Caktus & OJKOS – Et musikalsk mikroskop ind i den nære natur
Anmeldelse af Ilsebil Søe Iwan. Foto: Jens Raadal/All That.
Kan et eksperimenterende, nordisk bigband få os til at sanse de intergalaktiske, biologiske top-hemmeligheder? Ja! Ja, det kan det.
I årets første sommerdage har jeg lyttet intenst til albummet Øyeblikk af ensemblerne Caktus og OJKOS. Og det har betydet, at jeg har lært noget at kende, som jeg vil betegne som mikrobiologisk jazz.
Med musikken i ørerne har jeg følt mig som noget nær en Alice i Eventyrland remixet med minimoyseren Arthur. Det ene øjeblik i formindsket størrelse, i ave over at vandre omkring i et koloenormt blomsterbed. Det andet øjeblik tilbage i normal størrelse, mens musikkens mikrobiologiske funktioner puster naturen, cellerne, bladenes strukturer, vinden i pilen og søernes åkander op. Øyeblikk er som en portal, et musikalsk mikroskop, der åbner mine sanserne for naturens fortryllelse og intime impulser.
Et over-nordsøisk ønskebarn
Caktus ledes af saxofonist og komponist Maria Dybbroe, hvis flytning til Norge i 2020 kan forstås som anledningen til albummet. Poetisk fortolkes de stærke nye møder, man gør sig med et sted, som en del af det at falde til i tid, sted og sig selv.
Jeg er også selv for nyligt flyttet, og når jeg lytter til Øyeblikk, mærker jeg forundringen, chokket, nysgerrigheden og taknemmeligheden ved mit nye sted og den tid, det så langsomt begynder at indkapsle. Det sker f.eks. på Fornebu, hvor et kakofonisk virvar af alarmistiske trompeter, fløjter, slagtøj og hvad ved jeg omformes til fast rytmik: Som en ny hverdag, der falder i hak.
Men albummet er mere end det.
“instrumenterne stimler sig sammen om vandhullet som dyrene i skoven. Flere og flere kommer til, som var der en harmonisk eftersøgning i gang mellem siv, sommerfugle og solsorte”
Mens Caktus stadig står som hovedafsender på albummet og bibeholder Dybbroes kammermusik-feel og intime instrumentalitet, markerer OJKOS en seriøs udvidelse. Orkestret er gået fra at tælle fem til 15. Udvidelsen er dog forårsaget af en indvielse, da Maria Dybbroe selv har indgået i OJKOS de seneste år. OJKOS inviterer jævnligt nye komponister ind og udgør i sig selv et helt orkester af unge jazzkomponister i Oslo, der kollektivt opfører hinandens værker på skift.
Trods den flydende konstellation af orkestret er der i produktionen overskud, lag og masser at lytte til. Og det klæder Dybbroes kompositioner og arrangementer, hvoraf flere er omarrangementer af tidligere Caktus-numre, at få yderligere luft under vingerne.
Et højdepunkt, hvor symbiosen mellem Caktus’ og OJKOS’ respektive ensemble-identiteter smelter flot sammen og samtidig bibeholder egne karrakterer, er på albummets afsluttende nummer, Det nye år. Her får Dybbroes sidste hornharmoni (vekslende spillet af ni blæsere) lov at klinge ud – hvorefter et mere funky univers, som også optræder i OJKOS, får lov at boble frem og overtage stemningen med elektrisk guitar, flow og et seriøst lækkert anlæg af pulserende percussion. Sådan er albummet spændt ud i et spektrum af genrer, hvorfra der plukkes og mixes kendetegn fra både klassisk big-band, bebop og funk – til klassisk kammer- og samtidsmusik. Og ahh, hvor er det dejligt overraskende at lytte til!
Caktus’ samspil med OJKOS fremstår gunstigt og helt rigtigt. Som var det norske ensemble det hus [græsk: oikos], Dybbroe og hendes kaktusstikker altid har skulle bo i.
Fuck, jeg elsker hornmusik
Jeg bringes selv tilbage til det hus, der var mit barndomshjem, når jeg lytter til albummets næstsidste nummer, Min have. Der duftede af lavendel, og her boede bl.a. min far, en vaske ægte valthornist, og min lillebror, der spillede den formindskede, douche-klingende trompet cornet.
Messinginstrumenterne var en fast del af hverdagen. Et højdepunkt for gæster var, når min far ved at trutte et jagtsignal fra køkkenet signalerede, at der var aftensmad. Eller når min bror om sommeren spillede Louis Armstrong på terrassen, så naboerne kunne lytte med sammen med tudserne i fuglebadet og brumbasserne i roserne.
Hvad jeg altid har været mest fascineret af ved messinginstrumenterne, er, hvordan de omdanner den spændstige friktion mellem læber, mundstykke og luft, der presses ind gennem metalrør og komprimeres af ventiler (med mundstykket alene lyder det ganske spøjst og tendenserende sølle (en strøm af spyt) – og bliver til den mest massive, silkebløde strøm af lyd. Det er bjergtagende.
“Hvis fortidens big-bands rummer dette minde om storbyens hektsiske hejs, så indeholder dette et økologisk eksperiment”
Min have indledes med denne særlige form for overvældelse, som kun messinginstrumenter i flertal kan bringe med sig – hvis du spørger mig. Og så tilmed i a-mol, min yndlingstoneart (ja, sådan en har jeg). I løbet af nummeret overtages den indledende figur af kontrabasser og flakkende trompeter. Flere kommer til, fløjte, sax og trommer. Som på alle de øvrige numre stimler instrumenterne sig sammen om vandhullet som dyrene i skoven. Flere og flere kommer til, som var der en harmonisk eftersøgning i gang mellem siv, sommerfugle og solsorte.
På tilfredsstillende utilfredsstillende vis afsluttes Min have harmoniløst: Med en nådesløs trommesolo.
Mikrobiologisk jazz, der tager mig tættere på ‘nu’
Generelt er Øyeblikk bundet sammen af utallige smukke klynger af messingharmonier og sirlige, tårepersende og insisterende arrangementer, understøttet af fast og rolig kontrabas. På den måde mimer det et klassisk big-bands kvaliteter. Men samspillet mellem Caktus og OJKOS er ikke et big-city big-band, der som så mange andre forsøger at bringe 60’ernes New York tilbage til live. Hvis fortidens big-bands rummer dette minde om storbyens hektsiske hejs, så indeholder dette et økologisk eksperiment. Musikken er som en skov, en organisme, et omnipresent væsen.
“uforudsigeligheden i kompositionerne er forfriskende, minder mig om den danske sommer, og hvor besværligt det kan være at holde et velordnet staudebed“
Skulle man afsløre en enkelt form, der virker til at kendetegne numrene overordnet, er det en stærk vekslen mellem enestående rytmikker eller instrumentalister, der får lov at synge sin sang – men bagved lurer altid et mindre kakafonisk kaos, der tæller takter og venter på at springe ud og tage over. Pluralismen og uforudsigeligheden i kompositionerne er forfriskende, minder mig om den danske sommer og om, hvor besværligt det kan være at holde et velordnet staudebed. Måske er Øyeblikk det musikalske svar på den landskabsarkitektoniske New Perennial Movement, hvor man insisterer på økologisk balance over æstetik, kontrol og natur-struktur?
Mens jeg går og lytter til Trollhättan, skaber musikken en ny form for undren i mig. En inciterende xylofon slår rytmikken an, og der skyder et spørgsmål frem i mig: Hvordan lyder vingernes basken på en bi? Og hvordan dirrer det inde i et bøgeblad, når brisen blæser forbi? Trækbasunen bryder frem over et vuggende hav af saxofontoner i bølgende mønstre. Og den musikalske associationsleg fortsætter: Hvordan forandrer lydbølgerne og resonansen sig, når solen står op? Og kan du mærke alle de sitrende, fotosyntetiserende celler og solsorten og haren og mælkebøtten, der strækker sig op mod den varme sol?
Men det er ikke som hos Stevie Wonders Journey Through the Secret Life of Plants eller Mort Garsons ikoniske Plantasia (som man endvidere kan lytte til, hvis man også er interesseret i plante-eksperimenterende funk og electronica). Det er, som om Caktus og OJKOS sætter lyd til en sansemæssige pendant af digteren Shekufe Tadayoni Heibergs beskrivelser i den skønlitterære ordbog Livets verber fra 2024 af, hvordan man kan anerkende andre og nye livsformer, som man ikke vidste fandtes. Eller også bare sin egen livsform, som fremtræder lige nu og her.
Øyeblikk giver mig en oplevelse af at kunne høre økologien – musikken forekommer komponeret og arrangeret, som biologiske systemer organiserer liv. Det lyder ikke som en objektivistisk videnskab, der søger endegyldige sandheder – og det giver albummet mig (heldigvis) heller ikke. Jeg bringes tættere på øjeblikket af Øyeblikk. Ikke kronos’ kvantitative øjeblikke, der tikker taktløst og økonomisk afsted – men det rodfæstede, forbundne, kvalitetsbevidste kairotiske ‘rette’ øjeblik, løftet af Dybbroes kompositioner til et niveau, hvor jeg blot kan række ud og gribe det. Tak for det.
‘Øyeblikk’ af Caktus x OJKOS udkom på Sonic Transmissions Records 29. maj.
