Af Simon Tornby

Scott Walker (1943, Ohio – 2019, London) var kendt for sin tid som popidol i 60’erne, både som del af The Walker Brothers, og efterfølgende som solokunstner. Sidst i 70’erne ændrede hans musik retning og blev tiltagende mere krævende, dyster og kompleks. Udover udgivelserne med Walker Brothers og i eget navn, skrev Walker også filmmusik til tre film: “Pola X” instrueret af Leos Carax fra 1999, “Childhood of a Leader” fra 2016 og “Vox Lux” fra sidste år, som begge er instrueret af Brady Corbet.

De fleste af Walkers tidlige udgivelser, både med Walker Brothers og hans soloudgivelser, har én ellere flere filmreferencer, enten med coverversioner af sange fra film eller med tekstlige referencer til film. Det allermest udtalte eksempel er “The Seventh Seal” fra Scott 4, der handler om Bergman-filmen af samme navn. I 1972 udgav han albummet “The Moviegoer”, der udelukkende består af covers af temasange fra film.

Det mest helstøbte af Walkers soundtracks er “Childhood of a Leader”. Det er også det eneste af de tre, som ikke har bidrag fra andre kunstnere. Men det er tydeligt for alle tre, at de er skrevet i Walkers “sene” periode med følelsesladede strygerarrangementer, rytmiske samples og en udbredt dissonans i musikken – særligt lydbilledet på pladen “Tilt” virker som afsættet for alle tre soundtracks.

Næsten alle Scott Walkers plader (hvis man altså ser bort fra et par plader i 70’erne) har noget interessant at byde på, og spænder meget vidt fra orkestermusik med fløjlsblød baryton og fortolkninger på engelsk af Jacques Brel til dæmoniske Anders And-skrig med svinerygs-percussion og sange om massakren i Srebrenica. Læs resten

Af Simon Tornby

Hvis du kan lide Neil Young, Rolling Stones, Beach Boys eller kender til Phil Spectors produktioner, så har du sikkert også hørt et eller flere af Jack Nitzsches arrangementer.

Jack Nitzsche (1937, Chicago – 2000, Los Angeles) var en vigtig baggrundsfigur i den amerikanske pop- og rockmusik særligt op gennem 60’erne, og han har arrangeret eller bidraget til store populære hits, som bl.a: “Be My Baby” indspillet af the Ronettes, “Needles and Pins” skrevet med Sonny Bono, “Up Where We Belong” fra “An Officer and A Gentleman”, som han vandt en Oscar for. Nitzsche har desuden spillet keyboards på og har skrevet arrangementer til flere af Rolling Stones hits, bl.a. “Play with Fire,” “Paint It, Black,” og “You Can’t Always Get What You Want”. Herudover har han samarbejdet med Neil Young op igennem 60’erne og 70’erne, som både medproducer tangentspiller på flere af hans plader.

Udover hans virke som arrangør har Jack Nitzsche også stået bag nogle i mine øjne rigtigt spændende soundtracks. Mine personlige favoritter er Miloš Formans “One Flew Over The Cuckoo’s Nest” fra 1975 og den stemningsmættede musik i William Friedkins “Cruising” fra 1980. Læs resten

Af Simon Tornby

Philippe Sarde (Paris 1948 –) står bag kompositionerne til flere end 200 film og tv-serier. Han startede allerede som 20-årig et samarbejde med Claude Sautet om musikken til “The Things of Life”, og de to fortsatte med 10 øvrige film i de efterfølgende 25 år.

Sideløbende har Sarde arbejdet, hovedsageligt i Frankrig, med en række større instruktører, heriblandt Roman Polanski, Georges Lautner og Robert Bresson, og har benyttet sig af bl.a. Stan Getz og Chet Baker m.fl. på sine soundtracks.

Sarde var ikke den første komponist, jeg lagde mærke til, men han var den første jeg blev rigtigt vild med. Det var særligt musikken til Polanskis “The Tenant”, som var mit første yndlings-soundtrack. Udover at være fuldstændigt overvældet af filmen, da jeg så den første gang, gjorde soundtracket et uudsletteligt indtryk på mig. Senere har jeg især lagt mærke til, hvordan temaet indgår som en diskret del af handlingen, ved at det bliver spillet til en fest, i en delay-mættet udgave. Jeg fandt senere ud af at Sarde også i “The Big Feast” (“Le Grand Bouffe”) lader filmens tema integrere sig i filmen ved, at Michel Piccoli spiller temaet på klaveret i huset, hvor filmen udspiller sig.

Soundtracket til “The Tenant” har endnu ikke fået en værdig udgivelse, men jeg håber stadig på, at den kommer på et tidspunkt… Læs resten

Michel Legrand (1932, Paris – 2019, Paris) døde i sidste måned og efterlader sig over 200 soundtracks til film og tv, og over 100 albumudgivelser. Han blev først kendt for at skrive musik til flere film i den franske nybølge, herunder flere samarbejder med bl.a. Jean-Luc Godard og Jacques Demy. Men Legrand var også jazzmusiker og uddannet klassisk komponist i en meget ung alder.

Han blev optaget som 10-årig på konservatoriet i Paris, hvor han studerede komposition hos Nadia Boulanger. Som jazzmusiker, dirigent og big-band leder nåede han at spille sammen med mange af de store internationalt kendte navne som Dizzy Gillespie, Ray Charles, Miles Davis og Stan Getz, og ligeledes har flere store navne indspillet hans sange, bl.a. Frank Sinatra, Tony Bennett, Louis Armstrong og Liza Minelli.

Legrand flyttede til USA i ‘68 og fik sit internationale gennembrud med musikken til The Thomas Crown Affair, som han også vandt en Oscar for, med temasangen “The Windmills of Your Mind”. Herefter bliver han en eftertragtet komponist, og vinder gennem sin karriere flere priser, bl.a. De Gyldne Palmer, Grammy og tre Oscars. Læs resten

Af Simon Tornby

Bruno Nicolai (1926, Rom – 1991, Rom) blev først kendt som “den andenbedste western-komponist.” Det er en lidt ærgerlig titel, særligt når man begynder at dykke ned i de mange soundtracks, som han står bag. Titlen fik han ved at arbejde som Morricones højre hånd og samarbejdspartner i mange år, samt ved at svinge dirigentstokken på mange af de kendte indspilninger af Morricones soundtracks.

På samme måde som mange andre komponister ofte har en fast instruktør, f.eks. Hitchcock/Hermann, Argento/Goblin, Fulci/Frizzi, Polanski/Komeda, Tarkovsky/Artemyev, Lynch/Badalamenti, De Palma/Donaggio, Korzyński/ Żuławski, Herzog/Popol Vuh, Mancini/Edwards osv., så havde Nicolai også flere gentagne samarbejder med interessante instruktører, herunder særligt Jess Franco i Spanien og Sergio Martino i Italien.

Titlerne på giallo-film kunne i 70’erne ofte være ret lange og obskure, og Nicolai har lavet soundtracks til film med nogle af de længste titler, jeg har set. Eksempelvis kan nævnes: “Your Vice is in a Locked Room, and Only I Have the Key”, eller “What Are Those Strange Drops of Blood Doing on Jennifer’s Body?” Sidstnævnte kendes også som “The Case of The Bloody Iris” og er et af de bedste af Nicolais giallo-soundtracks.

Det kan nogle gange svært at skelne Nicolais kompositioner fra Morricone, da de ofte bruger samme virkemidler. Men det, jeg godt kan lide ved Nicolai, er den måde, han kombinerer en simpel og let genkendelig melodi med en, eller flere parallelle melodilinjer i andre taktarter eller tempi – et godt eksempel på dette er “Isis Pool” fra filmen Caligula.

Af Simon Tornby

Lalo Schifrin, født Boris Claudio Schifrin (Buenos Aires, 1932–), har været aktiv i 60 år og har komponeret musik til mere end 100 film, 90 tv-film og mere end 50 øvrige udgivelser.

Schifrin kommer fra en musikalsk baggrund – med en far, der ledte en sektion af et af Argentinas største orkestre, Philharmonic Orchestra, og sørgede for en tidlig musikalsk uddannelse af den unge Lalo. Som 20-årig tog Schifrin til Paris for at studere musik på egen hånd og tjente som jazzpianist om natten. Da han vendte hjem til Argentina, startede han sit eget store jazzorkester, og begyndte at komponere og indspille til film og TV. I 1955 spillede Schifrin klaver for den argentinske legende Ástor Piazzolla, og hans karriere i jazzen var som sådan sikret. Han komponerede også musik til en enkelt film (“El Jefe” fra 1958), men indgangen til at komponere til større produktioner i USA kom gennem Dizzy Gillespie, der sidst i 50’erne først inviterede ham til at komponere for sit orkester – og senere inviterede ham til at spille fast med selvsamme orkester.

Efter nogle år med Gillespie tilbød MGM ham en fast kontrakt, og derfra tog karrieren fart, og hans genkendelige blanding af jazz, orkestermusik og latinske rytmer blev et fast indslag i rigtigt mange særligt action og spændingsfilm fra 60’erne og 70’erne.

De mest ikoniske temaer er uden tvivl til “Mission: Impossible”, “Bullitt”, “Cool Hand Luke” og den første “Dirty Harry”-film, som var én ud af de fem film, som han komponerede for Don Siegel. Bruce Lee skulle efter sigende have krævet Lalo Schifrin til at komponere til “Enter the Dragon”, da Lee selv trænede til “Mission: Impossible”-temaet. Læs resten

En serie af Simon Tornby

Luis Enríquez Bacalov (1933, Buenos Aires – 2017, Rom) begyndte som pianist i Argentina, men hans karriere som filmkomponist startede, da han rejste til Italien sidst i 1950’erne og blev assistent for Ennio Morricone.
Både Morricone og Bacalov havde op gennem 60’erne fast arbejde som komponister i spaghetti western-genren, og hvor Morricone ofte stod for nybrud og eksperimenter, arbejdede Bacalov – som udgangspunkt – med mere traditionelle virkemidler. Men i starten af 70’erne arbejdede han sammen med de to bands New Trolls og Osanna, med hvem Bacalov lavede to plader, der var med til at starte den første bølge af italiensk progressiv rock. Det er filmmusikken til hhv. “The Designated Victim” (m. New Trolls) fra 1971, og “Caliber 9” (m. Osanna) fra 1972. Begge plader kombinerer progressiv rock med orkestermusik. Læs resten

En serie af Simon Tornby

Popol Vuh var et tysk band med en flydende besætning, dannet i 1969 af pianist Florian Fricke sammen med Holger Trülzsch (trommer), Bettina Fricke (percussion) og Frank Fiedler (produktion). Fricke var meget interesseret i verdens forskellige kulturer og religioner, og bandet blev opkaldt efter en af Mayaernes hellige skrifter kaldet “samlingens/folkets bog”.

Florian Fricke (1944-2001) startede med at spille musik allerede som 11-årig, men det var først i 1969, da han kom i besiddelse af en Moog III-synthesizer, at han begyndte på bandets første plade “Affenstunde” – efter eget udsagn var det den anden Moog i hele Tyskland på det tidspunkt. Den første ejede hans nabo. Fricke introducerede i øvrigt også kollegerne Tangerine Dream for Moog-synthesizeren og spillede med på “Zeit” i 1972, inden han solgte den videre til Klaus Schulze et par år senere.

Fricke mødte Werner Herzog i 1967 – og viste sig i en birolle i filmen Signs of Life (Lebenszeichen) fra 1968, men det var først i 1972, at bandet leverede det første soundtrack. Efter et mislykket forsøg på at få et Morricone-soundtrack hyrede Herzog i stedet Fricke og Popol Vuh til at komponere musikken til Aguirre, The Wrath Of God. Og de leverede herefter musik til yderligere fem Herzog-film: The Enigma of Kaspar Hauser (kun Fricke) (1974), Heart of Glass (1976), Nosferatu (1979), Fitzcarraldo (1982) og Cobra Verde (1987).

Popol Vuhs musik er ikke typisk filmmusik, som noget, der understøtter opbygning af stemninger, eller udløsning af spænding. Men deres helt særegne lyd kombinerer verdensmusik og rockmusik med spirituelle elementer, som er helt ufatteligt stemningsmættet og tilfører Herzogs film en ekstra dimension.

Popol Vuh gik i opløsning, da Florian Fricke døde i 2001. Læs resten

En serie af Simon Tornby

Francis Albert Lai (1932–2018) startede sin musikalske karriere som harmonikaspiller, men udviklede sig hurtigt som komponist til tv, radio og for solister, bl.a. Édith Piaf, Johnny Hallyday, Françoise Hardy og Charles Aznavour.

Med musikken til sin første film, “A Man and a Woman” (Un homme et une femme), indledte Lai et produktivt samarbejde med instruktør Claude Lelouch, der varede 50 år og resulterede i 35 film. Udover samarbejdet med Lelouch, har Lai arbejdet med mange andre instruktører, bl.a. Roger Vadim, Jean-Luc Godard og Michael Winner.

Francis Lai er kendt for ofte lette og romantiske melodier, bl.a. det Oscar-vindende soundtrack til Love Story, men med over 100 soundtracks, er der også meget andet spændende musik at dykke ned i. Han døde den 7. november 2018. Læs resten