der med sin gyngende, vuggende, langsomme hvirvlen kan vende tankerne mod en kunstner som Abul Mogard.
Der er rytme, men ikke forstået som kantet afgrænsning. Tættest på det kommer vi i åbneren “Serriform”, hvis tøffende puls kan vække associationer til, når krautrocken er mest stille hos f.eks. Neu! eller Tangerine Dream.
Andre referencepunkter kan eksempelvis findes på et nummer som “Soft Logic”, hvor en Sigur Ros-agtig postrock simrer – men hvor et storslået, bombastisk crescendo er udeladt. Man føler sig heldigvis ikke snydt af dén grund. Der er nemlig en helstøbt atmosfære over hele pladen: Hvor nogle former for ambient kan føre én bort til et uhåndgribeligt, diset mørke, er Billow Observatory derimod den lydlige ækvivalent til en prismatisk tindren af det skarpe lys fra en klar forårshimmel. En stille refleksion.
Pladen indkapsler det subtile narrativ – som at cykle gennem byen. At bevæge sig langsomt, mens alting føles fjernt. At være til stede, men alligevel afskåret fra det hele. Jeg interagerer ikke, jeg observerer bare. Det er den ikke-nærværende bevægelse, hvor de mest trivielle gadescener kan opløftes til noget nærmest filmisk. Som et fragment af en historie, jeg aldrig kommer til at vide mere om.
En sådan følelsesmæssig flygtighed ser jeg i hvert fald afspejlet i numrene, som går fra det triste til det håbefulde, uden at dette spænd er særlig drastisk eller teatralsk. “Color In the Six” er med sine violinagtige akkorder næsten sørgeligt som William Basinski, mens den klare arpeggio på “Iris” har en uforklarlig håbefuldhed, der minder mig om, hvordan Loscil kan fremkalde meditative, gribende stemninger gennem lignende virkemidler.
For at vende tilbage til den visuelle analogi er det, som om alle gadebilledets aktører, på denne cykeltur gennem byen, er indhyllet i et langsomt, brusende slør. Som kølvandet bag en båd eller en kondensstribe efter et fly: Herfra, afsides, ser det elegant og yndefuldt ud, tættere på er det måske en anden sag. Efter maskinen på himlen hænger en hvid hale suspenderet i luften, der langsomt forsvinder igen.
Billow Observatory er lyden af, at disse spor gradvist opløses; når krystallerne fordamper. Det føles som en tryg distancering, men paradoksalt nok ender jeg opslugt, fordi “III: Chroma/Contour” dvæler uden at køre i samme rille. De æteriske antydninger kommer i mange afskygninger – og i en afmålt dosis, hvilket er en dyd. Og det fungerer formidabelt, især når denne rejse er så velafrundet med “Memory Resonance”, der drømmende og behersket skaber en forestilling om et stille kor i en kolossal katedral: Musikken er nemlig ikke invasiv – den er i stedet dragende, giver plads og inviterer mig ind.
Info: “III: Chroma/Contour” udkom i februar på Azure Vista Records.
