Af Simon Tornby

Jeg må indrømme, at jeg blev en smule overrasket over nyheden om Morricones død tilbage i min sommerferie. Jeg var overbevist om, at han havde nogle år tilbage – og måske endnu en håndfuld soundtracks mere i sig.

Første spørgsmål, der indfandt sig efter den triste nyhed om dødsfaldet havde bundfældet sig, var, hvordan jeg mon kunne lave en playliste til audiodromen og beskrive Morricones musik? Hvordan opsummerer man den nok mest produktive soundtrack-komponist nogensinde?

Ennio Morricone (1928, Rom – 2020, Rom) har lavet et sted mellem 500-600 soundtracks, som spænder meget bredt, og hans filmmusik er nærmest umuligt at sætte i bås. At opsummere Morricones karriere er en nærmest umulig opgave, og ligeledes er det at lave en playliste, der indkapsler alle aspekter af hans musik. Efter en del overvejelser er jeg nået frem til, at det flygtige og multifacetterede er det, jeg bedst kan lide ved ham, og det faktum at man kan blive ved med at udforske hans diskografi og opdage nye sider af ham.

Morricones filmmusik er indlejret i filmhistorien. Man kan nærmest ikke tænke westerns uden at forbinde det mentale billede med Morricones musik. Herudover har hans måde at arrangere på skabt fundamentet for en stor del af moderne filmmusik. Brugen af reallyd, den ofte overraskende brug af anderledes instrumenter og den meget indlevende og eksperimenterende måde, han går til at komponere sin filmmusik, det er, hvad der for mig gør Morricone interessant. Læs resten

Text and mixtape by J. Vognsen – “The Sounds And Compositions of Ennio Morricone” is the first of three mixtapes in a special edition of Audiodrome, dedicated to the music of Ennio Morricone, who passed away in 2020.

Ennio Morricone was born on November 10th, 1928 and died on July 6th, 2020. In between he created some of the most astounding music of all time.

In addition to his most well known work – his movie soundtracks – Morricone was also an arranger of pop songs, a trumpet player and an improviser, a composer of concert pieces. Calling his output vast would be a pathetic understatement at best.

How to even begin paying tribute to an artist like that?

Læs resten

Af Simon Tornby

Krzysztof Penderecki (1933-2020) var en af det 20. århundredes helt store, moderne komponister. Han skrev otte symfonier og en række korværker med et kirkeligt afsæt fra sin karrieres begyndelse bag jerntæppet. Men det var hans avantgardistiske og storslåede samtidsværker, der gjorde ham til et forbillede for nogle af filmhistoriens mest nyskabende instruktører, der efterfølgende tog hans musik i brug i specielt horror- og gysergenren. Formentligt var det hans sønderrivende, kaotiske og mikrotonale værker for hhv. 52, 48 og 52 strygerinstrumenter, “Threnody for the Victims of Hiroshima” fra 1960, “Polymorphia” fra 1961 og “Kanon” fra 1962, der i al sin vold og kraft stræbte ud over den klassiske musiks sfære og gjorde ham til et yndet forbillede for de store gyserfilmsmestre.
Læs resten

Af Simon Tornby

Detto Mariano (1937-2020) har ligget længe på min bruttoliste. Efter jeg hørte noget af musikken fra en af de utallige Mad Max-kloner: den spansk-italienske “Exterminators of the Year 3000” (1983), og hørte om en plade af et band, der har lavet en hyldestplade til “Toxic Love”-soundtracket, noterede jeg mig, at jeg måtte følge op på ham på et tidspunkt. Og dette tidspunkt kom så med nyheden om hans nylige dødsfald, som må være den første soundtrack-komponist, der er offer for COVID-19.

Mariano var pianist og særdeles aktiv arrangør og komponist. Som flere andre af de gode filmkomponister fra den samme periode ernærede han sig ved at akkompagnere tidens populære stjerner som Mina, Lucio Battisti og Adriano Celentano. Hans filmmusik er dog et kapitel for sig, idet han skrev musik både til krimier, komedier og science fiction.

Selvom Mariano har knap 60 krediteringer på imdb.com, så er der ikke meget interessant information at hente om ham på engelsk. Men musikken derimod er spændende, og kun ganske få af hans soundtracks dem er blevet udgivet. Playlisten spænder fra lummer intromusik til “The Nude Princess” over tidlige Fairlight-eksperimenter på “Toxic Love” til nostalgisk 80’er trucker-tema fra den italienske tv-produktion “T.I.R” til mere traditionelle, men ikke destomindre velfungerende krimi- og gysertemaer. Læs resten

Af Simon Tornby

Jeg lærte Alain Goraguer (f. 1931, Seine-Saint-Denis, Frankrig) at kende igennem hans vel nok mest kendte soundtrack til den syrede og spændende tegnefilm “Fantastic Planet” fra 1973, af René Laloux og Roland Topor. Sidstnævnte Roland Topor har, udover at samarbejde med Alejandro Jodorowsky og Fernando Arranbal, desuden skrevet historien bag Roman Polanskis “The Tenant”.

Før “Fantastic Planet” havde den franske pianist/arrangør Goraguer både udgivet plader med sit eget jazzband, skrevet musik til Eurovision, arbejdet med Boris Vian og havde været én af Serge Gainsbourgs vigtigste faste samarbejdspartnere. Ligesom Michel Colombier og Jean-Claude Vannier arbejdede Goraguer som medkomponist og arrangør på mange af Gainsbourgs plader og soundtracks.

Efter “Fantastic Planet” gik der 10 år, hvor Goraguer nærmest kun skrev musik til erotiske film (under pseudonymet Paul Vernon), og herefter en lang periode, hvor han hovedsageligt kun skrev musik til TV-film og serier.

Goraguer er allerbedst på “Fantastic Planet”, men før det havde han også lavet en række rigtigt spændende soundtracks, særligt kultfilmen “I Spit on Your Grave” fra 1959, der er baseret på Boris Vians roman, komedien “Perched on A Tree” fra 1971 og krimien “The Dominici Affair” fra 1973. Læs resten

Af Simon Tornby

John Barry Prendergast (1933 – 2011) er uden tvivl mest kendt for musikken til James Bond-filmene, selvom der har hersket en del tvivl om, hvorvidt det er ham, eller Monty Norman, der har skrevet det ikoniske James Bond-tema.

John Barry havde en baggrund som trompetist i hæren og som frontmand i sit eget jazzorkester, The John Barry Seven, da han blev hyret som back-up komponist til at arrangere musikken til den første Bond-film, “Dr. No” (1962). Han endte med at komponere musikken til i alt 11 Bond-film, som regel med tidens hotteste navne til at synge, eller medkomponere, titelmelodien. Men udover at stå for det musikalske Bond-univers og det velkendte tema til serien The Persuaders, har Barry stået bag en masse andre gode soundtracks.

Groft sagt falder Barrys soundtracks i to overordnede kategorier; den første er oscar-baskerne, som “Dances With Wolves”, “Chaplin” og “Out of Africa” etc., der er fyldt med omfangsrige orkesterværker med emotionelle strygerarrangementer og/eller klassiske guitarballader. Den anden, som er min favoritkategori, er oftest kendetegnet ved en enkel og klar melodisk idé, sparsom brug af orkesterarrangementer og ofte et par uforudsigelige valg af instrumenter, fx barytonguitar, synthesizer (Barry var tidlig til at introducere synthesizere i sine arrangementer allerede i 1969), cembalo, lirekasse, ustemte klaverer eller en cimbalom.  Læs resten

Af Simon Tornby

John Carpenter (f. 1948, New York) er en af de mest indflydelsesrige nulevende amerikanske filminstruktører og komponister. Han adskiller sig fra de fleste ved at arbejde på mange aspekter af sine film: Han skriver manuskripterne, producerer, klipper og – vigtigst i denne sammenhæng – skriver selv musikken.

Carpenters historie som filmkomponist starter med en mangel på midler. Carpenter havde i mange af sine film arbejdet uafhængigt af de store selskaber – hvilket også ofte var ensbetydende med få midler til filmmusikken. Bl.a. derfor blev musikken til “Assault on Precinct 13” indspillet på blot et par dage, da studietid var dyr. Og synthesizeren blev valgt som hovedinstrument, da man nemt kunne få en stor lyd ud af et enkelt instrument. Læs resten

Francesco De Masi (1930, Napoli – 2005, Rom) er en af de store italienske filmkomponister (med et sted over 200 filmsoundtracks), og én af de få, der lavede musik til italienske western-film, før Morricone lavede musikken til “A Fistful of Dollars” med instruktøren Sergio Leone. Og ligesom Morricone, arbejdede De Masi også ofte sammen med en af mine andre favoritter, guitaristen og komponisten Alessandro Alessandroni, som også komponisten i det allerførste afsnit i Audiodromens historie.

De Masis western-musik er væsentligt anderledes end sine samtidige western-filmkomponist kollegaer, ikke så eksperimenterende og markant som de andre, men tit er det med rytmiske guitarer, overdådige strygerarrangementer og ofte med Alessandronis kor, I Cantori Moderni.

Læs resten

Af Simon Tornby

Jay Chattaway (1946, Pennsylvania) står bag musikken til nogle af de mest hårdkogte action- og horrorfilm i 80’erne.

Chattaway kom fra en baggrund som komponist i militæret, og senere som producer af filmmusik, hvor han bl.a. arbejdede sammen med Gato Barbieri (kendt fra bl.a. Last Tango in Paris). Da tilbuddet om at lave musik til William Lustigs Maniac kom i 1980, slog han til.

Lustigs suveræne ’Son of Sam’- og Psycho-inspirerede slasherfilm Maniac har alt, hvad der skal til for at skabe det perfekte soundtrack: Fløjte, synthesizer og båndløs bas. Temamelodien giver mig stadig gåsehud, hver gang jeg hører den, og Joe Spinells arrede og svedige ansigt følger som regel med på den indre nethinde. Lustig var en kæmpe Morricone-fan, og i arbejdet med filmen bad han Chattaway om at tage udgangspunkt i, hvordan Morricone arbejder med filmmusik.

Efter Maniac, fortsatte Lustig og Chattaway det frugtbare samarbejde i 1982 med Vigilante: En brutal selvtægts-bandefilm, med en bandeleder, der er sejere end de fleste (Fred Williamson). Soundtracket er desværre ikke blevet genudgivet, da masterbåndet er gået tabt, men titelmelodien er med i playlisten, og den udfordrer temaet til The Warriors i at være bedste bandetema nogensinde. Læs resten