KØS – kollektiv eksistentiel krise
Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Ali Asperheim.
I et sommerhus på Ærø indspillede KØS under den første coronanedlukning deres tredje plade, Worldsorrow. Det lyder af havgus, syngende wirer i masterne, knagende træværk og knugende isolation i et grænsefelt mellem avantgardejazz, kuldsejlet indiepop og ekkoer af folkemusik – og det minder os om, hvor meget de kriser, vi befinder os i nu, er blevet eskaleret af fornuftens autoritetstab under pandemien.
Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen har lyst til at gennemleve coronapandemien på ny og blive mindet om, hvordan den lod os blive overfor hinanden. Hvordan alt blev underordnet noget, som virkede så tilfældigt og uforståeligt, også for dem, vi havde sat vores lid til, vidste noget. Hvordan nedlukningen føltes, som om den kunne være blevet forårsaget af hvad som helst andet end en pandemi, vi var bare kollektivt klar til at sætte alt på pause og i tvivl, om det var værd at genoptage, da muligheden bød sig med de gradvist lempede restriktioner.
Havde det virkelig været det værd? Nok til at fylde ens liv? Og hvis ikke, hvad var der så tilbage at fylde det med? Havde vi lært noget af at se dronebilleder af det turismelukkede Venedigs uforurenede kanaler? Af de nye fællesskaber, der var opstået for at håndtere krisen, og de gamle, der var gået tabt? Skulle vi virkelig igen være et af de eneste lande i Europa med minkfarme?
Kan man forstå coronapandemien som en kollektiv eksistentiel krise for de privilegerede af os? I hvor høj grad er de kriser, vi verden over gennemlever nu, en effekt af sammen at have oplevet den uforudsigelighed, coronapandemien udviklede sig med, og det autoritetstab, fornuften led som følge af den?
Har man været på småøerne, har man stået ved havet, har man gået på havnen hvor som helst, har man overhovedet oplevet vejr, er der lydfragmenter og stemninger på pladen, der vækker genklang.
På deres tredje album kalder KØS det Worldsorrow: Et selvopfundet ord for en følelse af at opleve verden i opløsning og være handlingslammet, fordi man erkender sin egen person som en del af problemet, helt bogstaveligt en smittespreder. Albummet er indspillet i isolation i et sommerhus på Ærø i løbet af 20 dage i april-maj 2020, og den blanding af uvished, frustration og spirende håb, der gjorde sig gældende i de uger, præger naturligt Worldsorrow. Men samtidig genlyder pladen af den særegne fredfyldthed, nedlukningerne lod de privilegerede af os føle: En mulighed for at eksistere uden for tid, at ikke skulle noget vigtigere indtil videre, at være til stede i alt det, der stadig var muligt.
Det er i hvert fald nogle af de indtryk, Worldsorrow vækker til live i mig igen. Ikke mindst fordi jeg selv oplevede de første halvandet års coronanedlukninger og -genåbninger på en ø, godt nok seks gange større end Ærø, men mange af de samme mikrosamfundsdynamikker var i spil. Ønskerne om at lukke for trafikken til og fra øen for at undgå at få smitten dertil var der. Frihedskæmperne var der og dem, der havde lavet deres egen, uafhængige research i et kommentarspor. Bobledannelsen og det øjeblik, man indså, at man var sidstevalg.
Ærø som lydkulisse
Alt det kommer op i mig, når jeg hører Worldsorrow. Det betyder sådan set ikke så meget, hvilken ø, man befandt sig på, mens det stod på, for er det ikke en universel erfaring af pandemien, KØS taler ind i, er det i hvert fald én, som jeg forestiller mig, at ret mange middelklassedanskere kan genkende. Har man været på småøerne, har man stået ved havet, har man gået på havnen hvor som helst, har man overhovedet oplevet vejr, er der lydfragmenter og stemninger på pladen, der vækker genklang.
I titelnummeret, der åbner pladen, mimer Maria Dybbroes altsaxofon færgens tuden ude på havet og skaber dermed bevidstheden om, at en verden findes uden for det rum, vi på pladen befinder os i, men at den netop ikke findes her i isolationen, hvor vi lytter fra. Lyden kommer ude fra havet som en budbringer om, at der stadig findes en verden bag den horisont, man ikke kan skimte i disen, et lille håb, men også som en advarsel om, at verden er på vej til én med alt, hvad det indebærer af smittefare og dårligt nyt.
https://bandcamp.com/EmbeddedPlayer/album=3359799341/size=large/bgcol=ffffff/linkcol=0687f5/tracklist=false/artwork=small/track=3434387846/transparent=true/Der er fjerne ekkoer af en svunden tids folkemusik på ‘Hope for a Better Tomorrow’, og i ‘Helpless Imagination’ mimer Dybroes klarinet og Valdemar Kragelunds elektroniske efterbehandling wirerne på masterne i havnen, der synger i vinden, mens Kristian Saarups trommer genskaber en klapren af tovværk mod træ og skrog, der knagende giver sig. Det samler sig i en kuldsejlet popsang med et kor af sirenestemmer, der er blevet forvanskede og forstyrrede ligesom musikken, bølgende hid og did med strømmen. Er det som en odyssé, hvor den sejlende ikke længere er sikker på, hvad målet er, eller som fiskerkonerne efterladt tilbage på øen uden vished for, om nogen nogensinde vender tilbage til dem?
I ‘Ærøskøbing’ lyder det, som om et spøgelseskor af kvinder bevæger sig gennem byens snævre gader.
Ærø er, som alle andre danske øer, skabt af den slags historier om mænd, der sejlede ud over kanten af verden, og kvinder, der med den ene hånd skyggede for solen, mens de spejdede mod horisonten, og med den anden styrede hjemmet og skabte et alternativt samfund, der opløstes, så snart en mand trådte over dørtærsklen og begyndte at bestemme. Det er muligvis for meget at lægge i det, men i den efterfølgende ‘Ærøskøbing’ lyder det, som om et spøgelseskor af kvinder bevæger sig gennem byens snævre gader. Her kommer døden altid udefra, og samfundet er for småt til at lade den få hvile på øen.
https://bandcamp.com/EmbeddedPlayer/album=3359799341/size=large/bgcol=ffffff/linkcol=0687f5/tracklist=false/artwork=small/track=644795821/transparent=true/Uværdigheden i den ensomme død
Worldsorrow knækker over på midten i ‘I Didn’t Talk to Anyone Today’, der itale- og tonesætter den afmægtige frustration, man også følte under nedlukningerne.
Nummeret er hakkende, opklippet og uskønt skramlende, Dybbroes stemmeføring er skinger og ærgerlig, og teksten er sit eget vrængende mantra til at lukke verden ude med: “Don’t answer me / Less trouble, less pain” og “I didn’t talk to anyone today / And I don’t care / I lost my voice.” Det er en eskalering af den melankoli, der ligger i pladens andre sange, her lukkes længslen ude, intet nytter. Jeg for min del kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det blev socialt acceptabelt at ignorere hinanden under pandemien.
Den afsluttende ‘Dødedans’ opsummerer alle de følelser i en forvreden hymne til dem, der ikke kom med ud på den anden side af pandemien. Her høres grimheden og uværdigheden i den ensomme død, et impotent raseri uden konkret mål. Men her er også oplevelsen af at lukke døren bag sig og gå videre, lade, som om vi kunne genoptage den måde, vi levede på før, uden der var nogen problemer med det. Som om vi ikke skulle have lært noget, hvis vi havde haft mulighed for andet end bare at overleve – sådan som det vel at mærke var omstændighederne for alle dem, der ikke havde mulighed for hjemmeskole og hjemmearbejde, kunne tage i sommerhus, tage ud i naturen, skamfuldt nyde afbrækket.
Alt det bringer Worldsorrow tilbage, og det er ikke en rar oplevelse. Men jeg tror på, at det er vigtigt at blive mindet om, hvor let alle kan vende sig mod hinanden, hvor skrøbelig den sociale kontrakt er, hvis noget udfordrer den. Stadigvæk.
Køs: Worldsorrow. Udgivet på Sonic Transmission Records d. 13. juni 2025.
